Isaiah 42

1 LEUM GOD El fahk, “Pa inge mwet kulansap luk su nga akkeye — Sie su nga sulela, ac nga insewowo sel. Nga nwakulla ke ngunik, Ac el fah use nununku suwohs nu fin mutunfacl nukewa.

Se min Tjener, ved hvem jeg min udvalgte, hvem jeg har kær! På ham har jeg lagt min Ånd, han skal udbrede Ret til Folkene.

2 El ac tia wowo ku srukak pusracl, Ku liksreni sramsram inkanek uh.

Han råber og skriger ikke, løfter ej Røsten på Gaden,

3 El fah tia koteya soko loa ma kurula, Ku konela sie lam ma srik fulac. El fah use nununku suwohs ac kawil nu sin mwet nukewa.

bryder ej knækket Rør og slukker ej rygende Tande. Han udbreder Ret med Troskab,

4 El fah tia fuhleak finsrak lal, ac pulaik lal ac tia munasla; El fah oakiya nununku suwohs fin faclu. Facl loessula elos rarala in lohng luti lal.”

vansmægter, udmattes ikke, før han får sat Ret på Jorden; og fjerne Strande bier på hans Lov.

5 God El orala kusrao ac asroelik. El lumahla faclu ac ma nukewa fac. El sang moul ac momong nu sin mwet nukewa. Ac inge LEUM GOD El fahk nu sin mwet kulansap lal,

Så siger Gud HERREN, som skabte og udspændte Himlen, udbredte Jorden med dens Grøde, gav Folkene på den Åndedræt og dem, som vandrer der, Ånde.

6 “Nga, LEUM GOD, pangon kom ac asot ku nu sum In liyaung tuh nununku suwohs in orek fin faclu. Keim nga fah oru sie wuleang yurin mwet nukewa; Keim nga fah use kalem nu sin mutunfaclu.

Jeg, HERREN, har kaldet dig i Retfærd og grebet dig fast om Hånd; jeg vogter dig, og jeg gør dig til Folkepagt, til Hedningelys

7 Kom ac fah sang liyaten nu sin mwet kun, Ac aksukosokyalosla su kapir in acn lohsr.

for at åbne de blinde Øjne og føre de fangne fra Fængslet, fra Fangehullet Mørkets Gæster.

8 “Nga mukena pa LEUM GOD. Wangin god saya fah ipeis ke wolana luk. Nga fah tia lela ma sruloala in ipeis ke kaksak ma orek nu sik.

Jeg er HERREN, så lyder mit Navn. Jeg giver ej andre min Ære, ej Gudebilleder min Pris.

9 Ma nga palye meeta, inge akpwayeiyuk. Ac inge nga ac fahkak nu suwos ke kutu ma sasu Meet liki na ma inge ac sikyak.”

Hvad jeg forudsagde, se, det er sket, jeg forkynder nu nye Ting, kundgør dem, før de spirer frem.

10 Yuk soko on sasu nu sin LEUM GOD; On kaksakunul, faclu nufon! Kaksakunul, kowos su kalkal meoa; Kaksakunul, ma moul nukewa in kof uh! Kowos nukewa su muta yen loessula, kowos in wi pac on.

Syng HERREN en ny Sang, hans Pris over Jorden vide; Havet og dets Fylde skal juble, fjerne Strande og de, som bebor dem;

11 Lela yen mwesis ac siti we in kaksakin God; Lela mwet Kedar in kaksakunul! Lela mwet su muta in siti Sela In sasa ke engan liki mangon eol uh!

Ørkenen og dens Byer stemmer i, de Lejre, hvor Kedar bor; Klippeboerne jubler, råber fra Bjergenes Tinder;

12 Lela elos su muta in acn loessula In sang kaksak ac wolana nu sin LEUM GOD!

HERREN giver de Ære, forkynder hans Pris på fjerne Strande.

13 LEUM GOD El illa oana sie mwet mweun watwen; El akola ac kena tari mweun. El foloyak ac sala ke sa in katkat; El fahkak kuiyal in lain mwet lokoalok lal.

HERREN drager ud som en Helt, han vækker som en Stridsmand sin Kamplyst, han udstøder Krigsskrig, han brøler, æsker sine Fjender til Strid.

