Ratapan 5
1 Ingatlah, ya TUHAN, apa yang terjadi atas kami. Pandanglah kami, dan lihatlah kehinaan kami.
Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
2 Harta warisan kami jatuh ke tangan orang lain, rumah-rumah kami didiami orang asing.
Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
3 Ayah kami telah dibunuh musuh; kini ibu kami janda, dan kami piatu.
Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
4 Air minum dan kayu api harus kami beli.
Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
5 Seperti hewan, kami dipaksa bekerja berat, kami lelah, tetapi tak diberi waktu istirahat.
Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
6 Kami pergi mengemis di Mesir, kami minta makanan di Asyur.
Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
7 Leluhur kami berdosa, kini mereka sudah tiada; tapi kami harus menderita, karena dosa-dosa mereka.
Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
8 Kami diperintah oleh orang-orang yang tak lebih dari hamba; tiada yang berkuasa melepaskan kami dari mereka.
Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
9 Di luar kota, pembunuh berkeliaran; nyawa kami terancam ketika mencari makanan.
Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
10 Kami menderita kelaparan, sehingga kulit kami membara seperti perapian.
Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
11 Wanita-wanita di Sion diperkosa, gadis-gadis dinodai di desa-desa Yehuda.
De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
12 Pemimpin-pemimpin kami ditangkap dan digantung, orang-orang tua kami tidak lagi disanjung.
Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
13 Pemuda-pemuda kami dipaksa bekerja dipenggilingan, anak-anak lelaki tertindih pikulan kayu sampai pingsan.
Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
14 Orang tua-tua tak lagi berkumpul di pintu gerbang kota, musik tidak lagi terdengar di kalangan orang muda.
De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
15 Kami telah kehilangan kebahagiaan; tarian-tarian telah berubah menjadi perkabungan.
Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
16 Kebanggaan kami sudah tiada, kami celaka karena telah berdosa.
Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
17 Gunung Sion sepi dan ditinggalkan; di sana anjing hutan berkeliaran. Karena itu hati kami remuk redam, kami menangis hingga penglihatan kami menjadi buram.
Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
19 Tetapi Engkau, ya TUHAN, tetap berkuasa, Engkau memerintah selama-lamanya.
Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
20 Masakan Kautinggalkan kami begitu lama? Mungkinkah Kaulupakan kami sepanjang masa?
Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
21 Ya TUHAN, bawalah kami kembali kepada-Mu; kami akan kembali kepada-Mu! Pulihkanlah keadaan kami seperti dahulu.
Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
22 Ataukah telah Kaubuang kami sama sekali? Tak terbataskah kemarahan-Mu kepada kami?
Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
