詩篇 18
1 伶長にうたはしめたるヱホバの僕ダビデの歌、このうたの詞はもろもろの仇およびサウルの手より救れしときヱホバに對ひてうたへるなり 云く ヱホバわれの力よ われ切になんぢを愛しむ
Til Sangmesteren. Af HERRENS Tjener David, som sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Haand.
2 ヱホバはわが巌 わが城 われをすくふ者 わがよりたのむ神 わが堅固なるいはほ わが盾 わがすくひの角 わがたかき櫓なり
Han sang: HERRE, jeg har dig hjerteligt kær, min Styrke!
3 われ讃稱ふべきヱホバをよびて仇人よりすくはるることをえん
HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier, min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn!
4 死のつな我をめぐり惡のみなぎる流われをおそれしめたり
Jeg paakalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.
Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig, (Sheol h7585)
6 われ窮苦のうちにありてヱホバをよび又わが紳にさけびたり ヱホバはその官よりわが聲をききたまふ その前にてわがよびし聲はその耳にいれり
Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;
7 このときヱホバ怒りたまひたれば地はふるひうごき山の基はゆるぎうごきたり
i min Vaande paakaldte jeg HERREN og raabte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Raab fandt ind til hans Ører!
8 烟その鼻よりたち火その口よりいでてやきつくし炭はこれがために燃あがれり
Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.
9 ヱホバは天をたれて臨りたまふ その足の下はくらきこと甚だし
Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.
10 かくてケルブに乗りてとび風のつばさにて翔り
Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;
11 闇をおほひとなし水のくらきとそらの密雲とをそのまはりの幕となしたまへり
baaret af Keruber fløj han, svæved paa Vindens Vinger;
12 そのみまへの光輝よりくろくもをへて雹ともえたる炭とふりきたれり
han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.
13 ヱホバは天に雷鳴をとどろかせたまへり 至上者のこゑいでて雹ともえたる炭とふりきたり
Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.
14 ヱホバ矢をとばせてかれらを打ちらし數しげき電光をはなちてかれらをうち敗りたまへり
HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.
15 ヱホバよ斯るときになんぢの叱咤となんぢの鼻のいぶきとによりて水の底みえ地の基あらはれいでたり
Han udslynged Pile, adsplittede dem, Lyn i Mængde og skræmmede dem.
16 ヱホバはたかきより手をのべ我をとりて大水よりひきあげ
Vandenes Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved din Trusel, HERRE, for din Vredes Pust.
17 わがつよき仇とわれを憎むものとより我をたすけいだしたまへり かれらは我にまさりて最強かりき
Han udrakte Haanden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,
18 かれらはわが災害の日にせまりきたれり 然どヱホバはわが支柱となりたまひき
frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.
19 ヱホバはわれを悦びたまふがゆゑにわれをたづさへ廣處にだして助けたまへり
Paa min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.
20 ヱホバはわが正義にしたがひて恩賜をたまひ わが手のきよきにしたがひて報賞をたれたまへり
Han førte mig ud i aabent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.
21 われヱホバの道をまもり惡をなしてわが神よりはなれしことなければなり
HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;
22 そのすべての審判はわがまへにありて われその律法をすてしことなければなり
thi jeg holdt mig til HERRENS Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;
23 われ神にむかひて缺るところなく己をまもりて不義をはなれたり
hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.
24 この故にヱホバはわがただしきとその目前にわが手のきよきとにしたがひて我にむくいをなし給へり
Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.
25 なんぢ憐憫あるものには憐みあるものとなり完全ものには全きものとなり
HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!
26 きよきものには潔きものとなり僻むものにはひがむ者となりたまふ
Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,
27 そは汝くるしめる民をすくひたまへど高ぶる目をひくくしたまふ可ればなり
du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.
28 なんぢわが燈火をともし給ふべければなり わが神ヱホバわが暗をてらしたまはん
De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!
29 我なんぢによりて軍の中をはせとほり わが神によりて垣ををどりこゆ
Ja, min Lampe lader du lyse, HERRE, min Gud opklarer mit Mørke.
30 神はしもその途またくヱホバの言はきよし ヱホバはずべて依頼むものの盾なり
Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.
31 そはヱホバのほかに紳はたれぞや われらの紳のほかに巌はたれぞや
Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENS Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.
32 神はちからをわれに帯しめ わが途を全きものとなしたまふ
Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,
33 神はわが足を唐のあしのごとくし我をわが高處にたたせたまふ
den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,
34 神はわが手をたたかひにならはせてわが臂に銅弓をひくことを得しめたまふ
gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste paa Højene,
35 又なんぢの救の盾をわれにあたへたまへり なんぢの右手われをささへなんぢの謙卑われを大ならしめたまへり
oplærte min Haand til Krig, saa mine Arme spændte Kobberbuen!
36 なんぢわが歩むところを寛濶ならしめたまひたれば わが足ふるはざりき
Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;
37 われ仇をおひてこれに追及かれらのほろぶるまでは歸ることをせじ
du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.
38 われかれらを撃てたつことを得ざらしめん かれらはわが足の下にたふるべし
Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,
39 そはなんぢ戦争のために力をわれに帯しめ われにさからひておこりたつ者をわが下にかがませたまひたればなり
slog dem ned, saa de ej kunde rejse sig, men laa faldne under min Fod.
40 我をにくむ者をわが滅しえんがために汝またわが仇の背をわれにむけしめ給へり
Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;
41 かれら叫びたれども救ふものなく ヱホバに對ひてさけびたれども答へたまはざりき
du slog mine Fjender paa Flugt, mine Avindsmænd rydded jeg af Vejen.
42 我かれらを風のまへの塵のごとくに搗砕き ちまたの坭のごとくに打棄たり
De raabte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.
43 なんぢわれを民のあらそひより助けいだし我をたててもろもろの國の長となしたまへり わがしらざる民われにつかへん
Jeg knuste dem som Støv for Vinden, fejed dem bort som Gadeskarn.
44 かれらわが事をききて立刻われにしたがひ異邦人はきたりて佞りつかへん
Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;
45 ことくにびとは衰へてその城よりをののきいでん
hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;
46 ヱホバは活ていませり わが磐はほむべきかな わがすくひの神はあがむべきかな
Udlandets Sønner vansmægter, slæber sig frem af deres Skjul.
47 わがために讎をむくい異邦人をわれに服はせたまふはこの神なり
HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,
48 神はわれを仇よりすくひたまふ實になんぢは我にさからひて起りたつ者のうへに我をあげ あらぶる人より我をたすけいだし給ふ
den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod
49 この故にヱホバよ われもろもろの國人のなかにてなんぢに感謝し なんぢの名をほめうたはん
og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.
50 ヱホバはおほいなる救をその王にあたへ その受膏者ダビデとその裔とに世々かぎりなく憐憫をたれたまふ
HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn, du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig.
