ヨブ 記 10
1 わが心生命と厭ふ 然ば我わが憂愁を包まず言あらはし わが魂神の苦きによりて語はん
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 われ神に申さん 我を罪ありしとしたまふ勿れ 何故に我とあらそふかを我に示したまへ
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 なんぢ虐遇を爲し 汝の手の作を打棄て惡き者の謀計を照すことを善としたまふや
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 汝は肉眼を有たまふや 汝の觀たまふ所は人の觀るがごとくなるや
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 なんぢの日は人間の日のごとく 汝の年は人の日のごとくなるや
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 何とて汝わが愆を尋ねわが罪をしらべたまふや
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 されども汝はすでに我の罪なきを知たまふ また汝の手より救ひいだし得る者なし
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 汝の手われをいとなみ我をことごとく作れり 然るに汝今われを滅ぼしたまふなり
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 請ふ記念たまへ 汝は土塊をもてすてるがごとくに我を作りたまへり 然るに復われを塵に歸さんとしたまふや
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 汝は我を乳のごとく斟ぎ牛酪のごとくに凝しめたまひしに非ずや
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 汝は皮と肉とを我に着せ骨と筋とをもて我を編み
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 生命と恩惠とをわれに授け我を眷顧てわが魂神を守りたまへり
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 然はあれど汝これらの事を御心に藏しおきたまへり 我この事汝の心にあるを知る
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 我もし罪を犯さば汝われをみとめてわが罪を赦したまはじ
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 我もし行状あしからば禍あらん 假令われ義かるとも我頭を擧じ 其は我は衷に羞耻充ち 眼にわが患難を見ればなり
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 もし頭を擧なば獅子のごとくに汝われを追打ち 我身の上に復なんぢの奇しき能力をあらはしたまはん
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 汝はしばしば證する者を入かへて我を攻め 我にむかひて汝の震怒を増し新手に新手を加へて我を攻めたまふ
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 何とて汝われを胎より出したまひしや 然らずば我は息絶え目に見らるること無く
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 曾て有ざりし如くならん 即ち我は胎より墓に持ゆかれん
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 わが日は幾時も无きに非ずや 願くは彼姑らく息て我を離れ我をして少しく安んぜしめんことを
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 我が往て復返ることなきその先に斯あらしめよ 我は暗き地 死の蔭の地に往ん
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 この地は暗くして晦冥に等しく死の蔭にして區分なし 彼處にては光明も黒暗のごとし
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
