מִשְׁלֵי 13

1 בֵּן חָכָם מוּסַר אָב וְלֵץ לֹא־שָׁמַע גְּעָרָֽה׃

En viis Søn modtager sin Faders Tugt; men en Spotter hører ikke paa Irettesættelse.

2 מִפְּרִי פִי־אִישׁ יֹאכַל טוֹב וְנֶפֶשׁ בֹּגְדִים חָמָֽס׃

Af sin Munds Frugt nyder en Mand godt; men de troløses Sjæl høster Krænkelse.

3 נֹצֵר פִּיו שֹׁמֵר נַפְשׁוֹ פֹּשֵׂק שְׂפָתָיו מְחִתָּה־לֽוֹ׃

Hvo som vogter sin Mund, bevarer sin Sjæl; den, som lader sine Læber vidt op, ham er det til Fordærvelse.

4 מִתְאַוָּה וָאַיִן נַפְשׁוֹ עָצֵל וְנֶפֶשׁ חָרֻצִים תְּדֻשָּֽׁן׃

Den lades Sjæl begærer og faar intet; men de flittiges Sjæl næres rigeligt.

5 דְּבַר־שֶׁקֶר יִשְׂנָא צַדִּיק וְרָשָׁע יַבְאִישׁ וְיַחְפִּֽיר׃

Den retfærdige hader Løgns Ord; men den ugudelige gør Skam og Vanære.

6 צְדָקָה תִּצֹּר תָּם־דָּרֶךְ וְרִשְׁעָה תְּסַלֵּף חַטָּֽאת׃

Retfærdighed bevarer den, som vandrer oprigtigt sin Vej; men Ugudelighed styrter Synderen.

7 יֵשׁ מִתְעַשֵּׁר וְאֵין כֹּל מִתְרוֹשֵׁשׁ וְהוֹן רָֽב׃

Der er den, som holder sig for rig og har dog intet; og den, som holder sig for fattig og har meget Gods.

8 כֹּפֶר נֶֽפֶשׁ־אִישׁ עָשְׁרוֹ וְרָשׁ לֹא־שָׁמַע גְּעָרָֽה׃

En Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv! men en fattig hører ikke paa Irettesættelse.

9 אוֹר־צַדִּיקִים יִשְׂמָח וְנֵר רְשָׁעִים יִדְעָֽךְ׃

De retfærdiges Lys skinner frydeligt; men de ugudeliges Lampe skal udslukkes.

10 רַק־בְּזָדוֹן יִתֵּן מַצָּה וְאֶת־נוֹעָצִים חָכְמָֽה׃

Ved Hovmod foraarsager man kun Trætte; men hos dem, som lade sig raade, er Visdom.

11 הוֹן מֵהֶבֶל יִמְעָט וְקֹבֵץ עַל־יָד יַרְבֶּֽה׃

Gods formindskes ved Forfængelighed; men hvo som samler i Haanden, forøger det.

12 תּוֹחֶלֶת מְמֻשָּׁכָה מַחֲלָה־לֵב וְעֵץ חַיִּים תַּאֲוָה בָאָֽה׃

Forventning, som forhales, krænker Hjertet; men naar det kommer, som man begærer, da er det et Livsens Træ.

13 בָּז לְדָבָר יֵחָבֶל לוֹ וִירֵא מִצְוָה הוּא יְשֻׁלָּֽם׃

Hvo som foragter Ordet, bereder sig Fordærvelse; men hvo som frygter Budet, han faar Løn derfor.

14 תּוֹרַת חָכָם מְקוֹר חַיִּים לָסוּר מִמֹּקְשֵׁי מָֽוֶת׃

Den vises Lærdom er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.

15 שֵֽׂכֶל־טוֹב יִתֶּן־חֵן וְדֶרֶךְ בֹּגְדִים אֵיתָֽן׃

En god Forstand giver Naade; men de troløses Vej er haard.

16 כָּל־עָרוּם יַעֲשֶׂה בְדָעַת וּכְסִיל יִפְרֹשׂ אִוֶּֽלֶת׃

Hver, som er klog, gør sine Ting med Forstand; men Daaren udbreder Taabelighed.

17 מַלְאָךְ רָשָׁע יִפֹּל בְּרָע וְצִיר אֱמוּנִים מַרְפֵּֽא׃

Et ugudeligt Sendebud falder i Ulykke; men et trofast Bud er Lægedom.

18 רֵישׁ וְקָלוֹן פּוֹרֵעַ מוּסָר וְשׁוֹמֵר תּוֹכַחַת יְכֻבָּֽד׃

Hvo, som lader Tugt fare, faar Armod og Skam; men den, som agter paa Revselse, faar Ære.

19 תַּאֲוָה נִהְיָה תֶּעֱרַב לְנָפֶשׁ וְתוֹעֲבַת כְּסִילִים סוּר מֵרָֽע׃

Naar det sker, som man begærer, da er det sødt for Sjælen; men at vige fra ondt, er Daarer en Vederstyggelighed.

20 הלוך הוֹלֵךְ אֶת־חֲכָמִים וחכם יֶחְכָּם וְרֹעֶה כְסִילִים יֵרֽוֹעַ׃

Den, som omgaas med vise, bliver viis, men den, som er Ven med Daarer, faar Ulykke.

21 חַטָּאִים תְּרַדֵּף רָעָה וְאֶת־צַדִּיקִים יְשַׁלֶּם־טֽוֹב׃

Ulykke forfølger Syndere; men den retfærdige betales med godt.

22 טוֹב יַנְחִיל בְּנֵֽי־בָנִים וְצָפוּן לַצַּדִּיק חֵיל חוֹטֵֽא׃

Den gode efterlader Børnebørn en Arv; men Synderes Gods er gemt til den retfærdige.

23 רָב־אֹכֶל נִיר רָאשִׁים וְיֵשׁ נִסְפֶּה בְּלֹא מִשְׁפָּֽט׃

Den fattiges nyopdyrkede Land yder megen Føde; men der er den, som gaar til Grunde, fordi han ikke gør Ret.

24 חוֹשֵׂךְ שִׁבְטוֹ שׂוֹנֵא בְנוֹ וְאֹהֲבוֹ שִֽׁחֲרוֹ מוּסָֽר׃

Hvo som sparer sit Ris, hader sin Søn; men den, som elsker ham, tugter ham tidligt.

25 צַדִּיק אֹכֵל לְשֹׂבַע נַפְשׁוֹ וּבֶטֶן רְשָׁעִים תֶּחְסָֽר׃

Den retfærdige kan spise, til hans Sjæl bliver mæt; men de ugudeliges Bug skal lide Mangel.