איוב 6

1 וַיַּעַן אִיּוֹב וַיֹּאמַֽר׃

Men Job svarede og sagde:

2 לוּ שָׁקוֹל יִשָּׁקֵל כַּעְשִׂי והיתי וְהַוָּתִי בְּֽמֹאזְנַיִם יִשְׂאוּ־יָֽחַד׃

Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!

3 כִּֽי־עַתָּה מֵחוֹל יַמִּים יִכְבָּד עַל־כֵּן דְּבָרַי לָֽעוּ׃

Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.

4 כִּי חִצֵּי שַׁדַּי עִמָּדִי אֲשֶׁר חֲמָתָם שֹׁתָה רוּחִי בִּעוּתֵי אֱלוֹהַּ יַֽעַרְכֽוּנִי׃

Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.

5 הֲיִֽנְהַק־פֶּרֶא עֲלֵי־דֶשֶׁא אִם יִגְעֶה־שּׁוֹר עַל־בְּלִילֽוֹ׃

Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?

6 הֲיֵאָכֵל תָּפֵל מִבְּלִי־מֶלַח אִם־יֶשׁ־טַעַם בְּרִיר חַלָּמֽוּת׃

Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?

7 מֵאֲנָה לִנְגּוֹעַ נַפְשִׁי הֵמָּה כִּדְוֵי לַחְמִֽי׃

Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.

8 מִֽי־יִתֵּן תָּבוֹא שֶֽׁאֱלָתִי וְתִקְוָתִי יִתֵּן אֱלֽוֹהַּ׃

Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!

9 וְיֹאֵל אֱלוֹהַּ וִֽידַכְּאֵנִי יַתֵּר יָדוֹ וִֽיבַצְּעֵֽנִי׃

og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!

10 וּתְהִי עוֹד ׀ נֶחָמָתִי וַאֲסַלְּדָה בְחִילָה לֹא יַחְמוֹל כִּי־לֹא כִחַדְתִּי אִמְרֵי קָדֽוֹשׁ׃

Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.

11 מַה־כֹּחִי כִֽי־אֲיַחֵל וּמַה־קִּצִּי כִּֽי־אַאֲרִיךְ נַפְשִֽׁי׃

Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?

12 אִם־כֹּחַ אֲבָנִים כֹּחִי אִֽם־בְּשָׂרִי נָחֽוּשׁ׃

Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?

13 הַאִם אֵין עֶזְרָתִי בִי וְתֻשִׁיָּה נִדְּחָה מִמֶּֽנִּי׃

Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!

14 לַמָּס מֵרֵעֵהוּ חָסֶד וְיִרְאַת שַׁדַּי יַעֲזֽוֹב׃

Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.

15 אַחַי בָּגְדוּ כְמוֹ־נָחַל כַּאֲפִיק נְחָלִים יַעֲבֹֽרוּ׃

Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,

16 הַקֹּדְרִים מִנִּי־קָרַח עָלֵימוֹ יִתְעַלֶּם־שָֽׁלֶג׃

de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.

17 בְּעֵת יְזֹרְבוּ נִצְמָתוּ בְּחֻמּוֹ נִדְעֲכוּ מִמְּקוֹמָֽם׃

Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.

18 יִלָּפְתוּ אָרְחוֹת דַּרְכָּם יַעֲלוּ בַתֹּהוּ וְיֹאבֵֽדוּ׃

Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.

19 הִבִּיטוּ אָרְחוֹת תֵּמָא הֲלִיכֹת שְׁבָא קִוּוּ־לָֽמוֹ׃

Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.

20 בֹּשׁוּ כִּֽי־בָטָח בָּאוּ עָדֶיהָ וַיֶּחְפָּֽרוּ׃

De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.

21 כִּֽי־עַתָּה הֱיִיתֶם לא לוֹ תִּֽרְאוּ חֲתַת וַתִּירָֽאוּ׃

Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.

22 הֲ‍ֽכִי־אָמַרְתִּי הָבוּ לִי וּמִכֹּחֲכֶם שִׁחֲדוּ בַעֲדִֽי׃

Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?

23 וּמַלְּטוּנִי מִיַּד־צָר וּמִיַּד עָרִיצִים תִּפְדּֽוּנִי׃

eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?

24 הוֹרוּנִי וַאֲנִי אַחֲרִישׁ וּמַה־שָּׁגִיתִי הָבִינוּ לִֽי׃

Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.

25 מַה־נִּמְרְצוּ אִמְרֵי־יֹשֶׁר וּמַה־יּוֹכִיחַ הוֹכֵחַ מִכֶּֽם׃

Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?

26 הַלְהוֹכַח מִלִּים תַּחְשֹׁבוּ וּלְרוּחַ אִמְרֵי נֹאָֽשׁ׃

Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?

27 אַף־עַל־יָתוֹם תַּפִּילוּ וְתִכְרוּ עַל־רֵֽיעֲכֶֽם׃

Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.

28 וְעַתָּה הוֹאִילוּ פְנוּ־בִי וְעַל־פְּנֵיכֶם אִם־אֲכַזֵּֽב׃

Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?

29 שֻֽׁבוּ־נָא אַל־תְּהִי עַוְלָה ושבי וְשׁוּבוּ עוֹד צִדְקִי־בָֽהּ׃

Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!

30 הֲיֵשׁ־בִּלְשׁוֹנִי עַוְלָה אִם־חִכִּי לֹא־יָבִין הַוּֽוֹת׃

Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?