< ヨブ 記 7 >
1 それ人の世にあるは戰鬪にあるがごとくならずや 又其日は傭人の日のごとくなるにあらずや
Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
2 奴僕の暮を冀がふが如く傭人のその價を望むがごとく
Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
3 我は苦しき月を得させられ 憂はしき夜をあたへらる
så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
4 我臥ば乃はち言ふ 何時夜あけて我おきいでんかと 曙まで頻に輾轉ぶ
Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
5 わが肉は蟲と土塊とを衣服となし 我皮は愈てまた腐る
Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
6 わが日は機の梭よりも迅速なり 我望む所なくし之を送る
Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
7 想ひ見よ わが生命が氣息なる而已 我目は再び福祉を見ること有じ
Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
8 我を見し者の眼かさねて我を見ざらん 汝目を我にむくるも我は已に在ざるべし
Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
9 雲の消て逝がごとく陰府に下れる者は重ねて上りきたらじ (Sheol )
Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol )
10 彼は再びその家に歸らず 彼の郷里も最早かれを認めじ
han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
11 然ば我はわが口を禁めず 我心の痛によりて語ひ わが神魂の苦しきによりて歎かん
Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
12 我あに海ならんや鰐ならんや 汝なにとて我を守らせおきたまふぞ
Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
13 わが牀われを慰め わが寢床わが愁を解んと思ひをる時に
Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
14 汝夢をもて我を驚かし 異象をもて我を懼れしめたまふ
da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
15 是をもて我心は氣息の閉んことを願ひ 我この骨よりも死を冀がふ
så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
16 われ生命を厭ふ 我は永く生るをことを願はず 我を捨おきたまへ 我日は氣のごときなり
Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
17 人を如何なる者として汝これを大にし 之を心に留
Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
18 朝ごとに之を看そなはし 時わかず之を試みたまふや
hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
19 何時まで汝われに目を離さず 我が津を咽む間も我を捨おきたまはざるや
Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
20 人を鑒みたまふ者よ我罪を犯したりとて汝に何をか爲ん 何ぞ我を汝の的となして我にこの身を厭はしめたまふや
Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
21 汝なんぞ我の愆を赦さず我罪を除きたまはざるや 我いま土の中に睡らん 汝我を尋ねたまふとも我は在ざるべし
Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!