מִשְׁלֵי 14

1 חַכְמוֹת נָשִׁים בָּנְתָה בֵיתָהּ וְאִוֶּלֶת בְּיָדֶיהָ תֶהֶרְסֶֽנּוּ׃

Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.

2 הוֹלֵךְ בְּיָשְׁרוֹ יְרֵא יְהוָה וּנְלוֹז דְּרָכָיו בּוֹזֵֽהוּ׃

Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.

3 בְּֽפִי־אֱוִיל חֹטֶר גַּאֲוָה וְשִׂפְתֵי חֲכָמִים תִּשְׁמוּרֵֽם׃

I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.

4 בְּאֵין אֲלָפִים אֵבוּס בָּר וְרָב־תְּבוּאוֹת בְּכֹחַ שֽׁוֹר׃

Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.

5 עֵד אֱמוּנִים לֹא יְכַזֵּב וְיָפִיחַ כְּזָבִים עֵד שָֽׁקֶר׃

Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.

6 בִּקֶּשׁ־לֵץ חָכְמָה וָאָיִן וְדַעַת לְנָבוֹן נָקָֽל׃

Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.

7 לֵךְ מִנֶּגֶד לְאִישׁ כְּסִיל וּבַל־יָדַעְתָּ שִׂפְתֵי־דָֽעַת׃

Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.

8 חָכְמַת עָרוּם הָבִין דַּרְכּוֹ וְאִוֶּלֶת כְּסִילִים מִרְמָֽה׃

Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.

9 אֱוִלִים יָלִיץ אָשָׁם וּבֵין יְשָׁרִים רָצֽוֹן׃

Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.

10 לֵב יוֹדֵעַ מָרַּת נַפְשׁוֹ וּבְשִׂמְחָתוֹ לֹא־יִתְעָרַב זָֽר׃

Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.

11 בֵּית רְשָׁעִים יִשָּׁמֵד וְאֹהֶל יְשָׁרִים יַפְרִֽיחַ׃

De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.

12 יֵשׁ דֶּרֶךְ יָשָׁר לִפְנֵי־אִישׁ וְאַחֲרִיתָהּ דַּרְכֵי־מָֽוֶת׃

Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.

13 גַּם־בִּשְׂחוֹק יִכְאַב־לֵב וְאַחֲרִיתָהּ שִׂמְחָה תוּגָֽה׃

Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.

14 מִדְּרָכָיו יִשְׂבַּע סוּג לֵב וּמֵעָלָיו אִישׁ טֽוֹב׃

Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.

15 פֶּתִי יַאֲמִין לְכָל־דָּבָר וְעָרוּם יָבִין לַאֲשֻׁרֽוֹ׃

Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.

16 חָכָם יָרֵא וְסָר מֵרָע וּכְסִיל מִתְעַבֵּר וּבוֹטֵֽחַ׃

Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.

17 קְֽצַר־אַפַּיִם יַעֲשֶׂה אִוֶּלֶת וְאִישׁ מְזִמּוֹת יִשָּׂנֵֽא׃

Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.

18 נָחֲלוּ פְתָאיִם אִוֶּלֶת וַֽעֲרוּמִים יַכְתִּרוּ דָֽעַת׃

De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.

19 שַׁחוּ רָעִים לִפְנֵי טוֹבִים וּרְשָׁעִים עַֽל־שַׁעֲרֵי צַדִּֽיק׃

De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.

20 גַּם־לְרֵעֵהוּ יִשָּׂנֵא רָשׁ וְאֹהֲבֵי עָשִׁיר רַבִּֽים׃

Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.

21 בָּז־לְרֵעֵהוּ חוֹטֵא וּמְחוֹנֵן עניים עֲנָוִים אַשְׁרָֽיו׃

Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.

22 הֲ‍ֽלוֹא־יִתְעוּ חֹרְשֵׁי רָע וְחֶסֶד וֶאֱמֶת חֹרְשֵׁי טֽוֹב׃

Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.

23 בְּכָל־עֶצֶב יִהְיֶה מוֹתָר וּדְבַר־שְׂפָתַיִם אַךְ־לְמַחְסֽוֹר׃

I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.

24 עֲטֶרֶת חֲכָמִים עָשְׁרָם אִוֶּלֶת כְּסִילִים אִוֶּֽלֶת׃

De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.

25 מַצִּיל נְפָשׁוֹת עֵד אֱמֶת וְיָפִחַ כְּזָבִים מִרְמָֽה׃

Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.

26 בְּיִרְאַת יְהוָה מִבְטַח־עֹז וּלְבָנָיו יִהְיֶה מַחְסֶֽה׃

I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.

27 יִרְאַת יְהוָה מְקוֹר חַיִּים לָסוּר מִמֹּקְשֵׁי מָֽוֶת׃

Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.

28 בְּרָב־עָם הַדְרַת־מֶלֶךְ וּבְאֶפֶס לְאֹם מְחִתַּת רָזֽוֹן׃

At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.

29 אֶרֶךְ אַפַּיִם רַב־תְּבוּנָה וּקְצַר־רוּחַ מֵרִים אִוֶּֽלֶת׃

Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.

30 חַיֵּי בְשָׂרִים לֵב מַרְפֵּא וּרְקַב עֲצָמוֹת קִנְאָֽה׃

Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,

31 עֹשֵֽׁק דָּל חֵרֵף עֹשֵׂהוּ וּמְכַבְּדוֹ חֹנֵן אֶבְיֽוֹן׃

Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.

32 בְּֽרָעָתוֹ יִדָּחֶה רָשָׁע וְחֹסֶה בְמוֹתוֹ צַדּֽ͏ִיק׃

Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.

33 בְּלֵב נָבוֹן תָּנוּחַ חָכְמָה וּבְקֶרֶב כְּסִילִים תִּוָּדֵֽעַ׃

I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.

34 צְדָקָה תְרֽוֹמֵֽם־גּוֹי וְחֶסֶד לְאֻמִּים חַטָּֽאת׃

Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel

35 רְֽצוֹן־מֶלֶךְ לְעֶבֶד מַשְׂכִּיל וְעֶבְרָתוֹ תִּהְיֶה מֵבִֽישׁ׃

Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.