詩篇 139
1 伶長にうたはしめたるダビデの歌 ヱホバよなんぢは我をさぐり我をしりたまへり
Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
2 なんぢはわが坐るをも立をもしり 又とほくよりわが念をわきまへたまふ
Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
3 なんぢはわが歩むをもわが臥をもさぐりいだし わがもろもろの途をことごとく知たまへり
du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
4 そはわが舌に一言ありとも観よヱホバよなんぢことごとく知たまふ
Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
5 なんぢは前より後よりわれをかこみ わが上にその手をおき給へり
Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
6 かかる知識はいとくすしくして我にすぐ また高くして及ぶことあたはず
At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
7 我いづこにゆきてなんぢの聖霊をはなれんや われいづこに往てなんぢの前をのがれんや
Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, saa er du der; (Sheol h7585)
9 我あけぼのの翼をかりて海のはてにすむとも
tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
10 かしこにて尚なんぢの手われをみちびき汝のみぎの手われをたもちたまはん
da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
11 暗はかならす我をおほひ 我をかこめる光は夜とならんと我いふとも
Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
12 汝のみまへには暗ものをかくすことなく 夜もひるのごとくに輝けり なんぢにはくらきも光もことなることなし
saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 汝はわがはらわたをつくり 又わがははの胎にわれを組成たまひたり
Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
14 われなんぢに感謝す われは畏るべく奇しくつくられたり なんぢの事跡はことごとくくすし わが霊魂はいとつばらに之をしれり
Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
15 われ隠れたるところにてつくられ地の底所にて妙につづりあはされしとき わが骨なんぢにかくるることなかりき
Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
16 わが體いまだ全からざるに なんぢの目ははやくより之をみ 日々かたちづくられしわが百體の一だにあらざりし時に ことごとくなんぢの冊にしるされたり
som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
17 神よなんぢりもろもろの思念はわれに寶きこといかばかりぞや そのみおもひの総計はいかに多きかな
Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
18 我これを算へんとすれどもそのかずは沙よりもおほし われ眼さむるときも尚なんぢとともにをる
Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
19 神よなんぢはかならず惡者をころし給はん されば血をながすものよ我をはなれされ
Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
20 かれらはあしき企圖をもて汝にさからひて言ふ なんぢの仇はみだりに聖名をとなふるなり
de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
21 ヱホバよわれは汝をにくむ者をにくむにあらずや なんぢに逆ひておこりたつものを厭ふにあらずや
Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
22 われ甚くかれらをにくみてわが仇とす
med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
23 神よねがはくは我をさぐりてわが心をしり 我をこころみてわがもろもろの思念をしりたまへ
Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
24 ねがはくは我によこしまなる途のありやなしやを見て われを永遠のみちに導きたまへ
Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
