Ecclesiastes 12
1 Ke ma inge, esam El su orekomla ke kom srakna fusr, meet liki len koluk uh tuku ac meet liki yac uh apkuranme ke kom fah fahk, “Nga tia engankin moul luk.”
Tænk På ding Skaber i Ungdommens Dage, førend de onde Dage kommer og Årene nærmer sig, om hvilke du vil sige: "I dem har jeg ikke Behag!"
2 Pa ingan pacl se ma kalem lun faht, malem, ac itu uh fah mutawauk in ohkla, meet liki pukunyeng in af ac lohsreya faclu.
før Sol og Lys og Måne og Stjerner hylles i Mørke og der atter kommer Skyer efter Regn,
3 In pacl sac, poum su tuh loangekom meet ac fah rarrar, ac niom su ku inge fah munasla. Wihsum su pueni ac fah tia ku in kontonauk mongo nom uh wo, ac atronmotom ac fah ohkla tia ku in liye.
Tiden, da Husets Vogtere bæver, de stærke Mænd bliver krumme, da Møllepigerne svigter, fordi de er få, og de bliver mørke, som kigger ved Gluggerne,
4 Srem ac fah tia lohng wowon fin inkanek uh. Ac fah upa kom in lohng pusren mwe ilil wheat ke ac ilil uh, ku pursren mwe on ke ac sritalkinyuk, a on lun sie won sohksok ku in okaskomyak liki motul.
da begge Gadedørene lukkes, mens Møllen går med dæmpet Lyd, da man står op ved Spurvenes Kvidder og alle Sangens Døtre hvisker,
5 Kom ac fah langinging ke acn fulat, ac sensen in forfor. Aunsifom ac fah fiayai, na ac fah arulana upa kom in sifacna fahsr. Ac fah wanginla ma kom mwel. Kut ac som nu yen mongla na safla lasr, na ac fah oasr tung mwemelil inkanek uh.
da man også ængstes for Bakker, og Rædsler lurer på Vejen, da Mandeltræet blomstrer; Græshoppen slappes og Kapersbærret svigter, nu Mennesket går til sin evige Bolig og Sørgetoget går gennem Gaden,
6 Sein silver ac fah wotla, ac lam gold fah putatla ac fokelik; sucl ke lufin kof ac fah wotelik, ac sufa in kof ac fah fokfoki.
førend Sølvsnoren brister og Guldskålen brydes itu, før Krukken slås i Stykker ved Kilden og det søndrede Hjul falder ned i Brønden
7 Manosr ac fah folokla nu in fohk uh oana meet, ac momong lun moul fah folokyak nu yurin God, su ase nu sesr.
og Støvet vender tilbage til Jorden som før og Ånden til Gud, som gav den.
8 Mwet Luti Lalmwetmet el fahk, “Lusrongten na lusrongten! Ma nukewa lusrongten!”
Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, alt er Tomhed.
9 Tusruktu ke sripen yohk lalmwetmet lun Mwet Luti sac, el tia tui in luti mwet uh ke ma el etu. El lutlutkin soakas, ac srike in konauk na pwaye kalmac uh.
Endnu skal siges, at Prædikeren var viis; han gav også Folket Kundskab; han granskede og ransagede og formede mange Ordsprog.
10 Mwet Luti Lalmwetmet sac el srike in sokak kas in akwoye, tusruktu kas ma el simusla arulana pwaye.
Prædikeren søgte at finde Fyndord og optegnede sanddru Lære, Sandhedsord.
11 Kas lun mwet lalmwetmet uh oana soko sak kosroh ma mwet liaung sheep uh orekmakin in sang kifus sheep uh, ac soakas ma orekeni nu sie ac oanna nwe tok oana osra ma patputi ku. Soakas inge ituku sin El su Mwet Shepherd sefanna lasr.
Som Pigkæppe er de vises Ord, som inddrevne Søm, der sidder tæt; de er givet af en og samme Hyrde.
12 Wen nutik, oasr pac sie ma kom in arulana taran. Sim book uh sie orekma wangin safla kac, ac fin yokla lutlut lom kac, ac eisla kuiyom.
Endnu skal siges: Min Søn, var dig! Der er ingen Ende på, som der skrives Bøger, og megen Gransken trætter Legemet.
13 Tukun ma inge nukewa, ma sefanna fal in fwack: Sunakin ac akfulatye God, ac akos ma nukewa El sapkin, mweyen pa inge sripa ma mwet uh orekla nu kac.
Enden på Sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans Bud! Thi det bør hvert Menneske gøre.
14 God El ac nununku ma nukewa kut oru uh, finne wo ku koluk, ac finne ma orekla in lukma.
Thi hver en Gerning bringer Gud for Retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.
