Eclesiastes 2
1 Kinunak iti pusok, “Umayka itan, suutenka iti kinaragsak. Isu a ragsakem ti pakaragsakan. Ngem kitaem, daytoy ket apagbiit met laeng a pul-oy.
Jeg sagde i mit Hjerte: Nu velan, jeg vil forsøge dig med Glæde, se da din Lyst paa det gode; men se, ogsaa det var Forfængelighed.
2 Kinunak maipapan iti panagkatawa, “Kinamaag daytoy!” ken maipapan iti ragsak, “Ania ti serserbina daytoy?”
Jeg sagde til Latteren: Du er gal! og til Glæden: Hvad gør du?
3 Sinukimat ko iti pusok no kasanok a penneken dagiti tarigagayko babaen iti arak. Impalubosko nga iturongnak ti panunotko iti kinasirib uray no adda pay laeng kaniak ti kinamaag. Kayatko a maammoan ti nasayaat nga aramiden dagiti tattao iti baba ti langit kabayatan dagiti aldaw dagiti bibiagda.
Jeg prøvede i mit Hjerte paa at pleje mit Kød med Vinen, medens mit Hjerte styrede med Visdom, og paa at holde fast ved Daarskab, indtil jeg kunde se, hvad der var godt for Menneskens Børn, hvad de skulde gøre under Himmelen, saa længe deres Livsdage vare.
4 Naindaklan a banbanag dagiti naaramidak. Nangipatakderak kadagiti balbalay para iti bagik ken nagmulaak kadagiti kaubasan.
Jeg gjorde mine Gerninger store; jeg byggede mig Huse, jeg plantede mig Vingaarde.
5 Nangaramidak kadagiti minuyongan ken parke para iti bagik; minulaak dagitoy iti amin a kita dagiti agbunga a kaykayo.
Jeg anlagde mig Haver og Lystskove, og jeg plantede alle Haande Frugttræer i dem.
6 Nangkaliak kadagiti pagurnongan iti danum a mangsibog iti kabakiran a nagtuboan dagiti kaykayo.
Jeg gjorde mig Damme for af dem at vande den Skov, som voksede op med Træer.
7 Gimmatangak kadagiti lallaki ken babbai a tagabu; addaanak kadagiti tagabu a naiyanak iti palasiok. Addaanak pay kadagiti dadakkel nga arban ken pangen iti dingwen, nga ad-adu ngem ti siasinoman nga ari nga immun-una a nagturay iti Jerusalem sakbay kaniak.
Jeg købte Tjenere og Tjenestepiger, og jeg havde hjemfødt Tyende; jeg havde ogsaa megen Ejendom af stort Kvæg og smaat Kvæg, mere end alle de, som havde været før mig i Jerusalem.
8 Nakaurnongak iti pirak ken balitok, kadagiti gameng dagiti ar-ari ken probprobinsia. Addaanak kadagiti lallaki ken babbai a kumakanta nga agpaay kaniak; babaen kadagiti adu nga as-assawa ken kakabkabbalay, inaramidko dagiti banbanag a makaparagsak iti siasinoman a lalaki iti rabaw ti daga.
Jeg samlede mig ogsaa Sølv og Guld og Ejendom af Konger og af Landskaberne; jeg beskikkede mig Sangere og Sangersker og Menneskens Børns Lyst: Hustru og Hustruer.
9 Isu a nagbalinak a nain-indaklan ken nabakbaknang ngem kadagiti amin nga immun-una ngem siak iti Jerusalem, ken nagtalinaed kaniak ti kinasiribko.
Og jeg blev mægtig og tog til fremfor alle dem, som havde været før mig i Jerusalem; ogsaa min Visdom blev hos mig.
10 Aniaman a tinarigagayan dagiti matak, saanko nga impaidam kadagitoy. Saanko nga impaidam iti pusok ti aniaman a pakaragsakan, gapu ta agrag-o ti pusok iti amin a nagbannogak ket ragragsak ti gunggonak kadagiti amin a trabahok.
Og alt, hvad mine Øjne begærede, nægtede jeg dem ikke; jeg forholdt ikke mit Hjerte nogen Glæde; thi mit Hjerte havde Glæde af alt mit Arbejde, og dette var min Del af alt mit Arbejde.
11 Ket kinitak dagiti amin nga inaramid ti imak ken iti trabaho nga inaramidko, ngem kaskasdi met laeng nga alingasaw dagiti amin a banag ken panangpadas a mangipastor iti angin. Awan ti magunggona iti baba ti init.
Og jeg vendte mit Ansigt til alle mine Gerninger, som mine Hænder havde gjort, og til det Arbejde, som jeg med Møje havde gjort: Og se, alt var Forfængelighed og Aandsfortærelse, og der var ingen Fordel under Solen.
12 Ket timmalikudak a mangutob iti kinasirib, ken kasta met iti kinamauyong ken kinamaag. Ta ania ti maaramidan ti sumaruno nga ari a sumukat kalpasan ti ari, a saan pay a naaramid?
Og jeg vendte mit Ansigt til at betragte Visdom og Galskab og Daarskab; thi hvad vil det Menneske gøre, som kommer efter Kongen? — Det, som man allerede har gjort.
13 Ket nangrugi a naawatak nga adda pangatiwan ti kinasirib iti kinamaag, kas ti lawag a nasaysayaat ngem iti sipnget.
Da saa jeg, at Visdom har Fortrin for Daarskab, som Lyset har Fortrin for Mørket.
