איוב 8

1 וַיַּעַן בִּלְדַּד הַשּׁוּחִי וַיֹאמַֽר׃

Da svarede Bildad, Sukiten, og sagde:

2 עַד־אָן תְּמַלֶּל־אֵלֶּה וְרוּחַ כַּבִּיר אִמְרֵי־פִֽיךָ׃

Hvor længe vil du tale disse Ting, og hvor længe skal din Munds Taler være et mægtigt Vejr?

3 הַאֵל יְעַוֵּת מִשְׁפָּט וְאִם־שַׁדַּי יְעַוֵּֽת־צֶֽדֶק׃

Mon Gud skulde forvende Retten, og mon den Almægtige skulde forvende Retfærdighed?

4 אִם־בָּנֶיךָ חָֽטְאוּ־לוֹ וַֽיְשַׁלְּחֵם בְּיַד־פִּשְׁעָֽם׃

Dersom dine Sønner have syndet imod ham, da har han givet dem hen i deres Overtrædelsers Vold.

5 אִם־אַתָּה תְּשַׁחֵר אֶל־אֵל וְאֶל־שַׁדַּי תִּתְחַנָּֽן׃

Men vil du søge hen til Gud og bede den Almægtige om Naade,

6 אִם־זַךְ וְיָשָׁר אָתָּה כִּי־עַתָּה יָעִיר עָלֶיךָ וְשִׁלַּם נְוַת צִדְקֶֽךָ׃

og er du ren og oprigtig, da skal han vaage over dig og gøre, at din Retfærdigheds Bolig skal have Fred.

7 וְהָיָה רֵאשִׁיתְךָ מִצְעָר וְאַחֲרִיתְךָ יִשְׂגֶּה מְאֹֽד׃

Og var dit første lidet, saa skal dit sidste blive saare stort.

8 כִּֽי־שְׁאַל־נָא לְדֹר רִישׁוֹן וְכוֹנֵן לְחֵקֶר אֲבוֹתָֽם׃

Thi, kære, spørg den henfarne Slægt og agt paa det, som deres Fædre have udgrundet;

9 כִּֽי־תְמוֹל אֲנַחְנוּ וְלֹא נֵדָע כִּי צֵל יָמֵינוּ עֲלֵי־אָֽרֶץ׃

— thi vi ere fra i Gaar og vide intet; thi en Skygge ere vore Dage paa Jorden; —

10 הֲלֹא־הֵם יוֹרוּךָ יֹאמְרוּ לָךְ וּמִלִּבָּם יוֹצִאוּ מִלִּֽים׃

skulle de ikke belære dig, ja sige dig det, og fremføre Ord ud af deres Hjerte?

11 הֲיִֽגְאֶה־גֹּמֶא בְּלֹא בִצָּה יִשְׂגֶּה־אָחוּ בְלִי־מָֽיִם׃

Kan et Siv opvokse uden af Sump? kan Enggræs gro op uden Vand?

12 עֹדֶנּוּ בְאִבּוֹ לֹא יִקָּטֵף וְלִפְנֵי כָל־חָצִיר יִיבָֽשׁ׃

Endnu staar det i sin Grøde, det rykkes ikke op; men før alt andet Græs borttørres det.

13 כֵּן אָרְחוֹת כָּל־שֹׁכְחֵי אֵל וְתִקְוַת חָנֵף תֹּאבֵֽד׃

Saa ere alle deres Veje, som glemme Gud; og den vanhelliges Haab slaar fejl.

14 אֲשֶׁר־יָקוֹט כִּסְלוֹ וּבֵית עַכָּבִישׁ מִבְטַחֽוֹ׃

Thi hans Haab skal briste, og hans Tillid er som en Spindelvæv.

15 יִשָּׁעֵן עַל־בֵּיתוֹ וְלֹא יַעֲמֹד יַחֲזִיק בּוֹ וְלֹא יָקֽוּם׃

Han forlader sig fast paa sit Hus, men det skal ikke blive staaende; han holder sig til det, men det skal ikke staa fast.

16 רָטֹב הוּא לִפְנֵי־שָׁמֶשׁ וְעַל גַּנָּתוֹ יֹֽנַקְתּוֹ תֵצֵֽא׃

Han skyder frodigt op for Solen; og hans unge Skud brede sig ud over hans Have.

17 עַל־גַּל שָֽׁרָשָׁיו יְסֻבָּכוּ בֵּית אֲבָנִים יֶחֱזֶֽה׃

Hans Rødder gro i hverandre om Stendyngen; han skuer op imod Stenhuset.

18 אִם־יְבַלְּעֶנּוּ מִמְּקוֹמוֹ וְכִחֶשׁ בּוֹ לֹא רְאִיתִֽיךָ׃

Men oprykkes han fra sit Sted, da skal dette fornægte ham og sige: Jeg har ikke set dig.

19 הֶן־הוּא מְשׂוֹשׂ דַּרְכּוֹ וּמֵעָפָר אַחֵר יִצְמָֽחוּ׃

Se, det er Glæden af hans Vej, og en anden vokser frem af Støvet.

20 הֶן־אֵל לֹא יִמְאַס־תָּם וְלֹֽא־יַחֲזִיק בְּיַד־מְרֵעִֽים׃

Se, Gud forkaster ikke den retsindige og holder ikke fast ved de ondes Haand.

21 עַד־יְמַלֵּה שְׂחוֹק פִּיךָ וּשְׂפָתֶיךָ תְרוּעָֽה׃

Endnu skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Frydeskrig.

22 שֹׂנְאֶיךָ יִלְבְּשׁוּ־בֹשֶׁת וְאֹהֶל רְשָׁעִים אֵינֶֽנּוּ׃

De, som hade dig, skulle klædes med Skam, og de ugudeliges Telt skal ikke mere findes.