詩篇 69
1 百合花にあはせて伶長にうたはしめたるダビデのうた 神よねがはくは我をすくひたまへ 大水ながれきたりて我がたましひにまでおよべり
Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
2 われ立止なきふかき泥の中にしづめり われ深水におちいるおほみづわが上をあふれすぐ
Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
3 われ歎息によりてつかれたり わが喉はかわき わが目はわが神をまちわびておとろへぬ
Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
4 故なくしてわれをにくむ者わがかしらの髪よりもおほく謂なくしてわが仇となり我をほろぼさんとするものの勢力つよし われ掠めざりしものをも價はせらる
Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
5 神よなんぢはわが愚なるをしりたまふ わがもろもろの罪はなんぢにかくれざるなり
Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
6 萬軍のヱホバ主よ ねがはくは汝をまちのぞむ者をわが故によりて辱かしめらるることなからしめたまヘ イスラエルの神よねがはくはなんぢを求むる者をわが故によりて恥をおはしめらるることなからしめたまへ
Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
7 我はなんぢのために謗をおひ恥はわが面をおほひたればなり
Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
8 われわが兄弟には旅人のごとく わが母の子には外人のごとくなれり
Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
9 そはなんぢの家をおもふ熱心われをくらひ汝をそしるものの謗われにおよべり
Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
10 われ涙をながして食をたち わが霊魂をなげかすれば反てこれによりて謗をうく
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11 われ麁布をころもとなししにかれらが諺語となりぬ
Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
12 門にすわる者はわがうへをかたる われは酔狂たるものに謳ひはやされたり
Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
13 然はあれどヱホバよわれは恵のときに汝にいのる ねがはくは神よなんぢの憐憫のおほきによりて汝のすくひの眞實をもて我にこたへたまへ
De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
14 ねがはくは泥のなかより我をたすけいだして沈まざらしめたまへ 我をにくむものより深水よりたすけいだしたまへ
Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
15 大水われを淹ふことなく淵われをのむことなく坑その口をわがうへに閉ることなからしめたまヘ
Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
16 ヱホバよねがはくは我にこたへたまへ なんぢの仁慈うるはしければなり なんぢの憐憫はおほしわれに歸りきたりたまへ
Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
17 面をなんぢの僕にかくしたまふなかれ われ迫りくるしめり ねがはくは速かに我にこたへたまへ
Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
18 わがたましひに近くよりて之をあがなひわが仇のゆゑに我をすくひたまへ
Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
19 汝はわがうくる謗とはぢと侮辱とをしりたまへり わが敵はみな汝のみまへにあり
Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
20 譭謗わが心をくだきぬれば我いたくわづらへり
Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
21 われ憐憫をあたふる者をまちたれど一人だになく慰むるものを俟たれど一人をもみざりき かれら苦草をわがくひものにあたへ わが渇けるときに醋をのませたり
Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
22 ねがはくは彼等のまへなる筳は網となり そのたのむ安逸はつひに羂となれ
Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
23 その目をくらくして見しめず その腰をつねにふるはしめたまへ
Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
24 願くはなんぢの忿恚をかれらのうへにそそぎ汝のいかりの猛烈をかれらに追及せたまへ
Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
25 かれらの屋をむなしくせよ その幕屋に人をすまはするなかれ
Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
26 かれらはなんぢが撃たまひたる者をせめ なんぢが傷けたまひたるものの痛をかたりふるればなり
Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
27 ねがはくはれらの不義に不義をくはへてなんぢの義にあづからせ給ふなかれ
Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
28 かれらを生命の册よりけして義きものとともに記さるることなからしめたまへ
Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
29 斯てわれはくるしみ且うれひあり 神よねがはくはなんぢの救われを高處におかんことを
Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
30 われ歌をもて神の名をほめたたへ 感謝をもて神をあがめまつらん
Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
31 此はをうしまたは角と蹄とある力つよき牡牛にまさりてヱホバよろこびたまはん
Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
32 謙遜者はこれを見てよろこべり 神をしたふ者よなんぢらの心はいくべし
Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
33 ヱホバは乏しきものの聲をきき その俘囚をかろしめたまはざればなり
De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
34 天地はヱホバをほめ蒼海とその中にうごくあらゆるものとはヱホバを讃まつるべし
Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
35 神はシオンをすくひユダのもろもろの邑を建たまふべけれぱなり かれらは其處にすみ且これをおのが有とせん
Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
36 その僕のすゑも亦これを嗣その名をいつくしむ者その中にすまん
Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
