ヨブ 記 30
1 然るに今は我よりも年少き者等われを笑ふ 彼等の父は我が賤しめて群の犬と並べ置くことをもせざりし者なり
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 またかれらの手の力もわれに何の用をかなさん 彼らは其氣力すでに衰へたる者なり
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 かれらは缺乏と饑とによりて痩おとろへ 荒かつ廢れたる暗き野にて乾ける地を咬む
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 すなはち灌木の中にて藜を摘み苕の根を食物となす
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 彼らは人の中より逐いださる 盜賊を追ふがごとくに人かれらを追て呼はる
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
6 彼等は懼ろしき谷に住み 土坑および磐穴に居り
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 灌木の中に嘶なき 荊棘の下に偃す
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 彼らは愚蠢なる者の子 卑むべき者の子にして國より撃いださる
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 しかるに今は我かれらの歌謠に成り 彼らの嘲哢となれり
Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 かれら我を厭ふて遠く我を離れ またわが面に唾することを辭まず
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 神わが綱を解て我をなやましたまへば彼等もわが前にその韁を縱せり
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 この輩わが右に起あがり わが足を推のけ我にむかひて滅亡の路を築く
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
13 彼らは自ら便なき者なれども尚わが逕を毀ち わが滅亡を促す
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 かれらは石垣の大なる崩口より入がごとくに進み來り 破壞の中にてわが上に乗かかり
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 懼ろしき事わが身に臨み 風のごとくに我が尊榮を吹はらふ わが福祿は雲のごとくに消失す
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 今はわが心われの衷に鎔て流れ 患難の日かたく我を執ふ
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 夜にいれば我骨刺れて身を離る わが身を噬む者つひに休むこと無し
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 わが疾病の大なる能によりてわが衣服は醜き樣に變り 裏衣の襟の如くに我身に固く附く
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 神われを泥の中に投こみたまひて我は塵灰に等しくなれり
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 われ汝にむかひて呼はるに汝答へたまはず 我立をるに 汝只われをながめ居たまふ
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
21 なんぢは我にむかひて無情なりたまひ 御手の能力をもて我を攻撃たまふ
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
22 なんぢ我を擧げ風の上に乗て負去しめ 大風の音とともに消亡しめたまふ
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 われ知る汝はわれを死に歸らしめ一切の生物の終に集る家に歸らしめたまはん
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 かれは必ず荒垤にむかひて手を舒たまふこと有じ 假令人滅亡に陷るとも是等の事のために號呼ぶことをせん
Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
25 苦みて日を送る者のために我哭ざりしや 貧しき者のために我心うれへざりしや
Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 われ吉事を望みしに凶事きたり 光明を待しに黑暗きたれり
Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
27 わが膓沸かへりて安からず 患難の日我に追及ぬ
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 われは日の光を蒙らずして哀しみつつ歩き 公會の中に立て助を呼もとむ
trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
29 われは山犬の兄弟となり 駝鳥の友となれり
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 わが皮は黑くなりて剥落ち わが骨は熱によりて焚け
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 わが琴は哀の音となり わが笛は哭の聲となれり
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
