ルカの福音書 20
1 或 日イエス宮にて民を教へ、福音を宣べゐ給ふとき、祭司長・學者らは、長老どもと共に近づき來り、
Og det skete paa en af de Dage, medens han lærte Folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da traadte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
2 イエスに語りて言ふ『なにの權威をもて此 等の事をなすか、此の權威を授けし者は誰か、我らに告げよ』
Og de talte til ham og sagde: „Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?‟
3 答へて言ひ給ふ『われも一言なんぢらに問はん、答へよ。
Men han svarede og sagde til dem: „Ogsaa jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
4 ヨハネのバプテスマは天よりか、人よりか』
Johannes's Daab, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?‟
5 彼ら互に論じて言ふ『もし「天より」と言はば「なに故かれを信ぜざりし」と言はん。
Men de overvejede med hverandre og sagde: „Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
6 もし「人より」と言はんか、民みなヨハネを預言者と信ずるによりて、我らを石にて撃たん』
Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet.‟
7 遂に何處よりか知らぬ由を答ふ。
Og de svarede, at de vidste ikke, hvorfra.
8 イエス言ひたまふ『われも何の權威をもて此 等の事をなすか、汝らに告げじ』
Og Jesus sagde til dem: „Saa siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting.‟
9 かくて次の譬を民に語りいで給ふ『ある人、葡萄園を造りて農夫どもに貸し、遠く旅立して久しくなりぬ。
Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: „En Mand plantede en Vingaard og lejede den ud til Vingaardsmænd og drog udenlands for lange Tider.
10 時 至りて、葡萄園の所得を納めしめんとて、一人の僕を農夫の許に遣ししに、農夫ども之を打ちたたき、空手にて歸らしめたり。
Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingaardsmændene, for at de skulde give ham af Vingaardens Frugt; men Vingaardsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
11 又ほかの僕を遣ししに、之をも打ちたたき、辱しめ、空手にて歸らしめたり。
Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge ogsaa ham og forhaanede ham og sendte ham tomhændet bort.
12 なほ三度めの者を遣ししに、之をも傷つけて逐ひ出したり。
Og han sendte fremdeles en tredje; men ogsaa ham saarede de og kastede ham ud.
13 葡萄園の主いふ「われ何を爲さんか。我が愛しむ子を遣さん、或は之を敬ふなるべし」
Men Vingaardens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig for ham.
14 農夫ども之を見て互に論じて言ふ「これは世嗣なり。いざ殺して其の嗣業を我らの物とせん」
Men da Vingaardsmændene saa ham, raadsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slaa ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
15 かくてこれを葡萄園の外に逐ひ出して殺せり。さらば葡萄園の主かれらに何を爲さんか、
Og de kastede ham ud af Vingaarden og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingaardens Herre gøre ved dem?
16 來りてかの農夫どもを亡し、葡萄園を他の者どもに與ふべし』人々これを聽きて言ふ『然はあらざれ』
Han vil komme og ødelægge disse Vingaardsmænd og give Vingaarden til andre.‟ Men da de hørte det, sagde de: „Det ske aldrig!‟
17 イエス彼らに目を注めて言ひ給ふ『されば「造家者らの棄てる石は、これぞ隅の首石となれる」と録されたるは何ぞや。
Men han saa paa dem og sagde: „Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
18 凡そその石の上に倒るる者は碎け、又その石、人の上に倒るれば、その人を微塵にせん』
Hver, som falder paa denne Sten, skal slaa sig sønder; men hvem den falder paa, ham skal den knuse.‟
19 此のとき學者・祭司長ら、イエスに手をかけんと思ひたれど、民を恐れたり。この譬の己どもを指して言ひ給へるを悟りしに因る。
Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Haand paa ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
20 かくて彼ら機を窺ひ、イエスを司の支配と權威との下に付さんとて、その言を捉ふるために、義人の樣したる間諜どもを遣したれば、
Og de toge Vare paa ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, saa de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
21 其の者どもイエスに問ひて言ふ『師よ、我らは汝の正しく語り、かつ教へ、外貌を取らず、眞をもて神の道を教へ給ふを知る。
Og de spurgte ham og sagde: „Mester! vi vide, at du taler og lærer rettelig og ikke ser paa Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
22 われら貢をカイザルに納むるは、善きか、惡しきか』
Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?‟
23 イエスその惡巧を知りて言ひ給ふ、
Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: „Hvorfor friste I mig?
