詩篇 35
1 ダビデのうた ヱホバよねがはくは我にあらそふ者とあらそひ我とたたかふものと戦ひたまへ
Af David. HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,
2 干と大盾とをとりてわが援にたちいでたまへ
grib dit Skjold og dit Værge, rejs dig og hjælp mig,
3 戟をぬきいだしたまひて我におひせまるものの途をふさぎ且わが霊魂にわれはなんぢの救なりといひたまへ
tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: »Jeg er din Frelse!«
4 願くはわが霊魂をたづぬるものの恥をえていやしめられ 我をそこなはんと謀るものの退けられて惶てためかんことを
Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,
5 ねがはくはかれらが風のまへなる粃糠のごとくなりヱホバの使者におひやられんことを
de blive som Avner for Vinden, og HERRENS Engel nedstøde dem,
6 願くはかれらの途をくらくし滑らかにしヱホバの使者にかれらを追ゆかしめたまはんことを
deres Vej blive mørk og glat, og HERRENS Engel forfølge dem!
7 かれらは故なく我をとらへんとて網をあなにふせ 故なくわが霊魂をそこなはんとて阱をうがちたればなり
Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.
8 願くはかれらが思ひよらぬ間にほろびきたり己がふせたる網にとらへられ自らその滅におちいらんことを
Lad Undergang uventet ramme ham, lad Garnet, han satte, hilde ham selv, lad ham falde i Graven.
9 然ときわが霊魂はヱホバによりてよろこび その救をもて樂しまん
Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,
10 わがすべての骨はいはん ヱホバよ汝はくるしむものを之にまさりて力つよきものより並くるしむもの貧しきものを掠めうばふ者よりたすけいだし給ふ 誰かなんぢに比ふべき者あらんと
alle mine Ledemod sige: »HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!«
11 こころあしき證人おこりてわが知ざることを詰りとふ
Falske Vidner staar frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;
12 かれらは惡をもてわが善にむくい我がたましひを依仗なきものとせり
de lønner mig godt med ondt, min Sjæl er forladt.
13 然どわれかれらが病しときには麁服をつけ糧をたちてわが霊魂をくるしめたり わが祈はふところにかへれり
Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,
14 わがかれに作ることはわが友わが兄弟にことならず母の喪にありて痛哭がごとく哀しみうなたれたり
som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.
15 然どかれらはわが倒れんとせしとき喜びつどひわが知ざりしとき匪類あつまりきたりて我をせめ われを裂てやめざりき
Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, haaner mig uden Ophør;
16 かれらは洒宴にて穢きことをのぶる嘲笑者のごとく我にむかひて歯をかみならせり
for min Venlighed dænger de mig med Haan, de skærer Tænder imod mig.
17 主よいたづらに見るのみにして幾何時をへたまふや 願くはわがたましひの彼等にほろぼさるるを脱れしめ わが生命をわかき獅よりまぬかれしめたまへ
Herre, hvor længe vil du se til? Frels dog min Sjæl fra deres Brøl, min eneste fra Løver.
18 われ大なる會にありてなんぢに感謝し おほくの民のなかにて汝をほめたたへん
Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.
19 虚偽をもてわれに仇するもののわが故によろこぶことを容したまなかれ 故なくして我をにくむ者のたがひに眴せすることなからしめたまへ
Lad ej dem, som med Urette er mine Fjender, glæde sig over mig, lad ej dem, som hader mig uden Grund, sende spotske Blikke!
20 かれらは平安をかたらず あざむきの言をつくりまうけて國内におだやかにすまふ者をそこなはんと謀る
Thi de taler ej Fred, mod de stille i Landet udtænker de Svig;
21 然のみならず我にむかひて口をあけひろげ ああ視よや視よやわれらの眼これをみたりといへり
de spærrer Munden op imod mig og siger: »Ha, ha! Vi saa det med egne Øjne!«
22 ヱホバよ汝すでにこれを視たまへり ねがはくは黙したまふなかれ主よわれに遠ざかりたまふなかれ
Du saa det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;
23 わが神よわが主よ おきたまへ醒たまへ ねがはくはわがために審判をなしわが訟ををさめたまへ
rejs dig, vaagn op for min Ret, for min Sag, min Gud og Herre,
24 わが神ヱホバよなんぢの義にしたがひて我をさばきたまへ わが事によりてかれらに歓喜をえしめたまふなかれ
døm mig efter din Retfærd, HERRE, min Gud, lad dem ikke glæde sig over mig
25 かれらにその心裡にて ああここちよきかな観よこれわが願ひしところなりといはしめたまふなかれ 又われらかれを呑つくせりといはしめたまふなかれ
Og sige i Hjertet: »Ha! som vi ønsked!« lad dem ikke sige: »Vi slugte ham!«
26 願くはわが害なはるるを喜ぶもの皆はぢて惶てふためき 我にむかひてはこりかに高ぶるものの愧とはづかしめとを衣んことを
Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.
27 わが義をよみする者をばよろこび謳はしめ大なるかなヱホバその僕のさいはひを悦びたまふと恒にいはしめたまへ
Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: »Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!«
28 わが舌は終日なんぢの義となんぢの誉とをかたらん
Min Tunge skal forkynde din Retfærd, Dagen igennem din Pris.
