תהילים 94

1 אֵל־נְקָמוֹת יְהוָה אֵל נְקָמוֹת הוֹפִֽיעַ׃

Herre, du hemns Gud, du hemns Gud, syn deg i herlegdom!

2 הִנָּשֵׂא שֹׁפֵט הָאָרֶץ הָשֵׁב גְּמוּל עַל־גֵּאִֽים׃

Statt upp, du domar yver jordi, lat dei ovmodige få lika for si gjerning!

3 עַד־מָתַי רְשָׁעִים ׀ יְהוָה עַד־מָתַי רְשָׁעִים יַעֲלֹֽזוּ׃

Kor lenge skal ugudlege, Herre, kor lenge skal ugudlege fegnast?

4 יַבִּיעוּ יְדַבְּרוּ עָתָק יִֽתְאַמְּרוּ כָּל־פֹּעֲלֵי אָֽוֶן׃

Dei gøyser or seg og fører skamlaus tale; dei skrøyter, alle ugjerningsmenner.

5 עַמְּךָ יְהוָה יְדַכְּאוּ וְֽנַחֲלָתְךָ יְעַנּֽוּ׃

Ditt folk, Herre, krasar dei, og din arv plågar dei.

6 אַלְמָנָה וְגֵר יַהֲרֹגוּ וִֽיתוֹמִים יְרַצֵּֽחוּ׃

Enkja og den framande slær dei i hel, og dei myrder dei farlause.

7 וַיֹּאמְרוּ לֹא יִרְאֶה־יָּהּ וְלֹא־יָבִין אֱלֹהֵי יַעֲקֹֽב׃

Og dei segjer: «Herren ser ikkje, og Jakobs Gud merkar det ikkje.»

8 בִּינוּ בֹּעֲרִים בָּעָם וּכְסִילִים מָתַי תַּשְׂכִּֽילוּ׃

Merka då, de uvituge i folket! Og de vitlause, når vil de taka til vitet?

9 הֲנֹטַֽע אֹזֶן הֲלֹא יִשְׁמָע אִֽם־יֹצֵֽר עַיִן הֲלֹא יַבִּֽיט׃

Han som hev sett inn øyra, skulde han ikkje høyra? Han som hev laga til auga, skulde han ikkje sjå?

10 הֲיֹסֵר גּוֹיִם הֲלֹא יוֹכִיחַ הַֽמְלַמֵּד אָדָם דָּֽעַת׃

Han som tuktar heidningar, skulde han ikkje refsa, han som gjev menneski kunnskap?

11 יְֽהוָה יֹדֵעַ מַחְשְׁבוֹת אָדָם כִּי־הֵמָּה הָֽבֶל׃

Herren kjenner mannsens tankar, at dei er fåfengd.

12 אַשְׁרֵי ׀ הַגֶּבֶר אֲשֶׁר־תְּיַסְּרֶנּוּ יָּהּ וּֽמִתּוֹרָתְךָ תְלַמְּדֶֽנּוּ׃

Sæl er den mann som du, Herre, tuktar, og som du gjev lærdom or lovi di,

13 לְהַשְׁקִיט לוֹ מִימֵי רָע עַד יִכָּרֶה לָרָשָׁע שָֽׁחַת׃

til å gjeve honom ro for vonde dagar, til dess det vert grave ei grav for den ugudlege.

14 כִּי ׀ לֹא־יִטֹּשׁ יְהוָה עַמּוֹ וְנַחֲלָתוֹ לֹא יַעֲזֹֽב׃

For ikkje støyter Herren burt sitt folk, og arven sin forlet han ikkje.

15 כִּֽי־עַד־צֶדֶק יָשׁוּב מִשְׁפָּט וְאַחֲרָיו כָּל־יִשְׁרֵי־לֵֽב׃

For domen skal venda um att til rettferd, og alle ærlege i hjarta skal halda med honom.

16 מִֽי־יָקוּם לִי עִם־מְרֵעִים מִֽי־יִתְיַצֵּב לִי עִם־פֹּעֲלֵי אָֽוֶן׃

Kven stend upp for meg imot dei vonde? Kven stig fram for meg mot deim som gjer urett?

17 לוּלֵי יְהוָה עֶזְרָתָה לִּי כִּמְעַט ׀ שָֽׁכְנָה דוּמָה נַפְשִֽׁי׃

Dersom ikkje Herren var mi hjelp, so vilde sjæli mi snart bu i stilla.

18 אִם־אָמַרְתִּי מָטָה רַגְלִי חַסְדְּךָ יְהוָה יִסְעָדֵֽנִי׃

Når eg segjer: «Foten min er ustød, då held di miskunn meg uppe, Herre.»

19 בְּרֹב שַׂרְעַפַּי בְּקִרְבִּי תַּנְחוּמֶיךָ יְֽשַׁעַשְׁעוּ נַפְשִֽׁי׃

Når det kjem mange tunge tankar i mitt hjarta, då huggar dine trøystarord mi sjæl.

20 הַֽיְחָבְרְךָ כִּסֵּא הַוּוֹת יֹצֵר עָמָל עֲלֵי־חֹֽק׃

Er vel tynings-domstolen i samlag med deg, der dei lagar urett i hop til rett?

21 יָגוֹדּוּ עַל־נֶפֶשׁ צַדִּיק וְדָם נָקִי יַרְשִֽׁיעוּ׃

Dei flokkar seg i hop mot sjæli åt den rettferdige, og dei fordømer uskuldigt blod.

22 וַיְהִי יְהוָה לִי לְמִשְׂגָּב וֵאלֹהַי לְצוּר מַחְסִֽי׃

Då vert Herren ei borg for meg, og min Gud vert eit berg som eg flyr til.

23 וַיָּשֶׁב עֲלֵיהֶם ׀ אֶת־אוֹנָם וּבְרָעָתָם יַצְמִיתֵם יַצְמִיתֵם יְהוָה אֱלֹהֵֽינוּ׃

Og han let deira urett koma attende yver deim, og for deira vondskap skal han gjera ende på deim, ja, Herren, vår Gud, skal gjera ende på deim.