ヨブ 記 14
1 婦の產む人はその日少なくして艱難多し
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
2 その來ること花のごとくにして散り 其馳ること影のごとくにして止まらず
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, staar ikke fast.
3 なんぢ是のごとき者に汝の目を啓きたまふや 汝われを汝の前にひきて審判したまふや
Og paa ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
4 誰か清き物を汚れたる物の中より出し得る者あらん 一人も無し
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
5 その日旣に定まり その月の數なんぢに由り 汝これが區域を立て越ざらしめたまふなれば
Naar hans Dages Tal er fastsat, hans Maaneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
6 是に目を離して安息を得させ 之をして傭人のその日を樂しむがごとくならしめたまへ
tag saa dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
7 それ木には望あり 假令砍るるとも復芽を出してその枝絶ず
Thi for et Træ er der Haab: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
8 たとひ其根地の中に老い 幹土に枯るとも
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
9 水の潤霑にあへば即ち芽をふき枝を出して若樹に異ならず
lugter det Vand, faar det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
10 然ど人は死れば消うす 人氣絶なば安に在んや
men dør en Mand, er det ude med ham, udaander Mennesket, hvor er han da?
11 水は海に竭き河は涸てかわく
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
12 是のごとく人も寢臥てまた興ず 天の盡るまで目覺ず睡眠を醒さざるなり
saa lægger Manden sig, rejser sig ikke, vaagner ikke, før Himlen forgaar, aldrig vækkes han af sin Søvn.
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol h7585)
14 人もし死ばまた生んや 我はわが征戰の諸日の間望みをりて我が變更の來るを待ん
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
15 なんぢ我を呼たまはん 而して我こたへん 汝かならず汝の手の作を顧みたまはん
du skulde kalde — og jeg skulde svare — længes imod dine Hænders Værk!
16 今なんぢは我に歩履を數へたまふ 我罪を汝うかがひたまはざらんや
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
17 わが愆は凡て嚢の中に封じてあり汝わが罪を縫こめたまふ
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
18 それ山も倒れて終に崩れ巖石も移りてその處を離る
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
19 水は石を鑿ち 浪は地の塵を押流す 汝は人の望を斷たまふ
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, saa har du udslukt Menneskets Haab.
20 なんぢは彼を永く攻なやまして去ゆかしめ 彼の面容の變らせて逐やりたまふ
For evigt slaar du ham ned, han gaar bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
21 その子尊貴なるも彼は之を知ず 卑賤なるもまた之を曉らざるなり
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
22 只己みづからその肉に痛苦を覺え己みづからその心に哀く而已
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.
