< Giobbe 6 >
1 E GIOBBE rispose e disse:
Men Job svarede og sagde:
2 Fosse pur lo sdegno mio ben pesato, E fosse parimente la mia calamità levata in una bilancia!
Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
3 Perciocchè ora sarebbe [trovata] più pesante che la rena del mare; E però le mie parole vanno all'estremo.
Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
4 Perchè le saette dell'Onnipotente [sono] dentro di me, E lo spirito mio ne beve il veleno; Gli spaventi di Dio sono ordinati in battaglia contro a me.
Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
5 L'asino salvatico raglia egli presso all'erba? Il bue mugghia egli presso alla sua pastura?
Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
6 Una cosa insipida si mangia ella senza sale? Evvi sapore nella chiara ch'è intorno al torlo dell'uovo?
Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
7 [Le cose che] l'anima mia avrebbe ricusate pur di toccare Sono ora i miei dolorosi cibi.
Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
8 Oh! venisse pur quel ch'io chieggio, E concedesse[mi] Iddio quel ch'io aspetto!
Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
9 E piacesse a Dio di tritarmi, Di sciorre la sua mano, e di disfarmi!
og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
10 [Questa] sarebbe pure ancora la mia consolazione, Benchè io arda di dolore, [e] ch'egli non mi risparmi, Che io non ho nascoste le parole del Santo.
Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
11 Quale [è] la mia forza, per isperare? E quale [è] il termine che mi [è] posto, per prolungar [l'aspettazione del]l'anima mia?
Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
12 La mia forza [è] ella [come] la forza delle pietre? La mia carne [è] ella di rame?
Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
13 Non [è egli così] che io non ho più alcun ristoro in me? E che ogni modo di sussistere è cacciato lontan da me?
Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
14 Benignità [dovrebbe essere usata] dall'amico inverso colui ch'è tutto strutto; Ma esso ha abbandonato il timor dell'Onnipotente,
Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
15 I miei fratelli [mi] hanno fallito, a guisa di un ruscello, Come rapidi torrenti [che] trapassano via;
Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
16 I quali sono scuri per lo ghiaccio; [E] sopra cui la neve si ammonzicchia;
de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
17 [Ma poi], al tempo che corrono, vengono meno, Quando sentono il caldo, spariscono dal luogo loro.
Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
18 I sentieri del corso loro si contorcono, Essi si riducono a nulla, e si perdono.
Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
19 Le schiere de' viandanti di Tema [li] riguardavano, Le carovane di Seba ne aveano presa speranza;
Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
20 [Ma] si vergognano di esservisi fidati; Essendo giunti fin là, sono confusi.
De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
21 Perciocchè ora voi siete venuti a niente; Avete veduta la ruina, ed avete avuta paura.
Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
22 [Vi] ho io detto: Datemi, E fate presenti delle vostre facoltà per me?
Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
23 E liberatemi di man del nemico, E riscuotetemi di man de' violenti?
eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
24 Insegnatemi, ed io mi tacerò; E ammaestratemi, se pure ho errato in qualche cosa.
Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
25 Quanto son potenti le parole di dirittura! E che potrà in esse riprendere alcun di voi?
Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
26 Stimate voi [che] parlare [sia] convincere? E [che] i ragionamenti di un uomo che ha perduta ogni speranza [non sieno altro che] vento?
Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
27 E pure ancora voi vi gittate addosso all'orfano, E cercate di far traboccare il vostro amico.
Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
28 Ora dunque piacciavi riguardare a me, E se io mento in vostra presenza.
Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
29 Deh! ravvedetevi; che non siavi iniquità; Da capo, [il dico], ravvedetevi, io son giusto in questo [affare].
Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
30 Evvi egli iniquità nella mia lingua? Il mio palato non sa egli discerner le cose perverse?
Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?