Job 7

1 Adda kadi ti saan a narigat a trabaho para iti tunggal tao iti daga? Saan kadi a dagiti al-aldawna ket kas ti al-aldaw ti natangdanan a tao?

Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.

2 Kas ti tagabu a sigagagar nga agtarigagay iti anniniwan ti rabii, kas iti natangdanan a tao a mangur-uray iti tangdanna-

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,

3 isu a naaramidak a mangibtur kadagiti bulbulan ti kinakakaasi; naikkanak kadagiti rabii a napnoan iti riribuk.

saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

4 No agiddaak, kunak iti bagik, 'Kaanoak a bumangon ken kaano nga agleppas ti rabii?’ Alimbasagennak agingga iti pumarbangon.

Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

5 Nakawesan ti lasagko kadagiti igges ken napuskol a kabkab; timmangken dagiti sugat iti kudilko, ken kalpasanna bumtak, ket agnana.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

6 Naparpartak dagiti al-aldawko ngem ti barkilia iti uma-abel; aglabas dagitoy nga awanan iti namnama.

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.

7 Panunotem O Dios a ti biagko ket anges laeng; awanen ti nasayaat a makita ti matak.

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!

8 Ti mata ti Dios, a kumitkita kaniak, saannakton a makita; kitaennakto dagiti mata ti Dios, ngem awanakto.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.

9 Kas iti ulep a marunaw ken agpukaw, kasta met a ti bumaba iti sheol ket saanton a maka-subli pay. (Sheol h7585)

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)

10 Saanton a makasubli isuna iti balayna; uray ti lugarna ket saandanton nga am-ammo isuna.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.

11 Ngarud, saanko a lapdan ti ngiwatko; agsaoak iti ladingit ti espirituk; agreklamoak iti kinasaem ti kararuak.

Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

12 Siak kadi ti baybay wenno ti pagbutbutngan iti baybay a nangisaadka iti mangbantay kaniak?

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

13 Inton kunak, 'Liwliwaennak ti pagiddaak, ken pabang-aran ti papagko ti un-unoyko,'

Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

14 ket butbutngennak babaen iti tagtagainep ken butbutngennak babaen kadagiti sirmata,

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

15 tapno piliek iti mabekkel ken matay ngem ti mangaywan kadagiti tultulangko.

saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.

16 Kagurak ti biagko; saanko a tarigagayan ti kanayon nga agbiag; bay-annak nga agmaymaysa ta awan serserbi dagiti al-aldawko.

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

17 Ania aya ti tao a nasken nga ipangagmo isuna, a panpanunutem isuna,

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

18 a sipsiputam isuna iti tunggal agsapa, ken susuotem iti tunggal kanito?

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

19 Kasano pay kabayag sakbay nga iyadayom ti panagkitam kaniak, sakbay a palubosannak nga agmaymaysa iti apag biit a mangtilmon iti bukodko a katay?

Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

20 Uray no nagbasolak, ania koma ti maaramidanna kenka dayta, sika a mangbuybuya kadagiti tattao? Apay a siak ti punteriam, tapno agbalinak a dadagsen kenka?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

21 Apay a saanmo a pakawanen ti naglabsingak ken ikkaten ti kinadakesko? Ta ita agiddaakon iti tapok; birukennakto iti kasta unay, ngem awanakton.”

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!