Jovu 14

1 Hagi a'nemo'zama vahe'ma kasezmantege'za osi'a kna nemani'za rama'a knazampina unefraze.

Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.

2 Trazamo amosre ahenteteno, ame huno friankna vahe'mota nehune. Huge zagemo hanatino remsa higeno amema'amo ame huno fore huteno, ame huno fanane hiankna nehune.

Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.

3 Hagi Kagra e'inahu vahete kavua antenka ketenka mani'nano? Kagra e'inahu vahe zamavarenka keaga huzmantenka refkoa hunezmantano?

Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.

4 Hagi agruma osu vahera, iza azeri agru hugara hu'ne? I'o mago'mo'a anara osutfa hugahie.

Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.

5 Hagi manita vanuna kna Kagra antahinka kenka hu'nane. Tagra nama'a ika manita vugahune, Kagra antahinka kenka hu'nanankinka, ko e'inahu kna'afi manigahaze hunka hunte'nanankino, mago vahe'mo'a agra'ama manino'ma vania kna'a azeri za'zara huno omanigahie.

Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:

6 E'ina hu'negu amnerega kavua antenka negenka, natrege'na mani'ne'na zago eri'za eneri'za vahe'mo'zama nehazaza hu'na manisua kna'afina eri'zana e'neri'na musenkasea ha'neno.

Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.

7 Na'ankure zafama antagima atrazage'za, ete hagegahune hu'za amuhara nehazanki'za kasefa agata hage'za azankunatmina omere emere hugahaze.

Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.

8 Hagi ana zafamofo arafu'namo'a ome ra huno osaparesingeno, agafa'amo'a hagege huno mopafina kasrigahie.

Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,

9 Hianagi mopafina tima me'nenigeno'a ana zafamo'a ete agata hageno, kasefa zafagna huno hageno marerigahie.

saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.

10 Hianagi vahe'ma frigeno'a hankaveamo'a vaganeregeno, atumparega ra asimu'ma anteteno nefrie.

Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?

11 Hagi hagerimpima zagema rentegeno'ma amuho huno amu'ma mareriankna nehuno, ra zagema regeno'ma tiramo'ma taneankna huno,

Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:

12 vahe'mo'a frino manigasa hu'nenigeno monamo'a vagaregahie.

Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.

13 Hanki matipima fraki nantenka kagekani nantenankeno karimpa ahe'zamo'ma evunagateresiana knare hisine. Hianagi ete nagri'ma antahi namisana kna, mago kna huhamprinanto. (Sheol h7585)

Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)

14 Hagi fri'ne'nia vahe'mo'a ete otinora manigahifi? Hagi e'inahu zama me'nenige'na, maraguzamati'na vanua knafina frizampinti'ma nazeri oti'nia zankura amuhara hu'na vugahue.

Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.

15 Hagi Kagra nagriku'ma kema hananke'na kenona hunegantenugenka, Kagraka'a kazanuti'ma tro'ma hunte'nana vahe'mo'nagura tusiza hunka antahintahia hugahane.

Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!

16 Na'ankure menina nagama rerakaure'nama kama vanoma nehuazana negananki, kumi'ma huazamofona ohamprio.

Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.

17 Hagi e'ina nehunka kefo navu'nava zana kupi eririnka anaki nentenka kumi'ni'a refitesane.

Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.

18 Hianagi agonamo ankariseno eramianka nehigeno, mehimpinti havemo atamana huramiankna nehigeno,

Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;

19 tima hageno havea erino eviankna nehanigeno, tima hageno mopa erino viankna hunka vahe'mo'ma maniso'ema hunaku'ma amuha'ma nehiazana eri haviza nehane.

Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.

20 Kagra hankavetinka maka knafina zamazeri zamagatere vava nehanke'za fanane nehazagenka, zamavufaga eri ruzahu hutenka huzmantanke'za friza nevaze.

Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.

21 Hagi ana vahe'mokizmi mofavreramimo'za zamagi me'nea vahe mani'nazanagi, zamagra e'i ana zana antahi'za ke'za osu'naze. Hagi zamazeri fenkamima atresniana antahi'za ke'za osugahaze.

Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.

22 Zamagrira zamavufagafintira zamata negrige'za zamatagura nehu'za zamagra zamavufagura zavira netaze.

For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.