< 箴言 知恵の泉 26 >

1 榮譽の愚なる者に適はざるは夏の時に雪ふり 穡收の時に雨ふるがごとし
Som Sne om Somren og Regn om Høsten saa lidt hører Ære sig til for en Taabe.
2 故なき詛は雀の翔り燕の飛ぶが如くにきたるものにあらず
Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt saa rammer ej Banden mod sagesløs Mand.
3 馬の爲には策あり 驢馬の爲には銜あり 愚なる者の背のために杖あり
Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Taabers Ryg.
4 愚なる者の痴にしたがひて答ふること勿れ 恐くはおのれも是と同じからん
Svar ej Taaben efter hans Daarskab, at ikke du selv skal blive som han.
5 愚なる者の痴にしたがひて之に答へよ 恐くは彼おのれの目に自らを智者と見ん
Svar Taaben efter hans Daarskab, at han ikke skal tykkes sig viis.
6 愚なる者に托して事を言おくる者はおのれの足をきり身に害をうく
Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Taabe.
7 跛者の足は用なし 愚なる者の口の箴もかくのごとし
Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Taabers Mund.
8 榮譽を愚なる者に與ふるは石を投石索に繋ぐが如し
Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Taabe.
9 愚なる者の口にたもつ箴言は酔へるものの刺ある杖を手にて擧ぐるがごとし
Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Taabers Mund.
10 愚なる者を傭ひ流浪者を傭ふ者は すべての人を傷くる射手の如し
Som en Skytte, der saarer enhver, som kommer, er den, der lejer en Taabe og en drukken.
11 狗のかへり來りてその吐たる物を食ふがごとく 愚なる者は重ねてその痴なる事をおこなふ
Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Taabe, der gentager Daarskab.
12 汝おのれの目に自らを智慧ある者とする人を見るか 彼よりも却て愚なる人に望あり
Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Taabe er der mere Haab end for ham.
13 惰者は途に獅あり 衢に獅ありといふ
Den lade siger: »Et Rovdyr paa Vejen, en Løve ude paa Torvene!«
14 戸の蝶鉸によりて轉るごとく惰者はその牀に輾轉す
Døren drejer sig paa sit Hængsel, den lade paa sit Leje.
15 惰者はその手を盤にいるるも之をその口に擧ることを厭ふ
Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Haanden til Munden.
16 惰者はおのれの目に自らを善く答ふる七人の者よりも智慧ありとなす
Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.
17 路をよぎり自己に關りなき爭擾にたづさはる者は狗の耳をとらふる者のごとし
Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.
18 旣にその鄰を欺くことをなして我はただ戯れしのみといふ者は 火箭または鎗または死を擲つ狂人のごとし
Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,
19 旣にその鄰を欺くことをなして我はただ戯れしのみといふ者は 火箭または鎗または死を擲つ狂人のごとし
er den, der sviger sin Næste og siger: »Jeg spøger jo kun.«
20 薪なければ火はきえ 人の是非をいふ者なければ爭端はやむ
Er der intet Brænde, gaar Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.
21 煨火に炭をつぎ火に薪をくぶるがごとく爭論を好む人は爭論を起す
Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.
22 人の是非をいふものの言はたはぶれのごとしと雖もかへつて腹の奧に入る
Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.
23 温かき口唇をもちて惡き心あるは銀の滓をきせたる瓦片のごとし
Som Sølvovertræk paa et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.
24 恨むる者は口唇をもて自ら飾れども 心の衷には虚偽をいだく
Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;
25 彼その聲を和らかにするとも之を信ずるなかれ その心に七の憎むべき者あればなり
gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.
26 たとひ虚偽をもてその恨をかくすとも その惡は會集の中に顯はる
Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.
27 坑を掘るものは自ら之に陷らん 石を轉ばしあぐる者の上にはその石まろびかへらん
I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.
28 虚偽の舌はおのれの害す者を憎み 諂ふ口は滅亡をきたらす
Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald.

< 箴言 知恵の泉 26 >