ヨブ 記 10
1 わが心生命を厭ふ 然ば我わが憂愁を包まず言あらはし わが魂神の苦きによりて語はん
Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
2 われ神に申さん 我を罪ありしとしたまふ勿れ 何故に我とあらそふかを我に示したまへ
sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
3 なんぢ虐遇を爲し 汝の手の作を打棄て惡き者の謀計を照すことを善としたまふや
Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
4 汝は肉眼を有たまふや 汝の觀たまふ所は人の觀るがごとくなるや
Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
5 なんぢの日は人間の日のごとく 汝の年は人の日のごとくなるや
er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
6 何とて汝わが愆を尋ねわが罪をしらべたまふや
siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
7 されども汝はすでに我の罪なきを知たまふ また汝の手より救ひいだし得る者なし
endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
8 汝の手われをいとなみ我をことごとく作れり 然るに汝今われを滅ぼしたまふなり
Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
9 請ふ記念たまへ 汝は土塊をもてすてるがごとくに我を作りたまへり 然るに復われを塵に歸さんとしたまふや
Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
10 汝は我を乳のごとく斟ぎ牛酪のごとくに凝しめたまひしに非ずや
Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
11 汝は皮と肉とを我に着せ骨と筋とをもて我を編み
iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
12 生命と恩惠とをわれに授け我を眷顧てわが魂神を守りたまへり
Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
13 然はあれど汝これらの事を御心に藏しおきたまへり 我この事汝の心にあるを知る
og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
14 我もし罪を犯さば汝われをみとめてわが罪を赦したまはじ
Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
15 我もし行状あしからば禍あらん 假令われ義かるとも我頭を擧じ 其は我は衷に羞耻充ち 眼にわが患難を見ればなり
I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
16 もし頭を擧なば獅子のごとくに汝われを追打ち 我身の上に復なんぢの奇しき能力をあらはしたまはん
Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
17 汝はしばしば證する者を入かへて我を攻め 我にむかひて汝の震怒を増し新手に新手を加へて我を攻めたまふ
nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
18 何とて汝われを胎より出したまひしや 然らずば我は息絶え目に見らるること無く
Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
19 曾て有ざりし如くならん 即ち我は胎より墓に持ゆかれん
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
20 わが日は幾時も无きに非ずや 願くは彼姑らく息て我を離れ我をして少しく安んぜしめんことを
Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
21 我が往て復返ることなきその先に斯あらしめよ 我は暗き地死の蔭の地に往ん
før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 この地は暗くして晦冥に等しく死の蔭にして區分なし 彼處にては光明も黑暗のごとし
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
