詩篇 12

1 ああヱホバよ助けたまへ そは神をうやまふ人はたえ誠あるものは人の子のなかより消失るなり

Til Sangmesteren. Efter den ottende. En Salme af David.

2 人はみな虚偽をもてその隣とあひかたり滑なるくちびると貳心とをもてものいふ

HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

3 ヱホバはすべての滑なるくちびると大なる言をかたる舌とをほろぼし給はん

de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

4 かれらはいふ われら舌をもて勝をえん この口唇はわがものなり誰かわれらに主たらんやと

Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

5 ヱホバのたまはく 苦しむもの掠められ貧しきもの歎くがゆゑに我いま起てこれをその慕ひもとむる平安におかん

dem, som siger: »Vor Tunge gør os stærke, vore Læber er med os, hvo er vor Herre?«

6 ヱホバの言はきよきことばなり 地にまうけたる爐にてねり七次きよめたる白銀のごとし

»For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu staa op«, siger HERREN, »jeg frelser den, som man blæser ad.«

7 ヱホバよ汝はかれらをまもり之をたすけてとこしへにこの類より免れしめたまはん

HERRENS Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

8 人の子のなかに穢しきことの崇めらるるときは惡者ここやかしこにあるくなり

HERRE, du vogter os, værner os evigt mod denne Slægt. De gudløse færdes frit overalt, naar Skarn ophøjes blandt Menneskens Børn.