Ayub 30
1 Tetapi kini aku diejek oleh orang yang lebih muda. Dahulu ayah mereka kupandang terlalu hina untuk menjaga dombaku bersama anjing gembala.
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 Bagiku mereka tidak berguna karena sudah kehabisan tenaga.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 Mereka lapar dan menderita sekali, sehingga makan akar kering di gurun yang sunyi.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 Mereka mencabut belukar di padang belantara lalu memakan baik daun maupun akarnya.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 Mereka diusir dengan tengking seperti orang mengusir maling.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
6 Mereka tinggal di dalam gua-gua; lubang-lubang di dinding gunung menjadi rumah mereka.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 Di rimba mereka meraung-raung seperti binatang, berkelompok di bawah semak belukar di hutan.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 Mereka tak bernama dan tak berharga, orang-orang yang sudah dihalau dari negerinya.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 Sekarang mereka datang dan aku ditertawakannya; bagi mereka, aku ini lelucon belaka.
Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 Aku dipandang oleh mereka hina dan keji, bahkan mukaku mereka ludahi.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 Karena Allah membuat aku lemah tidak berdaya, mereka melampiaskan amukan mereka.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 Gerombolan itu menyerang aku dari depan, dan kejatuhanku mereka rencanakan.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
13 Mereka memotong jalanku untuk membinasakan aku; tak seorang pun menghalangi ketika mereka menyerbu.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 Bagaikan banjir mereka dobrak tembok pertahananku; beramai-ramai mereka datang menindih tubuhku.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Kedahsyatan meliputi diriku; bagaikan hembusan angin, harga diriku berlalu; bagaikan awan lewat, hilanglah kebahagiaanku.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 Sekarang hampir matilah aku; tak ada keringanan bagi deritaku.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 Pada waktu malam semua tulangku nyeri; rasa sakit yang menusuk tak kunjung berhenti.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 Allah mencengkeram aku pada leher bajuku sehingga pakaianku menggelambir pada tubuhku.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 Ke dalam lumpur aku dihempaskan-Nya, aku menjadi seperti sampah saja!
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 Aku berseru kepada-Mu, ya Allah, Kau tak memberi jawaban; bila aku berdoa, Kau tak memperhatikan.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
21 Engkau berlaku kejam terhadapku, Kautindas aku dengan seluruh kekuatan-Mu.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
22 Engkau membiarkan angin melayangkan aku; dalam angin ribut Kauombang-ambingkan diriku.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Aku tahu, Kaubawa aku kepada alam kematian, tempat semua yang hidup dikumpulkan.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 Mengapa Kau menyerang orang yang celaka, yang tak dapat berbuat apa pun kecuali mohon iba?
Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
25 Bukankah aku menangis bersama orang yang kesusahan, dan mengasihani orang yang berkekurangan?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 Aku mengharapkan bahagia dan terang, tapi kesukaran dan kegelapanlah yang datang.
Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
27 Aku terkoyak oleh duka dan nestapa; hari demi hari makin banyak yang kuderita.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 Di dalam kelam, tanpa cahaya, aku berkeliaran; aku berdiri di muka umum, minta pertolongan.
trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
29 Suaraku sedih penuh iba seperti tangis serigala dan burung unta.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 Kulitku menjadi hitam; tubuhku terbakar oleh demam.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Dahulu kudengar musik gembira, kini hanya ratapan tangis belaka.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!