14 Us-usaren ti nasirib a tao ti matana a mangkita iti papananna, ngem magmagna ti maag iti kasipngetan, numan pay ammok nga agpada a gasat ti nakasagana para iti tunggal maysa.
Den vise har Øjne i sit Hoved, men Daaren vandrer i Mørket; og jeg fornam ogsaa, at hvad der hændes den ene, hændes dem alle.
15 Ket kinunak iti pusok, “Aniaman a mapaspasamak iti maag ket mapasamakto met kaniak. Isu nga ania ti pagdumaanna no kasta unay ti kinasiribko?” Inkeddengko iti pusok, “Daytoy ket alingasaw met laeng.”
Da sagde jeg i mit Hjerte: Som det hændes Daaren, saa vil det og hændes mig, og hvorfor har jeg da været saa overvættes viis? Og jeg sagde i mit Hjerte: Saadant er ogsaa Forfængelighed.
16 Ta ti nasirib a tao, kas iti maag, ket saan a malaglagip iti atiddug a panawen. Kadagiti dumteng nga al-aldaw, amin dagita a banbanag ket nabayagen a nalipatan. Matay ti nasirib a tao a kas met iti maag a matay.
Thi hverken den vises eller Daarens Ihukommelse vil vare evindelig; efterdi det alt sammen i de kommende Dage forlængst vil være glemt; og mon ikke den vise dør lige saa vel som Daaren!
17 Isu a ginurak ti biag gapu ta dakes para kaniak dagiti amin a trabaho a maar-aramid iti baba ti init. Daytoy ket gapu ta alingasaw amin a banbanag ken panangpadas a mangipastor iti angin.
Og jeg hadede Livet; thi den Gerning, som sker under Solen, mishagede mig; thi alt er Forfængelighed og Aandsfortærelse.
18 Kinagurak amin a naaramidko a nagbannogak iti baba ti init gapu ta masapul nga ibatik dagitoy iti tao a sumaruno kaniak.
Og jeg hadede alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa under Solen, at jeg skulde efterlade det til det Menneske, som skal være efter mig.
19 Ket siasino ti makaammo no nasiribto isuna wenno maag? Ngem isunanto ti amo kadagiti amin a banag iti baba ti init a naaramidan iti bannog ken kinasiribko. Alingasaw met laeng daytoy.
Og hvo ved, om han bliver en viis eller en Daare? og han skal dog herske over alt mit Arbejde, som jeg har arbejdet paa, og hvori jeg har været viis under Solen; ogsaa dette er Forfængelighed.
20 Ngarud, nangrugi a maupay ti pusok kadagiti amin a trabaho nga inaramidko iti baba ti init.
Da vendte jeg mig om for at lade mit Hjerte fortvivle over alt det Arbejde, som jeg havde arbejdet paa under Solen.
21 Ta mabalin nga adda ti agtrabaho nga addaan iti kinasirib, pannakaammo ken kinalaing, ngem ibatinanto dagiti amin a banbanag nga adda kenkuana iti maysa a tao a saan pulos a nagtrabaho iti aniaman kadagitoy. Daytoy ket alingasaw met laeng ken nakabutbuteng unay a pasamak.
Thi der er et Menneske, hvis Arbejde er med Visdom og med Kundskab og med Duelighed, og til et Menneske, som ikke har arbejdet derpaa, maa han give det som hans Del; ogsaa dette er Forfængelighed og et stort Onde.
22 Ta ania ti magunggona ti tao nga agtrabtrabaho iti kasta unay ken mangpadpadas iti amin a puso a mangleppas kadagiti aramidna iti baba ti init?
Thi hvad har dog Mennesket for alt sit Arbejde og for sit Hjertes Stræben, hvormed han har arbejdet under Solen?
23 Inaldaw a nasakit ken narigat ti trabahona, isu a saan a makainana ti kararuana iti rabii. Daytoy ket alingasaw met laeng.
Thi alle hans Dage ere Smerte, og hans Møje er Græmmelse, ogsaa om Natten har hans Hjerte ikke Ro; ogsaa dette er Forfængelighed.
24 Awan ti nasaysayaat para iti siasinoman ngem ti laeng mangan, uminom ken mapnek iti aniaman a nasayaat iti trabahona. Nakitak a naggapu iti ima ti Dios daytoy a kinapudno.
Det gode staar ikke til Mennesket selv, det at han æder og drikker og lader sin Sjæl se det gode af sit Arbejde; ogsaa dette saa jeg, at det er af Guds Haand.
25 Ta siasino ti makapangan wenno maaddaan iti aniaman a kita ti ragsak nga awan iti Dios?
Thi hvo kunde æde, og hvo kunde skynde sig mere dermed end jeg?
26 Ta iti siasinoman a makaay-ayo kenkuana, ited ti Dios ti kinasirib, pannakaammo ken rag-o. Nupay kasta, itedna iti managbasol ti trabaho iti panagurnong ken panagidulin tapno itedna iti maysa a tao a makaay-ayo iti Dios. Daytoy ket alingasaw met laeng ken panangpadas a mangipastor iti angin.
Thi det Menneske, som er velbehageligt for hans Ansigt, giver han Visdom og Kundskab og Glæde; men Synderen giver han den Møje, at sanke og samle for at give det til den, som er velbehagelig for Guds Ansigt; ogsaa dette er Forfængelighed og Aandsfortærelse.
