詩篇 109
1 わが讃たたふる神よもだしたまふなかれ
Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
2 かれらは惡の口とあざむきの口とをあけて我にむかひ いつはりの舌をもて我にかたり
Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
3 うらみの言をもて我をかこみ ゆゑなく我をせめて闘ふことあればなり
med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
4 われ愛するにかれら反りてわが敵となる われただ祈るなり
til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
5 かれらは惡をもてわが善にむくい恨をもてわが愛にむくいたり
de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
6 ねがはくは彼のうへに惡人をたてその右方に敵をたたしめたまへ
Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,
7 かれが鞫かるるときはその罪をあらはにせられ又そのいのりは罪となり
lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
8 その日はすくなく その職はほかの人にえられ
hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;
9 その子輩はみなしごとなり その妻はやもめとなり
hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
10 その子輩はさすらひて乞丐 そのあれたる處よりいできたりて食をもとむべし
hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
11 彼のもてるすべてのものは債主にうばはれ かれの勤勞は外人にかすめらるべし
Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
12 かれに惠をあたふる人ひとりだになく かれの孤子をあはれむ者もなく
ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
13 その裔はたえその名はつぎの世にきえうすべし
hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;
14 その父等のよこしまはヱホバのみこころに記され その母のつみはきえざるべし
lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
15 かれらは恒にヱホバの前におかれ その名は地より斷るべし
altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
16 かかる人はあはれみを施すことをおもはず反りて貧しきもの乏しきもの心のいためる者をころさんとして攻たりき
fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
17 かかる人は詛ふことをこのむ この故にのろひ己にいたる惠むことをたのしまず この故にめぐみ己にとほざかれり
han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!
18 かかる人はころものごとくに詛をきる この故にのろひ水のごとくにおのれの衷にいり油のごとくにおのれの骨にいれり
Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
19 ねがはくは詛をおのれのきたる衣のごとく帶のごとくなして恒にみづから纏はんことを
den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!
20 これらの事はわが敵とわが霊魂にさからひて惡言をいふ者とにヱホバのあたへたまふ報なり
Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
21 されど主ヱホバよなんぢの名のゆゑをもて我をかへりみたまへ なんぢの憐憫はいとふかし ねがはくは我をたすけたまへ
Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!
22 われは貧しくして乏し わが心うちにて傷をうく
Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;
23 わがゆく状はゆふ日の影のごとく また蝗のごとく吹さらるるなり
som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
24 わが膝は斷食によりてよろめき わが肉はやせおとろふ
af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
25 われは彼等にそしらるる者となれり かれら我をみるときは首をふる
til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.
26 わが神ヱホバよねがはくは我をたすけその憐憫にしたがひて我をすくひたまへ
Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
27 ヱホバよこれらは皆なんぢの手よりいで 汝のなしたまへることなるを彼等にしらしめたまへ
saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!
28 かれらは詛へども汝はめぐみたまふ かれらの立ときは恥かしめらるれどもなんぢの僕はよろこばん
Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
29 わがもろもろの敵はあなどりを衣おのが恥を外袍のごとくにまとふべし
lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
30 われはわが口をもて大にヱホバに謝し おほくの人のなかにて讃まつらむ
Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
31 ヱホバはまづしきものの右にたちてその霊魂を罪せんとする者より之をすくひたまへり
thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
