< 詩篇 104 >

1 わが霊魂よヱホパをほめまつれ わが神ヱホバよなんぢは至大にして尊貴と稜威とを衣たまへり
Min sjæl, lov HERREN! HERRE min Gud, du er saare stor! Du er klædt i Højhed og Herlighed,
2 なんぢ光をころものごとくにまとひ天を幕のごとくにはり
hyllet i Lys som en Kappe! Himlen spænder du ud som et Telt;
3 水のなかにおのれの殿の棟梁をおき 雲をおのれの車となし 風の翼にのりあるき
du hvælver din Højsal i Vandene, gør Skyerne til din Vogn, farer frem paa Vindens Vinger;
4 かぜを使者となし熖のいづる火を僕となしたまふ
Vindene gør du til Sendebud, Ildsluer til dine Tjenere!
5 ヱホバは地を基のうへにおきて 永遠にうごくことなからしめたまふ
Du fæsted Jorden paa dens Grundvolde, aldrig i Evighed rokkes den;
6 衣にておほふがごとく大水にて地をおほひたまへり 水たたへて山のうへをこゆ
Verdensdybet hylled den til som en Klædning, Vandene stod over Bjerge.
7 なんぢ叱咤すれば水しりぞき 汝いかづちの聲をはなてば水たちまち去ぬ
For din Trusel flyede de, skræmtes bort ved din Tordenrøst,
8 あるひは山にのぼり或ひは谷にくだりて 汝のさだめたまへる所にゆけり
for op ad Bjerge og ned i Dale til det Sted, du havde beredt dem;
9 なんぢ界をたてて之をこえしめず ふたたび地をおほふことなからしむ
du satte en Grænse, de ej kommer over, saa de ikke igen skal tilhylle Jorden.
10 ヱホバはいづみを谷にわきいだし給ふ その流は山のあひだにはしる
Kilder lod du rinde i Dale, hen mellem Bjerge flød de;
11 かくて野のもろもろの獣にのましむ 野の驢馬もその渇をやむ
de læsker al Markens Vildt, Vildæsler slukker deres Tørst;
12 空の鳥もそのほとりにすみ 樹梢の間よりさえづりうたふ
over dem bygger Himlens Fugle, mellem Grenene lyder deres Kvidder.
13 ヱホバはその殿よりもろもろの山に灌漑たまふ 地はなんぢのみわざの實によりて飽足ぬ
Fra din Højsal vander du Bjergene, Jorden mættes fra dine Skyer;
14 ヱホバは草をはえしめて家畜にあたへ 田產をはえしめて人の使用にそなへたまふ かく地より食物をいだしたまふ
du lader Græs gro frem til Kvæget og Urter til Menneskets Tjeneste, saa du frembringer Brød af Jorden
15 人のこころを歓ばしむる葡萄酒 ひとの顔をつややかならしむるあぶら 人のこころを強からしむる糧どもなり
og Vin, der glæder Menneskets Hjerte, og lader Ansigtet glinse af Olie, og Brødet skal styrke Menneskets Hjerte.
16 ヱホバの樹とその植たまへるレバノンの香柏とは飽足ぬべし
HERRENS Træer bliver mætte, Libanons Cedre, som han har plantet,
17 鳥はそのなかに巣をつくり鶴は松をその棲とせり
hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.
18 たかき山は山羊のすまひ磐石は山鼠のかくるる所なり
Højfjeldet er for Stenbukken, Klipperne Grævlingens Tilflugt.
19 ヱホバは月をつくりて時をつかさどらせたまへり 日はその西にいることをしる
Du skabte Maanen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;
20 なんぢ黑暗をつくりたまへば夜あり そのとき林のけものは皆しのびしのびに出きたる
du sender Mørke, Natten kommer, da rører sig alle Skovens Dyr;
21 わかき獅ほえて餌をもとめ神にくひものをもとむ
de unge Løver brøler efter Rov, de kræver deres Føde af Gud.
22 日いづれば退きてその穴にふす
De sniger sig bort, naar Sol staar op, og lægger sig i deres Huler;
23 人はいでて工をとりその勤勞はゆふべにまでいたる
Mennesket gaar til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder paa.
24 ヱホバよなんぢの事跡はいかに多なる これらは皆なんぢの智慧にてつくりたまへり 汝のもろもろの富は地にみつ
Hvor mange er dine Gerninger, HERRE, du gjorde dem alle med Visdom; Jorden er fuld af, hvad du har skabt!
25 かしこに大なるひろき海あり そのなかに數しられぬ匍ふもの小なる大なる生るものあり
Der er Havet, stort og vidt, der vrimler det uden Tal af Dyr, baade smaa og store;
26 舟そのうへをはしり汝のつくりたまへる鰐そのうちにあそびたはぶる
Skibene farer der, Livjatan, som du danned til Leg deri.
27 彼ら皆なんぢを俟望む なんぢ宜時にくひものを之にあたへたまふ
De bier alle paa dig, at du skal give dem Føde i Tide;
28 彼等はなんぢの予へたまふ物をひろふ なんぢ手をひらきたまへばかれら嘉物にあきたりぬ
du giver dem den, og de sanker, du aabner din Haand, og de mættes med godt.
29 なんぢ面をおほひたまへば彼等はあわてふためく 汝かれらの氣息をとりたまへばかれらは死て塵にかへる
Du skjuler dit Aasyn, og de forfærdes; du tager deres Aand, og de dør og vender tilbage til Støvet;
30 なんぢ霊をいだしたまへば百物みな造らるなんぢ地のおもてを新にしたまふ
du sender din Aand, og de skabes, Jordens Aasyn fornyer du.
31 願くはヱホバの榮光とこしへにあらんことを ヱホバそのみわざを喜びたまはんことを
HERRENS Herlighed vare evindelig, HERREN glæde sig ved sine Værker!
32 ヱホバ地をみたまへば地ふるひ山にふれたまへば山は煙をいだす
Et Blik fra ham, og Jorden skælver, et Stød fra ham, og Bjergene ryger.
33 生るかぎりはヱホバに向ひてうたひ 我ながらふるほどはわが神をほめうたはん
Jeg vil synge for HERREN, saa længe jeg lever, lovsynge min Gud, den Tid jeg er til.
34 ヱホバをおもふわが思念はたのしみ深からん われヱホバによりて喜ぶべし
Min Sang være ham til Behag, jeg har min Glæde i HERREN.
35 罪人は地より絶滅され あしきものは復あらざるべし わが霊魂よヱホバをほめまつれヱホバを讃稱へよ
Maatte Syndere svinde fra Jorden og gudløse ikke mer være til! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja!

< 詩篇 104 >