< איוב 14 >
אדם ילוד אשה קצר ימים ושבע רגז׃ | 1 |
Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
כציץ יצא וימל ויברח כצל ולא יעמוד׃ | 2 |
han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
אף על זה פקחת עינך ואתי תביא במשפט עמך׃ | 3 |
Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
מי יתן טהור מטמא לא אחד׃ | 4 |
Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
אם חרוצים ימיו מספר חדשיו אתך חקו עשית ולא יעבור׃ | 5 |
Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
שעה מעליו ויחדל עד ירצה כשכיר יומו׃ | 6 |
tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
כי יש לעץ תקוה אם יכרת ועוד יחליף וינקתו לא תחדל׃ | 7 |
Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
אם יזקין בארץ שרשו ובעפר ימות גזעו׃ | 8 |
ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
מריח מים יפרח ועשה קציר כמו נטע׃ | 9 |
lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
וגבר ימות ויחלש ויגוע אדם ואיו׃ | 10 |
men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
אזלו מים מני ים ונהר יחרב ויבש׃ | 11 |
Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
ואיש שכב ולא יקום עד בלתי שמים לא יקיצו ולא יערו משנתם׃ | 12 |
så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
מי יתן בשאול תצפנני תסתירני עד שוב אפך תשית לי חק ותזכרני׃ (Sheol ) | 13 |
Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu! (Sheol )
אם ימות גבר היחיה כל ימי צבאי איחל עד בוא חליפתי׃ | 14 |
Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
תקרא ואנכי אענך למעשה ידיך תכסף׃ | 15 |
du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
כי עתה צעדי תספור לא תשמור על חטאתי׃ | 16 |
Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
חתם בצרור פשעי ותטפל על עוני׃ | 17 |
forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
ואולם הר נופל יבול וצור יעתק ממקמו׃ | 18 |
Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
אבנים שחקו מים תשטף ספיחיה עפר ארץ ותקות אנוש האבדת׃ | 19 |
som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
תתקפהו לנצח ויהלך משנה פניו ותשלחהו׃ | 20 |
For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
יכבדו בניו ולא ידע ויצערו ולא יבין למו׃ | 21 |
Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
אך בשרו עליו יכאב ונפשו עליו תאבל׃ | 22 |
ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.