詩篇 12

1 ああヱホバよ助けたまへ そは神をうやまふ人はたえ誠あるものは人の子のなかより消失るなり

Til Sangmesteren; til Skeminith; en Psalme af David.

2 人はみな虚偽をもてその隣とあひかたり滑なるくちびると貳心とをもてものいふ

Frels, Herre! thi de fromme ere borte; thi de trofaste ere blevne faa iblandt Menneskens Børn.

3 ヱホバはすべての滑なるくちびると大なる言をかたる舌とをほろぼし給はん

De tale Løgn, hver med sin Næste; med smigrende Læber, snart af et, snart af et andet Hjerte tale de.

4 かれらはいふ われら舌をもて勝をえん この口唇はわがものなり誰かわれらに主たらんやと

Herren udrydde alle smigrende Læber, den Tunge, som taler store Ord,

5 ヱホバのたまはく 苦しむもの掠められ貧しきもの歎くがゆゑに我いま起てこれをその慕ひもとむる平安におかん

dem, som sige: Ved vor Tunge skulle vi faa Overhaand, vore Læber ere med os; hvo er vor Herre?

6 ヱホバの言はきよきことばなり 地にまうけたる爐にてねり七次きよめたる白銀のごとし

For de elendiges Ødelæggelses Skyld, for de fattiges Jamren vil jeg nu staa op, siger Herren; jeg vil sætte en Frelse for den, som han fnyser ad.

7 ヱホバよ汝はかれらをまもり之をたすけてとこしへにこの類より免れしめたまはん

Herrens Ord ere rene Ord, ligesom Sølv, der er smeltet i en Ovn af Jord, lutret syv Gange.

8 人の子のなかに穢しきことの崇めらるるときは惡者ここやかしこにあるくなり

Du, Herre! du vil bevare dem; du vil vogte os imod denne Slægt evindelig. De ugudelige færdes trindt omkring, naar Skarn ophøjes iblandt Menneskens Børn.