14 God El fahk, “In pacl na loeloes nga misla ac tiana kas; Nga tiana topuk mwet luk. Tusruktu inge pacl luk in mukuila. Nga wowoyak oana sie mutan su akola in isus.

En Evighed lang har jeg tiet, været tavs og lagt Bånd på mig selv; nu skriger jeg som Kvinde i Barnsnød, stønner og snapper efter Luft.

15 Nga fah kunausla eol ac inging uh, Ac oru tuh mah ac sak uh in masla. Nga fah ekulla infacl ke infahlfal uh nu ke acn mwesis, Ac oru lulu in kof uh in paola.

Jeg gør Bjerge og Høje tørre, afsvider alt deres Grønt, gør Strømme til udtørret Land, og Sumpe lægger jeg tørre.

16 “Nga fah pwen mwet kun luk ke inkanek ma elos soenna fahsr kac meet. Nga fah ekulla lohsr lalos nu ke kalem, Ac oru acn siruprup in fwella ye mutalos. Nga wulela ouinge, Ac nga fah taranna in tia sutuela.

Jeg fører blinde ad ukendt Vej, leder dem ad ukendte Stier, gør Mørket foran dem til Lys og Bakkelandet til Slette. Det er de Ting, jeg gør, og dem går jeg ikke fra.

17 Elos nukewa su lulalfongi ke ma sruloala, Su pangon ma orekla ke poun mwet pa god lalos, Ac fah akmwekinyeyuk ac elos fah tonongla.”

Vige og dybt beskæmmes skal de, som stoler på Billeder, som siger til støbte Billeder: "I er vore Guder!"

18 LEUM GOD El fahk, “Porongo, kowos mwet sulohngkas! Liye akwoya, kowos mwet kun!

I, som er døve, hør, løft Blikket, I blinde, og se!

19 Ya oasr mwet sulongin yohk liki mwet kulansap luk, Ku sulohngkas liki mwet utuk kas su nga supu uh?

Hvo er blind, om ikke min Tjener, og døv som Budet, jeg sendte? Hvo er blind som min håndgangne Mand, blind som HERRENs Tjener?

20 Israel, arulana yohk ma kom liye tari, A mea kalmac nu sum? Oasr srem in lohng, Tuh mea na pwaye kom lohng uh?”

Meget så han, men ænsed det ikke, trods åbne Ører hørte han ej.

21 LEUM GOD El sie God su kena molela mwet uh. Ouinge El akfulatye ma sap lal ac luti lal, Ac El kena mwet lal in wi pac akfulatye ma inge.

For sin Retfærds Skyld vilde HERREN løfte Loven til Højhed og Ære.

22 Tusruktu oasr mwet utyak ac kunausla ma nukewa lun mwet lal. Kauli elos in acn lohsr ye fohk uh, Ac wikinyukla elos ke acn in kapir. Ma lalos uh pisrapasrla ac wapiyukla, A wangin mwet in molelosla.

Men Folket er plyndret og hærget; de er alle bundet i Huler, skjult i Fangers Huse, til Ran blev de, ingen redder, til Plyndring, ingen siger: "Slip dem!"

23 Su inmasrlowos ac porongo ma inge? Ya kowos ac ku in mutawauk ingela in lohng akwoya?

Hvem af jer vil lytte til dette, mærke sig og fremtidig høre det:

24 Su fuhleang Israel nu inpoun mwet pisrapasr uh? LEUM GOD sifacna, su kut orekma koluk lainul! Kut tia moul fal nu ke lungse lal Ku akos mwe luti lal nu sesr.

Hvo hengav Jakob til Plyndring, gav Israel hen til Ransmænd? Mon ikke HERREN: mod hvem vi synded, hvis Veje de ej vilde vandre, hvis Lov de ikke hørte?

25 Ke ma inge El lela kut in pulakin ku lun kasrkusrak lal, Ac sun mwe keok lun mweun uh. Kasrkusrak lal uh firir oana sie e fin acn Israel nufon, A kut tiana kalem ke ma sikyak inge. Wanginna ma kut etala kac.

Han udgød over det Harme, sin Vrede og Krigens Vælde; den luede om det, det ænsed det ej, den sved det, det tog sig det ikke til Hjerte.