Jób 9
1 Felelt Jób és mondta:
Men Job svarede og sagde:
2 Valóban tudom, hogy így van; miképpen is igazulhat Istennel szemben a halandó?
Sandelig, jeg ved, at det er saaledes; og hvorledes skulde et Menneske være retfærdigt for Gud?
3 Ha kíván pörölni vele, nem felel neki egyre sem ezer közül.
Om det har Lyst til at trætte med ham, kan det ikke svare ham til et af tusinde.
4 Szívre bölcs, erőre hatalmas! Ki keményítette meg magát ellene és sértetlen maradt?
Han er viis af Hjerte og stærk af Kraft; hvo forhærdede sig imod ham og havde Fred?
5 A ki hegyeket mozdít el, s nem is tudják, a melyeket felforgatott haragjában;
han, som flytter Bjergene, inden de mærke til det, han, som omkaster dem i sin Vrede;
6 a ki megreszketteti a földet a helyéről, hogy oszlopai megrendülnek;
han, som bevæger Jorden fra dens Sted, og dens Piller bæve;
7 a ki szól a napnak s nem ragyog fel, s a csillagokra pecsétet tesz;
han, som taler til Solen, og den gaar ikke op, og som sætter Segl for Stjernerne;
8 kiterjeszti az eget egymagában s lépdel a tenger magaslatain;
han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølger;
9 teremti a gönczölszekerét, az óriont s a fiastyúkot meg a Délnek kamaráit;
han, som gjorde Bjørnen, Orion, og Syvstjernen og Stjernekamrene imod Syden;
10 a ki nagyokat tesz kikutathatatlanúl, csodásokat, úgy hogy számuk sincsen:
han, som gør store Ting, saa de ikke staa til at ransage, og underlige Ting, saa der ikke er Tal derpaa!
11 lám, elvonul mellettem s nem látom, elhalad s nem veszem észre;
Se, han gaar forbi mig, og jeg ser ham ikke, og han farer frem, og jeg mærker ham ikke.
12 ha kit elragad, ki utasítaná vissza, ki szólna hozzá mit mívelsz?
Se, han griber, hvo kan faa ham til at give igen? hvo vil sige til ham: Hvad gør du?
13 Isten nem fordítja el haragját, alatta legörnyedtek Ráháb segítői;
Gud kalder ikke sin Vrede tilbage; de, som ville hjælpe den hovmodige, maatte bøje sig under ham.
14 hát még hogy felelnék én neki, választanám szavaimat vele szemben!
Langt mindre skulde jeg kunne svare ham, vælge mine Ord over for ham.
15 A ki, ha igazam volna, nem felelnék, az én bírámhoz könyörögnék.
Thi om jeg end var retfærdig, kunde jeg ikke svare; jeg maatte bede om Naade hos min Dommer.
16 Ha szólítanám s felelne nekem, nem hinném, hogy figyel szavamra.
Om jeg end kaldte, og han svarede mig, da kunde jeg dog ikke tro, at han vilde bøje Øren til min Røst.
17 A ki viharban rám rohan, hogy sebeimet sokasítsa ok nélkül.
Thi han vilde sønderknuse mig med en Storm og gøre mig mange Saar uden Aarsag.
18 Nem enged lélegzetet vennem, hanem jóllakat keserűségekkel.
Han vilde ikke tilstede mig at drage min Aande, men mætte mig med Bitterheder.
19 Ha erőn fordul meg: íme a hatalmas, és ha ítéleten: ki idéz meg engem?
Kom det an paa den stærkes Kraft, siger han: „Se her!‟ og kom det an paa Ret: „Hvo stævner mig?‟
20 Ha igazam volna, szájam ítélne el engem; gáncstalan vagyok, fonákká tesz engem.
Var jeg end retfærdig, saa skulde dog min Mund dømme mig at have Uret; var jeg end skyldfri, da skulde han dog forvende min Sag.
21 Gáncstalan vagyok, nem ismerem lelkemet, megvetem életemet!
Jeg er skyldfri, men jeg kender ikke mig selv; jeg foragter mit Liv.
22 Egyre megy; azért azt mondom: Gáncstalant és gonoszt semmisít ő meg.
Det kommer ud paa eet! Derfor sagde jeg: Han udrydder den uskyldige med den skyldige.
23 Ha hirtelen öl az ostor, az ártatlanok elcsüggedésén gúnyolódik.
Dræber Svøben hastelig, da spotter han de uskyldiges Prøvelse.
24 Az ország gonoszok kezébe adatott; bíráinak arczát eltakarja, ha ő nem, ugyan kicsoda?
Et Land bliver givet i en ugudeligs Haand; han tilhyller dets Dommers Ansigt; gør han det ikke, hvo gør det da?
25 Napjaim pedig gyorsabbak voltak a futárnál, eliramodtak, nem láttak jót.
Og mine Dage have været lettere end en Løber; de flyede bort, de have ikke set det gode.
26 Tovavonultak akár gyékényhajók, mint sas lecsap az étkére.
De ere fremfarne som ilende Skibe, som en Ørn, der flyver efter Spise.
27 Ha azt mondtam, hadd felejtem el panaszomat, hagyom abba bánatos arczomat s hadd derülök fel:
Naar jeg siger: Jeg vil glemme min Klage, jeg vil lade mit Ansigts sorrigfulde Mine fare og vederkvæge mig,
28 megfélemedtem mind a fájdalmaimtól, tudtam, hogy nem fogsz engem ártatlannak mondani.
da maa jeg frygte for alle mine Smerter; jeg ved, at du lader mig ikke være uskyldig.
29 Nekem bűnösnek kell lennem – minek fáradozzam hát hiába?
Jeg skal jo være skyldig! hvorfor skulde jeg da forgæves gøre mig Møje?
30 Ha megmosakodnám hóvízben s lúggal tisztítanám kezeimet:
Om jeg end toede mig med Snevand og rensede mine Hænder med Sæbe,
31 akkor a verembe mártanál engem, hogy megutálnának ruháim.
da vilde du dog dyppe mig ned i Pølen, saa mine Klæder vilde væmmes ved mig.
32 Mert nem ember ő mint én, bogy felelhetnék neki, hogy együtt mehetnénk be ítéletre.
Thi han er ikke en Mand som jeg, at jeg kunde svare ham, at vi kunde møde med hinanden for Dommen.
33 Nem létezik, ki közöttünk dönt, ki rá tenné kezét mindkettőnkre.
Der er ingen, som kan skille Trætten ad imellem os, og som kan lægge sin Haand paa os begge.
34 Távolítsa el rólam vesszejét, s rettentése ne ijesszen engem:
Han borttage sit Ris fra mig, og hans Rædsel forfærde mig ikke!
35 majd beszélnék s nem félnék tőle, mert nem olyan vagyok én magamban.
Da vilde jeg tale og ikke frygte for ham; thi jeg er ikke af den Slags, det ved jeg med mig selv.
