箴言 知恵の泉 19
1 ただしく歩むまづしき者は くちびるの悖れる愚なる者に愈る
Bedre Fattigmand med lydefri Færd end en, som gaar Krogveje, er han end rig.
2 心に思慮なければ善らず 足にて急ぐものは道にまよふ
At mangle Kundskab er ikke godt, men den træder fejl, som har Hastværk.
3 人はおのれの痴によりて道につまづき 反て心にヱホバを怨む
Et Menneskes Daarskab øder hans Vej, men paa HERREN vredes hans Hjerte.
4 資財はおほくの友をあつむ されど貧者はその友に疎まる
Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.
5 虚偽の證人は罰をまぬかれず 謊言をはくものは避るることをえず
Det falske Vidne undgaar ej Straf; den slipper ikke, som farer med Løgn.
6 君に媚る者はおほし 凡そ人は贈物を與ふる者の友となるなり
Mange bejler til Stormands Yndest, og alle er Venner med gavmild Mand.
7 貧者はその兄弟すらも皆これをにくむ 况てその友これに遠ざからざらんや 言をはなちてこれを呼とも去てかへらざるなり
Fattigmands Frænder hader ham alle, end mere skyr hans Venner ham da. Ej frelses den, som jager efter Ord.
8 智慧を得る者はおのれの霊魂を愛す 聰明をたもつ者は善福を得ん
Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter paa Indsigt, faar Lykke.
9 虚偽の證人は罰をまぬかれず 謊言をはく者はほろぶべし
Det falske Vidne undgaar ej Straf, og den, der farer med Løgn, gaar under.
10 愚なる者の驕奢に居るは適当からず 况て僕にして上に在る者を治むることをや
Vellevned sømmer sig ikke for Taabe, end mindre for Træl at herske over Fyrster.
11 聰明は人に怒をしのばしむ 過失を宥すは人の榮譽なり
Klogskab gør Mennesket sindigt, hans Ære er at overse Brøde.
12 王の怒は獅の吼るが如く その恩典は草の上におく露のごとし
Som Brøl af en Løve er Kongens Vrede, som Dug paa Græs er hans Gunst.
13 愚なる子はその父の災禍なり 妻の相爭そふは雨漏のたえぬにひとし
Taabelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp.
14 家と資財とは先祖より承嗣ぐもの 賢き妻はヱホバより賜ふものなり
Hus og Gods er Arv efter Fædre, en forstandig Hustru er fra HERREN.
15 懶惰は人を酣寐せしむ 懈怠人は饑べし
Dovenskab sænker i Dvale, den lade Sjæl maa sulte.
16 誡命を守るものは自己の霊魂を守るなり その道をかろむるものは死ぬべし
Den vogter sin Sjæl, som vogter paa Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.
17 貧者をあはれむ者はヱホバに貸すなり その施濟はヱホバ償ひたまはん
Er man god mod den ringe, laaner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.
18 望ある間に汝の子を打て これを殺すこころを起すなかれ
Tugt din Søn, imens der er Haab, ellers stiler du efter at slaa ham ihjel.
19 怒ることの烈しき者は罰をうく 汝もしこれを救ふともしばしば然せざるを得じ
Den, som er hidsig, maa bøde, ved Skaansel gør man det værre.
20 なんぢ勸をきき訓をうけよ 然ばなんぢの終に智慧あらん
Hør paa Raad og tag ved Lære, saa du til sidst bliver viis.
21 人の心には多くの計畫あり されど惟ヱホバの旨のみ立べし
I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENS Raad er det, der staar fast.
22 人のよろこびは施濟をするにあり 貧者は謊人に愈る
Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.
23 ヱホバを畏るることは人をして生命にいたらしめ かつ恒に飽足りて災禍に遇ざらしむ
HERRENS Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.
24 惰者はその手を盤にいるるも之をその口に擧ることをだにせず
Den lade rækker til Fadet, men fører ej Haanden til Munden.
25 嘲笑者を打て さらば拙者も愼まん 哲者を譴めよ さらばかれ知識を得ん
Faar Spottere Hug, bliver tankeløs klog, ved Revselse faar den forstandige Kundskab.
26 父を煩はし母を逐ふは羞赧をきたらし凌辱をまねく子なり
Mishandle Fader og bortjage Moder gør kun en daarlig, vanartet Søn.
27 わが子よ哲言を離れしむる敎を聽くことを息めよ
Hør op, min Søn, med at høre paa Tugt og saa fare vild fra Kundskabsord.
28 惡き證人は審判を嘲り 惡者の口は惡を呑む
Niddingevidne spotter Retten, gudløses Mund er glubsk efter Uret.
29 審判は嘲笑者のために備へられ 鞭は愚なる者の背のために備へらる
Slag er rede til Spottere, Hug til Taabers Ryg.