24 『デナリを我に見せよ。これは誰の像、たれの號なるか』『カイザルのなり』と答ふ。
Viser mig en Denar; hvis Billede og Overskrift bærer den?‟ Men de svarede og sagde: „Kejserens.‟
25 イエス言ひ給ふ『さらばカイザルの物はカイザルに、神の物は神に納めよ』
Men han sagde til dem: „Saa giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er.‟
26 かれら民の前にて其の言をとらへ得ず、且その答を怪しみて默したり。
Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Paahør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
27 また復活なしと言張るサドカイ人の或 者ども、イエスに來り問ひて言ふ、
Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
28 『師よ、モーセは、人の兄弟もし妻あり子なくして死なば、其の兄弟かれの妻を娶りて、兄弟のために嗣子を擧ぐべしと、我らに書き遣したり。
„Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
29 さて茲に七人の兄弟ありて、兄、妻を娶り、子なくして死に、
Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
30 第二、第三の者も之を娶り、
Ligesaa den anden.
31 七人みな同じく子を殘さずして死に、
Og den tredje tog hende, og saaledes ogsaa alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
32 後には其の女も死にたり。
Men til sidst døde ogsaa Hustruen.
33 されば復活の時、この女は誰の妻たるべきか、七人これを妻としたればなり』
Hvem af dem faar hende saa til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru.‟
Og Jesus sagde til dem: „Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes; (aiōn g165)
men de, som agtes værdige til at faa Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes. (aiōn g165)
36 彼 等ははや死ぬること能はざればなり。御使たちに等しく、また復活の子どもにして、神の子供たるなり。
Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
37 死にたる者の甦へる事は、モーセも柴の條に、主を「アブラハムの神、イサクの神、ヤコブの神」と呼びて之を示せり。
Men at de døde oprejses, har ogsaa Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, naar han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
38 神は死にたる者の神にあらず、生ける者の神なり。それ神の前には皆 生けるなり』
Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle.‟
39 學者のうちの或 者ども答へて『師よ、善く言ひ給へり』と言ふ。
Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: „Mester! du talte vel.‟
40 彼 等ははや何事をも問ひ得ざりし故なり。
Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
41 イエス彼らに言ひたまふ『如何なれば人々、キリストをダビデの子と言ふか。
Men han sagde til dem: „Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
42 ダビデ自ら詩 篇に言ふ「主わが主に言ひたまふ、
David selv siger jo i Psalmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand,
43 われ汝の敵を汝の足臺となすまでは、わが右に坐せよ」
indtil jeg faar lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
44 ダビデ斯く彼を主と稱ふれば、爭でその子ならんや』
Altsaa kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?‟
45 民の皆ききをる中にて、イエス弟子たちに言ひ給ふ、
Men i hele Folkets Paahør sagde han til Disciplene:
46 『學者らに心せよ。彼らは長き衣を著て歩むことを好み、市場にての敬禮、會堂の上座、饗宴の上席を喜び、
„Vogter eder for de skriftkloge, som gerne ville gaa i lange Klæder og holde af at lade sig hilse paa Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Maaltiderne,
47 また寡婦らの家を呑み、外見をつくりて長き祈をなす。其の受くる審判は更に嚴しからん』
de, som opæde Enkers Huse og paa Skrømt bede længe; disse skulle faa des haardere Dom.‟
