詩篇 92

1 いとたかき者よヱホバにかんしやし聖名をほめたたふるは善かな

En Salme. En Sang for Sabbatsdagen.

2 あしたに汝のいつくしみをあらはし 夜々なんぢの眞實をあらはすに

Det er godt at takke HERREN, lovsynge dit Navn, du Højeste,

3 十絃のなりものと筝とをもちゐ 琴の妙なる音をもちゐるはいと善かな

ved Gry forkynde din Naade, om Natten din Trofasthed

4 そはヱホバよ なんぢその作爲をもて我をたのしませたまへり 我なんぢの手のわざをよろこびほこらん

til tistrenget Lyre, til Harpe, til Strengeleg paa Citer!

5 ヱホバよ汝のみわざは大なるかな汝のもろもろの思念はいとふかし

Thi ved dit Værk har du glædet mig, HERRE, jeg jubler over dine Hænders Gerning.

6 無知者はしることなく愚なるものは之をさとらず

Hvor store er dine Gerninger, HERRE, dine Tanker saare dybe!

7 惡きものは草のごとくもえいで 不義をおこなふ衆庶はさかゆるとも 遂にはとこしへにほろびん

Taaben fatter det ikke, Daaren skønner ej sligt.

8 されどヱホバよ汝はとこしへに高處にましませり

Spirer de gudløse end som Græsset, blomstrer end alle Udaadsmænd, er det kun for at lægges øde for stedse,

9 ヱホバよ吁なんぢの仇ああなんぢの仇はほろびん 不義をおこなふ者はことごとく散されん

men du er ophøjet for evigt, HERRE.

10 されど汝わが角をたかくあげて 野の牛のつののごとくならしめたまへり 我はあたらしき膏をそそがれたり

Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender gaar under, alle Udaadsmænd spredes!

11 又わが目はわが仇につきて願へることを見わが耳はわれにさからひておこりたつ惡をなすものにつきて願へることをききたり

Du har løftet mit Horn som Vildoksens, kvæget mig med den friskeste Olie;

12 義しきものは棕櫚の樹のごとく榮え レバノンの香柏のごとくそだつべし

det fryder mit Øje at se mine Fjender, mit Øre at høre mine Avindsmænd.

13 ヱホバの宮にうゑられしものはわれらの神の大庭にさかえん

De retfærdige grønnes som Palmen, vokser som Libanons Ceder;

14 かれらは年老てなほ果をむすび豊かにうるほひ緑の色みちみちて

plantet i HERRENS Hus grønnes de i vor Guds Forgaarde;

15 ヱホバの直きものなることを示すべし ヱホバはわが巌なりヱホバには不義なし

selv graanende bærer de Frugt, er friske og fulde af Saft for at vidne, at HERREN er retvis, min Klippe, hos hvem ingen Uret findes.