Sams-Zgame 90

1 Ra Anumzamoka fore hu anante anante huno'ma e'nea vahepina, kagra kumati'gna hunka maninka e'nane.

Herre! du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt.

2 Agonaramina forera osu'negeno, ama mopane kokanema tro'ma osu'nenka, ko maninka e'nana Anumzankinka eseteti'ma agafama huno atupare'ma uhanati'neana Kagrake'za Anumzana mani'nane.

Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, fra Evighed til Evighed er du Gud.

3 Vahera zamazeri rukrahe hanke'za ete kugusopafi nevazagenka amanage nehane, tamagra fri vahe mani'nazanki, ete frita kugusopa seho hunka nehane.

Du vender det med et Menneske, at han bliver knust; og du siger: Kommer igen, I Menneskens Børn!

4 Na'ankure 1 tauseni'a kafumo'a, kagri kavurera amneza me'neankino, mago knamo'a sondia vahe'mo'ma kenage'ma kvama krino mani'negeno ame huno eviankna hu'ne.

Thi tusinde Aar ere for dine Øjne som den Dag i Gaar, naar den er forbigangen; og som en Nattevagt.

5 Avanama ke'nea zamo'ma vahe antahintahifinti'ma ame huno fanane hiankna hunka vahera ahe nefrine. Vahe'mo'za nanterama trazama hageno mareriankna nehaze.

Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Græs, der gaar bort.

6 Nanterana tra'zamo'a amosrea aheteno, kinagama segeno'a hagege nehie.

Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres.

7 Ra Anumzamoka krimpama aherantanketa hagege nehuta, kasima vazinerantanketa, tagra tusi tagogogu nehune.

Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme.

8 Ra Anumzamoka kumitia kavuga eri fanara huntankeno, oku'a nehu'na kumitimo'enena kagri masare amate me'negenka negane.

Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys.

9 Tagra maka kna kagri krimpa hezampi manita nevuta, tasimu'ma anteankna huta ame huta fanane nehune.

Thi alle vore Dage ere svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke.

10 Kafuma manita vanuna kafua, 70'a kafu tami'nane. Hanki tavufgamo'ma knare'ma huno me'nigeta, amne 80'a kafuzagea manigahune. Hianagi knare kafuma manita vanumpina, tatazamo'ene hazenke zamo'enena aviteno nevanigeno, kafu zagetimo'a ame huno evanigeta fanane hugahune.

Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra.

11 Krimpa ahe'zamofo hihamu'a, iza mago vahe'mo'a antahino keno hu'ne? Na'ankure krimpa ahe'zamo'a, rankrerfa hu'neanki'za kagoro hugantega vahe korora hunegantaze.

Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver?

12 E'ina hu'negu manitama vanuna kna'a rempi huramigeta knare antahi'zana enerita manita vamneno.

Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Visdom i Hjertet.

13 Ra Anumzamoka ete tagritega eno. Hago zazate krimpa ahezmantenka avega antenka ananki, eri'za vaheka'aramina kasunku huzmanto.

Vend om, Herre! hvor længe —? og lad det gøre dig ondt over dine Tjenere.

14 Maka nanterana vagaore kavesizanteti tazeri knare hugeta, maka knama manita vanunana, musena nehuta zagamera huta musena huvava hamneno.

Mæt os aarle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage.

15 Tazeri havizama hunka e'nana avamente, ete tazeri muse huo. Hazenkefima manitama e'nona kafumofo avamente tazeri muse huo.

Glæd os efter de Dage, som du har plaget os, efter de Aar, som vi have set Ulykke.

16 Ra Anumzamoka eri'za vahekamota ranra zama tro'ma hu'nana zana taveri hananketa negesunkenka, anahu kna hunka hihamu masaka'a mofavre nagatimofona eriama hananke'za kegahaze.

Lad din Gerning aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn.

17 Ra Anumzana tagri Anumzamoka kavesizamo'a tagri'ene me'neno, maka zama hanunana eri knare nehinketa, maka zampina knare hanune.

Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast!