ಯೋಬನು 30
1 ೧ ಈಗಲಾದರೋ ನನಗಿಂತ ಚಿಕ್ಕವಯಸ್ಸಿನವರು ನನ್ನನ್ನು ಪರಿಹಾಸ್ಯಮಾಡುತ್ತಾರೆ; ಇವರ ಹೆತ್ತವರನ್ನು ನನ್ನ ಕುರಿ ಮಂದೆಯ ನಾಯಿಗಳ ಸಂಗಡ ಸೇರಿಸುವುದಕ್ಕೂ ಉದಾಸಿನ ಮಾಡಿದೆನು.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
6 ೬ ಅವರು ಭಯಂಕರವಾದ ತಗ್ಗುಗಳ ಸಂದುಗಳಲ್ಲಿ ವಾಸಿಸತಕ್ಕವರು, ಭೂಮಿಯಲ್ಲಿಯೂ, ಬಂಡೆಗಳಲ್ಲಿಯೂ ಇರುವ ಗುಹೆಗಳೇ ಅವರ ಮನೆಗಳು.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 ೧೧ ದೇವರು ತಾನು ಹಾಕಿದ್ದ ಕಟ್ಟನ್ನು ಸಡಲಿಸಿ ನನ್ನನ್ನು ಬಾಧಿಸುವುದಕ್ಕೆ ಅವರನ್ನು ಬಿಟ್ಟಿದ್ದಾನೆ. ಅವರು ನನ್ನ ಎದುರಿನಲ್ಲಿಯೇ ಕಡಿವಾಣವನ್ನು ಕಿತ್ತು ಹಾಕಿದ್ದಾರೆ.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 ೧೨ ಆ ಕಲಹಗಾರರು ನನ್ನ ಬಲಗಡೆ ಎದ್ದು, ನನ್ನ ಕಾಲುಗಳನ್ನು ಹಿಂದಕ್ಕೆ ತಳ್ಳುತ್ತಾ ನನ್ನ ನಾಶಕ್ಕಾಗಿ ಹೊಂಚು ಹಾಕಿದ್ದಾರೆ.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
13 ೧೩ ಅವರು ನನ್ನ ದಾರಿಯನ್ನು ಕಡಿದು, ನನ್ನ ಉಪದ್ರವವನ್ನು ಹೆಚ್ಚಿಸುತ್ತಾರೆ; ಅವರನ್ನು ಎದುರಿಸತಕ್ಕ ಸಹಾಯಕನು ಯಾರೂ ಇಲ್ಲ.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 ೧೫ ಅಪಾಯಗಳು ನನ್ನ ಮೇಲೆ ತಿರುಗಿಬಿದ್ದು; ನನ್ನ ಮಾನವನ್ನು ಗಾಳಿಯಂತೆ ಹೊಡೆದುಕೊಂಡು ಹೋಗುತ್ತಿವೆ; ನನ್ನ ಕ್ಷೇಮವು ಮೇಘದ ಹಾಗೆ ಹರಿದು ಹೋಯಿತು.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 ೨೦ ಓ ದೇವರೇ ನಾನು ನಿನಗೆ ಮೊರೆಯಿಟ್ಟರೂ ನೀನು ಉತ್ತರಕೊಡುವುದಿಲ್ಲ, ಎದ್ದು ನಿಂತರೂ ನನ್ನನ್ನು ಸುಮ್ಮನೆ ನೋಡುತ್ತಿರುವಿ.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 ೨೮ ಸಂತೈಸುವ ಸೂರ್ಯನಿಲ್ಲದೆ; ಮಂಕುಬಡಿದಂತೆ ಅಲೆಯುತ್ತಾ ಸಭೆಯ ಮಧ್ಯನಿಂತು ಅಂಗಲಾಡುತ್ತಿದ್ದೇನೆ. ಸಂಘದಲ್ಲಿ ನಿಂತು ಅಂಗಲಾಚಿಕೊಳ್ಳುತ್ತೇನೆ.
trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
