Jona 3
1 Anante Ra Anumzamo'a mago'ene Jonana anage huno asami'ne,
Men HERRENS Ord kom for anden Gang til Jonas saaledes:
2 Mensintfa otinka, tusi'a kumate Ninive vunka, Nagrama kasmisua nanekea vahera ome zamasamio.
»Staa op og gaa til Nineve, den store Stad, og udraab over den, hvad jeg tilsiger dig!«
3 Anage higeno, Jona'a otino Ra Anumzamo'ma asamia kante anteno Ninive vu'ne. Ninive kumara tusi'a ranku'ma me'negeno ana kumapina tagufa zagegna rukitagi'za mago atuparega kana nevaze.
Saa stod Jonas op og gik til Nineve efter HERRENS Ord. Men Nineve var selv for Gud en stor By, tre Dagsrejser stor.
4 Jona'a ana kumapi agafa huno, magoke zagegnafi vuno, agra kezatino anage hu'ne, 40'a zagegna evanigeno Ninive kumamo'a haviza hugahie.
Da nu Jonas var gaaet den første Dagsrejse ind i Byen, raabte han: »Om fyrretyve Dage skal Nineve styrtes i Grus!«
5 Anante Ninive vahe'mo'za Anumzamofo kere zamentinti nehu'za, zamagra ne'zana a'o nehu'za, ranteti vuno osite'ma vu'nea vahe'mo'za zamasunku kukena (sek klos) eri hankre'naze. (Mat 12:41, Luk 11:31-32.)
Da troede Folkene i Nineve paa Gud, og de udraabte en Faste og klædte sig i Sæk, baade store og smaa;
6 Ana nanekemo'ma Ninive kini nete'ma uhanatigeno'a, kini tratetira otiazamo, kini kukena'a atova hutreno, asunku kukena erino antaniteno, ta'nefapi mani'ne.
og da Sagen kom Nineves Konge for Øre, stod han op fra sin Trone, tog Kappen af, klædte sig i Sæk og satte sig i Støvet,
7 Anante kinine, kagota eri'za naga'ane amage'ma antesaza naneke atrageno ran kumapi vahe'zagare vuno eno higeno, kinimo'a huno magore hunka kagro, zagagafaka'a, atregeno ne'zane, tinena one'tfa hino, huno hu'ne.
og han lod udraabe i Nineve: »Kongen og hans Stormænd gør vitterligt: Hverken Folk eller Fæ, Hornkvæg eller Smaakvæg, maa nyde noget, græsse eller drikke Vand;
8 Mago mago'moka kasunku kenage eri nehunka, hagi ana zanke hunka zagagafaka'a asunku kukena eri hunto. Kagranena Anumzantega kagu'areti hunka nunamuna nehunka, kumi hu'zane, ha' fra huno vahe azeri haviza hu'zana atreho.
men Folk og Fæ skal klædes i Sæk og opløfte et vældigt Skrig til Gud og omvende sig, hver fra sin onde Vej og den Uret, som hænger ved deres Hænder.
9 Ontahi'none, Anumzamo'a nentahino asuragi ranteno Agra'a rimpa ahe'zana atresigeta ofri manigahune.
Maaske vil Gud da angre og holde sin glødende Vrede tilbage, saa vi ikke omkommer.«
10 Kefo avu'ava zama nehaza zama atre'za zamagu'a rukrahe hazageno, Anumzamo'a negeno, Agra asunku huzmanteno zamahe frigahuema hia agu'agesa atre'ne.
Da Gud saa, hvad de gjorde, hvorledes de omvendte sig fra deres onde Vej, angrede han den Ulykke, han havde truet med at føre over dem, og gjorde ikke Alvor deraf.
