Sams-Zgame 95

1 Enketa Ra Anumzamofona muse zagame huta agi'a ahentsga nehuta, tagu'ma nevazia Havegi Ra Anumzamofona ranke huta agi'a ahentesga hanune.

Kommer, lader os synge med Fryd for Herren, lader os raabe af Glæde for vor Frelses Klippe!

2 Enketa Agri avuga vuta susu hunenteta, muse zagame huta agi'a ahentesga hamneno.

Lader os komme frem for hans Ansigt med Tak, lader os raabe af Glæde for ham med Psalmer!

3 Na'ankure Ra Anumzamo'a marerisa Anumza mani'neno, maka havi anumzantamina zamagatereno, ugota Kini mani'ne.

Thi Herren er en stor Gud, ja, en stor Konge over alle Guder.

4 Ama mopafima kerima huno ame fenkame'ma urami'neregati'ma vuno, ame'nagame marerigatere'nea agonaregama vu'neana, ana maka Anumzamofo azampi me'ne.

I hans Haand ere Jordens Dybder, og Bjergenes Højder høre ham til.

5 Hagerina Anumzamo tro hu'negu huno, Agri suza me'ne. Ana zanke huno ho'mu mopa azanuti tro hu'ne.

Havet er hans, og han har skabt det, og hans Hænder have dannet det tørre Land.

6 Enketa kepri huta mono hunenteta, Ra Anumo'ma tagri'ma tro'ma hurante'nea ne' avuga tarena reta monora huntesune.

Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for Herren, vor Skabers Ansigt!

7 Na'ankure Agra tagri Anumza mani'neankino, sipisipi afu'tamima kegavama nehiaza huno kegava hurantegeta, Agri azampi mani'none. Ana hu'neanki, meninena tamagesa ante'neta Agri agerura antahiho.

Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst!

8 Ra Anumzamo huno, Israeli vahe'mo'zama hagege kokampima ne-eza, Meriba kumaku'ma Masa kumarema nehaza kumatema, zamagu'a kafama erigi'naza zana huta tamagu'a kafana eri onkiho.

Forhærder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken,

9 Hagi tamagehe'moza hagege kokampima manine'za, maka zama eri fore'ma hua zana ko ke'nazanagi, Nagri hanave kenaku renahe'za ke'naze.

hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning.

10 Hagi 40'a kafumofo agu'afina nagote nezmantena amanage hu'na hu'noe, ama vahe'mo'za kana atre'za hazanegre'za, nagrama hihoma hu'na huzmantoa nanekea amagera nontaze.

Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje,

11 Ana'ma hu'nazagu hu'na tusi narimpa ahenezmante'na, amanage hu'na huvempa hu'noe. Nagrama huama hu'na, tamisugetama ome mani fru hugahazema hu'noa mopafina uofretfa hugahaze (Hibru 4:3).

saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile!