詩篇 137

1 われらバビロンの河のほとりにすわり シオンをおもひいでて涙をながしぬ

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, naar Zion randt os i Hu.

2 われらそのあたりの柳にわが琴をかけたり

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

3 そはわれらを虜にせしものわれらに歌をもとめたり 我儕をくるしむる者われらにおのれを歓ばせんとて シオンのうた一つうたへといへり

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: »Syng os af Zions Sange!«

4 われら外邦にありていかでヱホバの歌をうたはんや

Hvor kan vi synge HERRENS Sange paa fremmed Grund?

5 エルサレムよもし我なんぢをわすれなばわが右の手にその巧をわすれしめたまへ

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

6 もしわれ汝を思ひいでず もしわれヱルサレムをわがすべての歓喜の極となさずばわが舌をわが腭につかしめたまヘ

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

7 ヱホバよねがはくはヱルサレムの日にエドムの子輩がこれを掃除けその基までもはらひのぞけといへるを聖意にとめたまへ

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de raabte: »Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!«

8 ほろぼさるべきバビロンの女よ なんぢがわれらに作しごとく汝にむくゆる人はさいはひなるべし

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

9 なんぢの嬰児をとりて岩のうへになげうつものは福ひなるべし

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!