ヨブ 記 14
1 婦の産む人はその日少なくして艱難多し
Et Menneske, født af en Kvinde, lever en stakket Tid og mættes af Uro.
2 その來ること花のごとくにして散り 其馳ること影のごとくにして止まらず
Han gaar op som et Blomster og henvisner, han flyr som en Skygge og bestaar ikke.
3 なんぢ是のごとき者に汝の目を啓きたまふや 汝われを汝の前にひきて審判したまふや
Ogsaa over en saadan oplader du dine Øjne og fører mig for din Dom.
4 誰か清き物を汚れたる物の中より出し得る物あらん 一人も無し
Ja, kom der dog en ren af en uren! men nej, ikke en eneste.
5 その日既に定まり その月の數なんぢに由り 汝これが區域を立て越ざらしめたまふなれば
Dersom hans Dage ere bestemte, hans Maaneders Tal fastsat hos dig, dersom du har sat ham en Grænse, han ikke kan overskride:
6 是に目を離して安息を得させ 之をして傭人のその日を樂しむがごとくならしめたまへ
Da lad af fra ham, at han maa hvile; at han dog som en Daglønner maa glæde sig ved sin Dag.
7 それ木には望あり 假令砍るるとも復芽を出してその枝絶ず
Thi et Træ har Haab: Naar det er afhugget, kan det igen skyde frem, og dets Kviste udeblive ikke.
8 たとひ其根地の中に老い 幹土に枯るとも
Om end dets Rod bliver gammel i Jorden, og dets Stub dør i Støvet,
9 水の潤霑にあへば即ち芽をふき枝を出して若樹に異ならず
saa grønnes det dog igen af Vandets Duft og skyder Grene som en frisk Plante.
10 然ど人は死れば消うす 人氣絶えなば安に在んや
Men dør en Mand, er hans Kraft forbi, og opgiver et Menneske Aanden, hvor er han da?
11 水は海に竭き河は涸てかわく
Vand løber ud af Søen, og en Flod svinder og bliver tør:
12 是のごとく人も寢臥てまた興ず 天の盡るまで目覺ず睡眠を醒さざるなり
Saaledes lægger og at Menneske sig og staar ikke op; indtil Himlene ikke mere ere, opvaagne de ikke, og de opvækkes ikke af deres Søvn.
Gid du vilde gemme mig i Graven, ja skjule mig, indtil din Vrede vendte om; at du vilde sætte mig en beskikket Tid og vilde komme mig i Hu igen! (Sheol h7585)
14 人もし死ばまた生んや 我はわが征戰の諸日の間望みをりて我が變更の來るを待ん
Naar en Mand dør, mon han da skal leve op igen? saa vilde jeg vente alle mine Stridsdage, indtil min Afløsning kom.
15 なんぢ我を呼びたまはん 而して我こたへん 汝かならず汝の手の作を顧みたまはん
Du skulde kalde, og jeg skulde svare dig; du skulde længes efter dine Hænders Gerning!
16 今なんぢは我に歩履を數へたまふ 我罪を汝うかがひたまはざらんや
Thi nu tæller du mine Skridt; du varer ikke over min Synd.
17 わが愆は凡て嚢の中に封じてあり汝わが罪を縫こめたまふ
Min Overtrædelse er forseglet i et Knippe, og du syr til om min Misgerning.
18 それ山も倒れて終に崩れ巖石も移りてその處を離る
Men et Bjerg, som falder, smuldrer hen, og en Klippe flytter sig fra sit Sted;
19 水は石を鑿ち 浪は地の塵を押流す 汝は人の望を斷たまふ
Vandet udhuler Stene, og dets Strømme bortskylle Jordens Støv: Saaledes gør du et Menneskes Forhaabning til intet.
20 なんぢは彼を永く攻なやまして去ゆかしめ 彼の面容の變らせて逐やりたまふ
Du overvælder ham evindelig, og han farer hen; du forvender hans Udseende og lader ham fare.
21 その子尊貴なるも彼は之を知ず 卑賤なるもまた之を曉らざるなり
Ere hans Børn i Ære, da ved han det ikke; ere de ringe, da mærker han det ikke.
22 只己みづからその肉に痛苦を覺え己みづからその心に哀く而已
For ham er kun Smerten, hans Kød lider, og for ham Sorgen, hans Sjæl føler.
