詩篇 102
1 ヱホバよわが祈をききたまへ 願くはわが號呼のこゑの御前にいたらんことを
En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2 わが窮苦の日みかほを蔽ひたまふなかれ なんぢの耳をわれにかたぶけ 我がよぶ日にすみやかに我にこたへたまへ
Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
3 わがもろもろの日は煙のごとくきえ わが骨はたきぎのごとく焚るるなり
Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
4 わがこころは草のごとく撃れてしほれたり われ糧をくらふを忘れしによる
Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
5 わが歎息のこゑによりてわが骨はわが肉につく
Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
6 われは野の鸅鸕のごとく荒たる跡のふくろふのごとくになりぬ
Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
7 われ醒てねぶらず ただ友なくして屋蓋にをる雀のごとくなれり
Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
8 わが仇はひねもす我をそしる 猖狂ひて我をせむるもの我をさして誓ふ
Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
9 われは糧をくらふごとくに灰をくらひ わが飮ものには涙をまじへたり
Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
10 こは皆なんぢの怒と忿恚とによりてなり なんぢ我をもたげてなげすて給へり
Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
11 わが齡はかたぶける日影のごとし またわれは草のごとく萎れたり
for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
12 されどヱホバよなんぢは永遠にながらへ その名はよろづ世にながらへん
Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
13 なんぢ起てシオンをあはれみたまはん そはシオンに恩惠をほどこしたまふときなり そのさだまれる期すでに來れり
Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
14 なんぢの僕はシオンの石をもよろこび その塵をさへ愛しむ
Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
15 もろもろの國はヱホバの名をおそれ 地のもろもろの王はその榮光をおそれん
Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
16 ヱホバはシオンをきづき榮光をもてあらはれたまへり
Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
17 ヱホバは乏しきものの祈をかへりみ彼等のいのりを藐しめたまはざりき
thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
18 來らんとするのちの世のためにこの事をしるさん 新しくつくられたる民はヤハをほめたたふべし
Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
19 ヱホバその聖所のたかき所よりみおろし天より地をみたまへり
Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
20 こは俘囚のなげきをきき死にさだまれる者をときはなち
Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
21 人々のシオンにてヱホバの名をあらはしヱルサレムにてその頌美をあらはさんが爲なり
for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
22 かかる時にもろもろの民もろもろの國つどひあつまりてヱホバに事へまつらん
for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
23 ヱホバはわがちからを途にておとろへしめ わが齢をみじかからしめ給へり
naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
24 我いへりねがはくはわが神よわがすべての日のなかばにて我をとりさりたまふなかれ 汝のよはひは世々かぎりなし
Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
25 汝いにしへ地の基をすゑたまへり 天もまたなんぢの手の工なり
Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
26 これらは亡びん されど汝はつねに存らへたまはん これらはみな衣のごとくふるびん 汝これらを袍のごとく更たまはん されば彼等はかはらん
Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
27 然れども汝はかはることなし なんぢの齢はをはらざるなり
De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
28 汝のしもべの子輩はながらへん その裔はかたく前にたてらるべし
Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.
