Job 10
1 Naumaakon iti biagko; iyebkasko ti ririk; agsaoak iti kinasaem ti kararuak.
Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
2 Ibagak ti Dios, 'Saannak laeng nga ukomen; ipakitam kaniak no apay nga ak-akusarannak.
sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
3 Nasayaat kadi kenka a rumbeng nga idadanesnak, nga umsiem ti aramid dagiti imam kabayatan nga umis-isemka kadagiti panggep dagiti nadangkes?
Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
4 Addaanka kadi kadagiti mata ti lasag? Makakitaka kadi a kas iti panagkita ti tao?
Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
5 Dagiti aldawmo kadi ket kas iti al-aldaw dagiti sangkataoan wenno dagiti tawtawenmo kadi ket kas iti tawtawen dagiti tattao,
er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
6 nga agsaludsodka maipapan kadagiti kinadakesko ken sukimatem ti basolko,
siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
7 uray no ammom nga awan basolko ken awan ti siasinoman a makaispal kaniak manipud iti imam?
endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
8 Siaannadnak a binukel ken sinukog dagiti imam, ngem daddadaelennak.
Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
9 Lagipem, agpakaasiak kenka, a binukelnak a kasla pitak, isublinak kadi manen iti tapok?
Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
10 Saan kadi nga imbukbuknak a kasla gatas ken binokelnak a kasla keso?
Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
11 Kinawesannak iti kudil ken lasag ket pinagkakamangnak babaen kadagiti tulang ken piskel.
iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
12 Inikkannak iti biag ken napudnoka iti tulagmo; binantayan ti tulongmo ti espirituk.
Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
13 Ngem inlemmengmo dagitoy a banbanag iti pusom—ammok a daytoy ti panpanunotem:
og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
14 a no nagbasolak, maammoam daytoy; saannak a pakawanen iti kinadakesko.
Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
15 No nadangkesak, asiak pay; uray no nalintegak, saanko a maitangad ti ulok, agsipud ta napnoak iti pannakaibabain ken kumitkitaak iti bukodko a panagsagaba.
I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
16 No itangad ti ulok ti bukodna, anupennak a kasla leon; maminsan pay ipakitam kaniak a mannakabalinka unay.
Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
17 Mangiy-iyegka kadagiti baro a saksi a maibusor kaniak ket nayunam ti pungtotmo a maibusor kaniak; darupennak babaen kadagiti baro nga armada.
nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
18 Apay ngarud nga inruarnak manipud iti aanakan? Intedko la koman ti espirituk ket awan pulos ti mata a nakakita kaniak.
Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
19 Agbalinak koman a kasla saan nga imadda; naawitak la koman manipud iti tiyan agingga iti tanem.
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
20 Saan kadi a bassit laeng dagiti aldawko? Isardengmo ngaruden, bay-annak nga agmaymaysa, tapno makainanaak bassit
Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
21 sakbay a mapanak iti lugar a saanakton nga agsubli, iti daga ti kinasipnget ken iti aniniwan ni patay,
før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 ti daga a nasipnget a kas iti kasipnget ti tengnga ti rabii, ti daga ti aniniwan ni patay, nga awan ti aniaman a urnosna, a ti lawag ket kasla tengnga ti rabii.”'
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
