< תהילים 120 >
שִׁיר הַֽמַּעֲלוֹת אֶל־יְהוָה בַּצָּרָתָה לִּי קָרָאתִי וֽ͏ַיַּעֲנֵֽנִי׃ | 1 |
(Sang til Festrejserne.) Jeg råbte til HERREN i Nød, og han svarede mig.
יְֽהוָה הַצִּילָה נַפְשִׁי מִשְּׂפַת־שֶׁקֶר מִלָּשׁוֹן רְמִיָּֽה׃ | 2 |
HERRE, udfri min Sjæl fra Løgnelæber, fra den falske Tunge!
מַה־יִּתֵּן לְךָ וּמַה־יֹּסִיף לָךְ לָשׁוֹן רְמִיָּֽה׃ | 3 |
Der ramme dig dette og hint, du falske Tunge!
חִצֵּי גִבּוֹר שְׁנוּנִים עִם גַּחֲלֵי רְתָמִֽים׃ | 4 |
Den stærkes Pile er hvæsset ved glødende Gyvel.
אֽוֹיָה־לִי כִּי־גַרְתִּי מֶשֶׁךְ שָׁכַנְתִּי עִֽם־אָהֳלֵי קֵדָֽר׃ | 5 |
Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte!
רַבַּת שָֽׁכְנָה־לָּהּ נַפְשִׁי עִם שׂוֹנֵא שָׁלֽוֹם׃ | 6 |
Min Sjæl har længe nok boet blandt Folk, som hader Fred.
אֲֽנִי־שָׁלוֹם וְכִי אֲדַבֵּר הֵמָּה לַמִּלְחָמָֽה׃ | 7 |
Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig!