Ayub 19

1 Tetapi Ayub menjawab:

Men Job svarede og sagde:

2 "Berapa lama lagi kamu menyakitkan hatiku, dan meremukkan aku dengan perkataan?

Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?

3 Sekarang telah sepuluh kali kamu menghina aku, kamu tidak malu menyiksa aku.

I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.

4 Jika aku sungguh tersesat, maka aku sendiri yang menanggung kesesatanku itu.

Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.

5 Jika kamu sungguh hendak membesarkan diri terhadap aku, dan membuat celaku sebagai bukti terhadap diriku,

Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,

6 insafilah, bahwa Allah telah berlaku tidak adil terhadap aku, dan menebarkan jala-Nya atasku.

saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.

7 Sesungguhnya, aku berteriak: Kelaliman!, tetapi tidak ada yang menjawab. Aku berseru minta tolong, tetapi tidak ada keadilan.

Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.

8 Jalanku ditutup-Nya dengan tembok, sehingga aku tidak dapat melewatinya, dan jalan-jalanku itu dibuat-Nya gelap.

Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.

9 Ia telah menanggalkan kemuliaanku dan merampas mahkota di kepalaku.

Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.

10 Ia membongkar aku di semua tempat, sehingga aku lenyap, dan seperti pohon harapanku dicabut-Nya.

Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;

11 Murka-Nya menyala terhadap aku, dan menganggap aku sebagai lawan-Nya.

og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.

12 Pasukan-Nya maju serentak, mereka merintangi jalan melawan aku, lalu mengepung kemahku.

Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.

13 Saudara-saudaraku dijauhkan-Nya dari padaku, dan kenalan-kenalanku tidak lagi mengenal aku.

Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.

14 Kaum kerabatku menghindar, dan kawan-kawanku melupakan aku.

Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.

15 Anak semang dan budak perempuanku menganggap aku orang yang tidak dikenal, aku dipandang mereka orang asing.

De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.

16 Kalau aku memanggil budakku, ia tidak menyahut; aku harus membujuknya dengan kata-kata manis.

Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.

17 Nafasku menimbulkan rasa jijik kepada isteriku, dan bauku memualkan saudara-saudara sekandungku.

Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.

18 Bahkan kanak-kanakpun menghina aku, kalau aku mau berdiri, mereka mengejek aku.

Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.

19 Semua teman karibku merasa muak terhadap aku; dan mereka yang kukasihi, berbalik melawan aku.

Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.

20 Tulangku melekat pada kulit dan dagingku, dan hanya gusiku yang tinggal padaku.

Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.

21 Kasihanilah aku, kasihanilah aku, hai sahabat-sahabatku, karena tangan Allah telah menimpa aku.

Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.

22 Mengapa kamu mengejar aku, seakan-akan Allah, dan tidak menjadi kenyang makan dagingku?

Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?

23 Ah, kiranya perkataanku ditulis, dicatat dalam kitab,

Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

24 terpahat dengan besi pengukir dan timah pada gunung batu untuk selama-lamanya!

ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!

25 Tetapi aku tahu: Penebusku hidup, dan akhirnya Ia akan bangkit di atas debu.

Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.

26 Juga sesudah kulit tubuhku sangat rusak, tanpa dagingkupun aku akan melihat Allah,

Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,

27 yang aku sendiri akan melihat memihak kepadaku; mataku sendiri menyaksikan-Nya dan bukan orang lain. Hati sanubariku merana karena rindu.

hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.

28 Kalau kamu berkata: Kami akan menuntut dia dan mendapatkan padanya sebab perkaranya!,

Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:

29 takutlah kepada pedang, karena kegeraman mendatangkan hukuman pedang, agar kamu tahu, bahwa ada pengadilan."

Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.