Job 29
1 Intuloy ni Job ti nagsao ket kinunana,
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 “O, a kaslaak la koma kadagiti naglabas a bulbulan idi inaywanannak ti Dios,
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
3 idi nagraniag ti silawna iti ulok, ken idi nagnaak iti kasipngetan babaen iti lawagna.
da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
4 O, a kasla ak koma idi kabanbanwagak nga al-aldaw idi adda pay laeng iti uneg ti toldak ti pannakigayyem ti Dios,
som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
5 idi adda pay laeng iti sidongko ti Mannakabalin-amin, ken adda pay iti dennak dagiti annakko,
da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 idi agtaptapaw ti gatas iti dalanko, ken idi bukbukannak iti agay-ayus a lana ti dakkel a bato!
da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 Idi rimmuarak a mapan iti ruangan ti siudad, idi nagtugawak iti lugarko idiay paguummongan iti siudad,
da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
8 nakitadak dagiti agtutubo ket immadayoda bassit kaniak ken timmakder dagiti nataengan a tattao kas panagraemda kaniak.
De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
9 Sumardeng nga agsasao idi dagiti prinsipe no dumtengak; appotenda dagiti ngiwatda babaen kadagiti imada.
De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
10 Napaulimek dagiti natakneng a tattao, ket dimket dagiti dilada iti ngangaw dagiti ngiwatda.
Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
11 Ta kalpasan mangngegandak ket bendisionandak; idi nakitadak, nagbalindan a saksik ken inanamongandak
Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
12 gapu ta isispalek idi ti napanglaw a tao nga umasug, ken kasta met dagiti awanan ti ama, nga awanan iti siasinoman a tumulong kenkuana.
Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
13 Ti bendision ti tao a dandanin matay ket naited kaniak; pinagkantak a sirarag-o ti puso ti balo.
Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
14 Insuotko ti kinalinteg, ket kinawesannak daytoy; kasla kagay ken turban ti kalintegak.
Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
15 Nagbalinak a mata kadagiti bulsek a tattao; nagbalinak a saka kadagiti lugpi a tattao.
Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
16 Nagbalinak nga ama kadagiti agkasapulan a tattao; adalek ti kaso uray iti maysa a tao a saanko nga am-ammo.
Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
17 Tinukkolko ti panga ti saan a nalinteg a tao; rinabsutko ti nakimmeg manipud iti nagbaetan dagiti ngipenna.
Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
18 Kalpasanna kinunak, 'Matayakto iti umokko; paaddoekto dagiti aldawko a kasla kadagiti darat.
Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
19 Nagwaras dagiti ramutko kadagiti danum, ken agtalinaed ti linnaaw kadagiti sangak iti agpatpatnag.
Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
20 Ti dayawko ket kanayon a nalapsat, ken ti pana ti pigsak ket kanayon a barbaro iti imak.
Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
21 Dinengngegdak dagiti tattao; inuraydak; nagulimekda a dumngeg iti balakadko.
De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
22 Kalpasan ti panagsaok, saandan a nagsao; nagtinnag a kasla danum dagiti sasaok kadakuada.
Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23 Kanayondak nga ur-urayen a kas iti panagurayda iti tudo; inungapda ti ngiwatda iti nalawa tapno uminomda kadagiti sasaok, a kas iti ar-aramidenda iti maudi a tudo.
de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
24 Inisemak ida idi saanda a namnamaen daytoy; saanda a linaksid ti raniag ti rupak.
Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25 Pinilik ti wagasda ket nagbalinak a kas panguloda; nagbiagak a kas iti maysa nga ari kadagiti armadana, kas maysa a mangliwliwa kadagiti agdung-dung-aw iti natayan.
Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
