< 伝道者の書 1 >
1 ダビデの子、エルサレムの王である伝道者の言葉。
Ord af Prædikeren, Davids Søn, Konge i Jerusalem.
2 伝道者は言う、空の空、空の空、いっさいは空である。
Endeløs Tomhed, sagde Prædikeren, endeløs Tomhed, alt er Tomhed!
3 日の下で人が労するすべての労苦は、その身になんの益があるか。
Hvad Vinding har Mennesket af al den Flid, han gør sig under Solen?
4 世は去り、世はきたる。しかし地は永遠に変らない。
Slægt gaar, og Slægt kommer, men Jorden staar til evig Tid.
Sol staar op, og Sol gaar ned og haster igen til sin Opgangs Sted.
6 風は南に吹き、また転じて、北に向かい、めぐりにめぐって、またそのめぐる所に帰る。
Vinden gaar mod Syd og drejer mod Nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme Kredsløb.
7 川はみな、海に流れ入る、しかし海は満ちることがない。川はその出てきた所にまた帰って行く。
Alle Bække løber i Havet, men Havet bliver ikke fuldt; det Sted, til hvilket Bækkene løber, did bliver de ved at løbe.
8 すべての事は人をうみ疲れさせる、人はこれを言いつくすことができない。目は見ることに飽きることがなく、耳は聞くことに満足することがない。
Alting slider sig træt; Mand hører ikke op med at tale, Øjet bliver ikke mæt af at se, Øret ej fuldt af at høre.
9 先にあったことは、また後にもある、先になされた事は、また後にもなされる。日の下には新しいものはない。
Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under Solen.
10 「見よ、これは新しいものだ」と言われるものがあるか、それはわれわれの前にあった世々に、すでにあったものである。
Kommer der noget, om hvilket man siger: »Se, her er da noget nyt!« det har dog for længst været til i Tiderne forud for os.
11 前の者のことは覚えられることがない、また、きたるべき後の者のことも、後に起る者はこれを覚えることがない。
Ej mindes de svundne Slægter, og de ny, som kommer engang, skal ej heller mindes af dem, som kommer senere hen.
12 伝道者であるわたしはエルサレムで、イスラエルの王であった。
Jeg, Prædikeren, var Konge over Israel i Jerusalem.
13 わたしは心をつくし、知恵を用いて、天が下に行われるすべてのことを尋ね、また調べた。これは神が、人の子らに与えて、ほねおらせられる苦しい仕事である。
Jeg vendte min Hu til at ransage og med Visdom udgranske alt, hvad der sker under Himmelen; det er et ondt Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.
14 わたしは日の下で人が行うすべてのわざを見たが、みな空であって風を捕えるようである。
Jeg saa alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.
15 曲ったものは、まっすぐにすることができない、欠けたものは数えることができない。
Kroget kan ej blive lige, og halvt kan ej blive helt.
16 わたしは心の中に語って言った、「わたしは、わたしより先にエルサレムを治めたすべての者にまさって、多くの知恵を得た。わたしの心は知恵と知識を多く得た」。
Jeg tænkte ved mig selv: »Se, jeg har vundet større og rigere Visdom end alle de, der før mig var over Jerusalem, og mit Hjerte har skuet Visdom og Kundskab i Fylde.«
17 わたしは心をつくして知恵を知り、また狂気と愚痴とを知ろうとしたが、これもまた風を捕えるようなものであると悟った。
Jeg vendte min Hu til at fatte, hvad der er Visdom og Kundskab, og hvad der er Daarskab og Taabelighed; jeg skønnede, at ogsaa det er Jag efter Vind.
18 それは知恵が多ければ悩みが多く、知識を増す者は憂いを増すからである。
Thi megen Visdom megen Græmmelse, øget Kundskab øget Smerte.