< Zsoltárok 130 >

1 Grádicsok éneke. A mélységből kiáltok hozzád, Uram!
Af det dybe raaber jeg til dig, Herre!
2 Uram, hallgasd meg az én szómat; legyenek füleid figyelmetesek könyörgő szavamra!
Herre! hør paa min Røst; lad dine Øren mærke paa mine ydmyge Begæringers Røst.
3 Ha a bűnöket számon tartod, Uram: Uram, kicsoda maradhat meg?!
Dersom du, Herre, vil tage Vare paa Misgerninger, Herre! hvo kan da bestaa?
4 Hiszen te nálad van a bocsánat, hogy féljenek téged!
Men hos dig er Forladelse, paa det du maa frygtes.
5 Várom az Urat, várja az én lelkem, és bízom az ő igéretében.
Jeg biede efter Herren, min Sjæl biede, og jeg haabede paa hans Ord.
6 Várja lelkem az Urat, jobban, mint az őrök a reggelt, az őrök a reggelt.
Min Sjæl længes efter Herren mere end Vægtere efter Morgenen, Vægtere efter Morgenen.
7 Bízzál Izráel az Úrban, mert az Úrnál van a kegyelem, és bőséges nála a szabadítás!
Israel! haab paa Herren; thi hos Herren er Miskundhed, og megen Forløsning er hos ham.
8 Meg is szabadítja ő Izráelt minden ő bűnéből.
Og han skal forløse Israel af alle dets Misgerninger.

< Zsoltárok 130 >