哀歌 3
1 我はかれの震怒の笞によりて艱難に遭たる人なり
Jeg er den, der saa nød ved hans vredes ris,
2 かれは我をひきて黑暗をあゆませ光明にゆかしめたまはず
mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
3 まことに屢々その手をむけて終日われを攻なやまし
ja, Haanden vender han mod mig Dagen lang.
4 わが肉と肌膚をおとろへしめ わが骨を摧き
Mit Kød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
5 われにむかひて患苦と艱難を築きこれをもて我を圍み
han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
6 われをして長久に死し者のごとく暗き處に住しめ
lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
7 我をかこみて出ること能はざらしめわが鏈索を重くしたまへり
Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
8 我さけびて助をもとめしとき彼わが祈禱をふせぎ
Om jeg end raaber og skriger, min Bøn er stængt ude.
9 斫たる石をもてわが道を塞ぎわが途をまげたまへり
Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne krøge.
10 その我に對することは伏て伺がふ熊のごとく潜みかくるる獅子のごとし
Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
11 われに路を離れしめ 我をひきさきて獨くるしましめ
han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
12 弓を張りてわれを矢先の的となし
han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
13 矢筒の矢をもてわが腰を射ぬきたまへり
Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne paa mig;
14 われはわがすべての民のあざけりとなり 終日うたひそしらる
hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
15 かれ我をして苦き物に飽しめ茵蔯を飮しめ
med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
16 小石をもてわが齒を摧き灰をもて我を蒙ひたまへり
Mine Tænder lod han bide i Flint, han traadte mig i Støvet;
17 なんぢわが靈魂をして平和を遠くはなれしめたまへば我は福祉をわすれたり
han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
18 是において我みづから言り わが氣力うせゆきぬ ヱホバより何を望むべきところ無しと
og sagde: »Min Livskraft, mit Haab til HERREN er ude.«
19 ねがはくは我が艱難と苦楚茵蔯と膽汁とを心に記たまへ
At mindes min Vaande og Flakken er Malurt og Galde;
20 わがたましひは今なほ是らの事を想ひてわが衷に鬱ぐ
min Sjæl, den mindes det grant, den grubler betynget.
21 われこの事を心におもひ起せり この故に望をいだくなり
Det lægger jeg mig paa Sinde, derfor vil jeg haabe:
22 われらの尚ほろびざるはヱホバの仁愛によりその憐憫の盡ざるに因る
HERRENS Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
23 これは朝ごとに新なり なんぢの誠實はおほいなるかな
hans Naade er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
24 わが靈魂は言ふ ヱホバはわが分なり このゆゑに我彼を待ち望まん
Min Del er HERREN, (siger min Sjæl, ) derfor haaber jeg paa ham.
25 ヱホバはおのれを待ち望む者とおのれを尋ねもとむる人に恩惠をほどこしたまふ
Dem, der bier paa HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
26 ヱホバの救拯をのぞみて靜にこれを待は善し
det er godt at haabe i Stilhed paa HERRENS Frelse,
27 人わかき時に軛を負は善し
godt for en Mand, at han bærer Aag i sin Ungdom.
28 ヱホバこれを負せたまふなれば獨坐して默すべし
Han sidde ensom og tavs, naar han lægger det paa ham;
29 口を塵につけよ あるひは望あらん
han trykke sin Mund mod Støvet, maaske er der Haab,
30 おのれを撃つ者に頬をむけ 充足れるまでに恥辱をうけよ
række Kind til den, der slaar ham, mættes med Haan.
31 そは主は永久に棄ることを爲たまはざるべければなり
Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
32 かれは患難を與へ給ふといへどもその慈悲おほいなればまた憐憫を加へたまふなり
har han voldt Kvide, saa ynkes han, stor er hans Naade;
33 心より世の人をなやましかつ苦しめ給ふにはあらざるなり
ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
34 世のもろもろの俘囚人を脚の下にふみにじり
Naar Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
35 至高者の面の前にて人の理を抂げ
naar Mandens Ret for den Højestes Aasyn bøjes,
36 人の詞訟を屈むることは主のよろこび給はざるところなり
naar en Mand lider Uret i sin Sag — mon Herren ej ser det?
37 主の命じたまふにあらずば誰か事を述んにその事即ち成んや
Hvo taler vel, saa det sker, om ej Herren byder?
38 禍も福もともに至高者の口より出るにあらずや
Kommer ikke baade ondt og godt fra den Højestes Mund?
39 活る人なんぞ怨言べけんや 人おのれの罪の罰せらるるをつぶやくべけんや
Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
40 我等みづからの行をしらべかつ省みてヱホバに歸るべし
Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
41 我ら天にいます神にむかひて手とともに心をも擧べし
løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
42 われらは罪ををかし我らは叛きたり なんぢこれを赦したまはざりき
vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
43 なんぢ震怒をもてみづから蔽ひ 我らを追攻め殺してあはれまず
men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skaansel,
44 雲をもてみづから蔽ひ 祈禱をして通ぜざらしめ
hylled dig i Skyer, saa Bønnen ej naaede frem;
45 もろもろの民の中にわれらを塵埃となしたまへり
til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
46 敵は皆われらにむかひて口を張れり
De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
47 恐懼と陷阱また暴行と滅亡我らに來れり
Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
48 わが民の女の滅亡によりてわが眼には涙の河ながる
Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
49 わが目は斷ず涙をそそぎて止ず
Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
50 天よりヱホバの臨み見て顧みたまふ時にまで至らん
før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
51 わが邑の一切の女等の故によりてわが眼はわが心をいたましむ
Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
52 故なくして我に敵する者ども鳥を追ごとくにいたく我をおひ
Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
53 わが生命を坑の中にほろぼし わが上に石を投かけ
de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
54 また水わが頭の上に溢る 我みづから言り滅びうせぬと
Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: »Fortabt!«
55 ヱホバよ われ深き坑の底より汝の名を呼り
Dit Navn paakaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
56 なんぢ我が聲を聽たまへり わが哀歎と祈求に耳をおほひたまふなかれ
du hørte min Røst: »O, gør dig ej døv for mit Skrig!«
57 わが汝を龥たりし時なんぢは近よりたまひて恐るるなかれと宣へり
Nær var du, den Dag jeg kaldte, du sagde: »Frygt ikke!«
58 主よなんぢはわが靈魂の訴を助け伸べ わが生命を贖ひ給へり
Du førte min Sag, o HERRE, genløste mit Liv;
59 ヱホバよ なんぢは我がかうむりたる不義を見たまへり 願はくは我に正しき審判を與へたまへ
HERRE, du ser, jeg lider Uret, skaf mig min Ret!
60 なんぢは彼らが我を怨み われを害せんとはかるを凡て見たまへり
Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
61 ヱホバよなんぢは彼らが我を詈り 我を害せんとはかるを凡て聞たまへり
du hører deres Smædeord, HERRE, deres Rænker imod mig,
62 かの立て我に逆らふ者等の言語およびその終日われを攻んとて運らす謀計もまた汝これを聞たまへり
mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
63 ねがはくは彼らの起居をかんがみたまへ 我はかれらに歌ひそしらる
Se dem, naar de sidder eller staar, deres Nidvise er jeg.
64 ヱホバよ なんぢは彼らが手に爲すところに循がひて報をなし
Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
65 かれらをして心くらからしめたまはん なんぢの呪詛かれらに歸せよ
gør deres Hjerte forhærdet — din Forbandelse over dem! —
66 なんぢは震怒をもてかれらを追ひ ヱホバの天の下よりかれらをほろぼし絶たまはん
forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.
