詩篇 41

1 よわき人をかへりみる者はさいはひなり ヱホバ斯るものを禍ひの日にたすけたまはん

Til Sangmesteren. En Salme af David.

2 ヱホバ之をまもり之をながらへしめたまはん かれはこの地にありて福祉をえん なんぢ彼をその仇ののぞみにまかせて付したまふなかれ

Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN paa Ulykkens Dag;

3 ヱホバは彼がわづらひの床にあるをたすけ給はん なんぢかれが病るときその衾裯をしきかへたまはん

HERREN vogter ham, holder ham i Live, det gaar ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold.

4 我いへらくヱホバよわれを憐みわがたましひを醫したまへ われ汝にむかひて罪ををかしたりと

Paa Sottesengen staar HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.

5 わが仇われをそしりていへり 彼いづれのときに死いづれのときにその名ほろびんと

Saa siger jeg da: Vær mig naadig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig!

6 かれ又われを見んとてきたるときは虚偽をかたり邪曲をその心にあつめ 外にいでてはこれを述ぶ

Mine Fjender ønsker mig ondt: »Hvornaar mon han dør og hans Navn udslettes?«

7 すべてわれをにくむもの互ひにささやき我をそこなはんとて相謀る

Kommer en i Besøg, saa fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler paa ondt, og saa gaar han bort og taler derom.

8 かつ云 かれに一のわざはひつきまとひたれば仆れふしてふたたび起ることなからんと

Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det gaar mig ilde:

9 わが恃みしところ わが糧をくらひしところのわが親しき友さへも我にそむきてその踵をあげたり

»En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der — kommer aldrig op!«

10 然はあれどヱホバよ汝ねがはくは我をあはれみ我をたすけて起したまへ されば我かれらに報ることをえん

Endog min Ven, som jeg stolede paa, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.

11 わが仇われに打勝てよろこぶこと能はざるをもて汝がわれを愛いつくしみたまふを我しりぬ

Men du, o HERRE, vær mig naadig og rejs mig, saa jeg kan øve Gengæld imod dem.

12 わが事をいはば なんぢ我をわが完全うちにてたもち我をとこしへに面のまへに置たまふ

Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.

13 イスラエルの神ヱホバはとこしへより永遠までほむべきかな アーメン アーメン

Du holder mig oppe i Kraft af min Uskyld, lader mig staa for dit Aasyn til evig Tid. Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og til Evighed, Amen, Amen!