箴言 知恵の泉 12
1 訓誨を愛する者は知識を愛す 懲戒を惡むものは畜のごとし
At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.
2 善人はヱホバの恩寵をうけ 惡き謀略を設くる人はヱホバに罰せらる
Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.
3 人は惡をもて堅く立ことあたはず 義人の根は動くことなし
Ingen staar fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.
4 賢き婦はその夫の冠弁なり 辱をきたらする婦は夫をしてその骨に腐あるが如くならしむ
En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en daarlig er som Edder i hans Ben.
5 義者のおもひは直し 惡者の計るところは虚偽なり
Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.
6 惡者の言は人の血を流さんとて伺ふ されど直者の口は人を救ふなり
Gudløses Ord er paa Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.
7 惡者はたふされて無ものとならん されど義者の家は立べし
Gudløse styrtes og er ikke mer, retfærdiges Hus staar fast.
8 人はその聰明にしたがひて譽られ 心の悖れる者は藐めらる
For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.
9 卑賤してしもべある者は自らたかぶりて食に乏き者に愈る
Hellere overses, naar man holder Træl, end optræde stort, naar man mangler Brød.
10 義者はその畜の生命を顧みる されど惡者は殘忍をもてその憐憫とす
Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.
11 おのれの田地を耕すものは食にあく 放蕩なる人にしたがふ者は智慧なし
Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.
12 惡者はあしき人の獲たる物をうらやみ 義者の根は芽をいだす
De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod holder Stand.
13 惡者はくちびるの愆によりて罟に陷る されど義者は患難の中よりまぬかれいでん
I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.
14 人はその口の徳によりて福祉に飽ん 人の手の行爲はその人の身にかへるべし
Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske faar, som hans Hænder har øvet.
15 愚なる者はみづからその道を見て正しとす されど智慧ある者はすすめを容る
Daarens Færd behager ham selv, den vise hører paa Raad.
16 愚なる者はただちに怒をあらはし 智きものは恥をつつむ
En Daare giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.
17 眞實をいふものは正義を述べ いつはりの證人は虚偽をいふ
Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.
18 妄りに言をいだし劍をもて刺がごとくする者あり されど智慧ある者の舌は人をいやす
Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.
19 眞理をいふ口唇は何時までも存つ されど虚偽をいふ舌はただ瞬息のあひだのみなり
Sanddru Læbe bestaar for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.
20 惡事をはかる者の心には欺詐あり 和平を謀る者には歓喜あり
De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.
21 義者には何の禍害も來らず 惡者はわざはひをもて充さる
Den retfærdige times der intet ondt, gudløse oplever Vanheld paa Vanheld.
22 いつはりの口唇はヱホバに憎まれ 眞實をおこなふ者は彼に悦ばる
Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbehag.
23 賢人は知識をかくす されど愚なる者のこころは愚なる事を述ぶ
Den kloge dølger sin Kundskab, Taabers Hjerte udraaber Daarskab.
24 勤めはたらく者の手は人ををさむるにいたり惰者は人に服ふるにいたる
De flittiges Haand skal raade, den lade tvinges til Hoveriarbejde.
25 うれひ人の心にあれば之を屈ます されど善言はこれを樂します
Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.
26 義者はその友に道を示す されど惡者は自ら途にまよふ
Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.
27 惰者はおのれの猟獲たる物をも燔ず 勉めはたらくことは人の貴とき寳なり
Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods faar den flittige tildelt.
28 義しき道には生命ありその道すぢには死なし
Paa Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.
