איוב 39

1 הֲיָדַעְתָּ עֵת לֶדֶת יַעֲלֵי־סָלַע חֹלֵל אַיָּלוֹת תִּשְׁמֹֽר׃

Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

2 תִּסְפֹּר יְרָחִים תְּמַלֶּאנָה וְיָדַעְתָּ עֵת לִדְתָּֽנָה׃

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

3 תִּכְרַעְנָה יַלְדֵיהֶן תְּפַלַּחְנָה חֶבְלֵיהֶם תְּשַׁלַּֽחְנָה׃

De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

4 יַחְלְמוּ בְנֵיהֶם יִרְבּוּ בַבָּר יָצְאוּ וְלֹא־שָׁבוּ לָֽמוֹ׃

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

5 מִֽי־שִׁלַּח פֶּרֶא חָפְשִׁי וּמֹסְרוֹת עָרוֹד מִי פִתֵּֽחַ׃

Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,

6 אֲשֶׁר־שַׂמְתִּי עֲרָבָה בֵיתוֹ וּֽמִשְׁכְּנוֹתָיו מְלֵֽחָה׃

som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

7 יִשְׂחַק לַהֲמוֹן קִרְיָה תְּשֻׁאוֹת נוֹגֵשׂ לֹא יִשְׁמָֽע׃

Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

8 יְתוּר הָרִים מִרְעֵהוּ וְאַחַר כָּל־יָרוֹק יִדְרֽוֹשׁ׃

det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

9 הֲיֹאבֶה רֵּים עָבְדֶךָ אִם־יָלִין עַל־אֲבוּסֶֽךָ׃

Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

10 הֲ‍ֽתִקְשָׁר־רֵים בְּתֶלֶם עֲבֹתוֹ אִם־יְשַׂדֵּד עֲמָקִים אַחֲרֶֽיךָ׃

Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

11 הֲֽתִבְטַח־בּוֹ כִּי־רַב כֹּחוֹ וְתַעֲזֹב אֵלָיו יְגִיעֶֽךָ׃

Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

12 הֲתַאֲמִין בּוֹ כִּי־ישוב יָשִׁיב זַרְעֶךָ וְֽגָרְנְךָ יֶאֱסֹֽף׃

Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

13 כְּנַף־רְנָנִים נֶעֱלָסָה אִם־אֶבְרָה חֲסִידָה וְנֹצָֽה׃

Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

14 כִּֽי־תַעֲזֹב לָאָרֶץ בֵּצֶיהָ וְֽעַל־עָפָר תְּחַמֵּֽם׃

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

15 וַתִּשְׁכַּח כִּי־רֶגֶל תְּזוּרֶהָ וְחַיַּת הַשָּׂדֶה תְּדוּשֶֽׁהָ׃

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

16 הִקְשִׁיחַ בָּנֶיהָ לְּלֹא־לָהּ לְרִיק יְגִיעָהּ בְּלִי־פָֽחַד׃

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

17 כִּֽי־הִשָּׁהּ אֱלוֹהַּ חָכְמָה וְלֹא־חָלַק לָהּ בַּבִּינָֽה׃

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

18 כָּעֵת בַּמָּרוֹם תַּמְרִיא תִּֽשְׂחַק לַסּוּס וּלְרֹֽכְבֽוֹ׃

Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

19 הֲתִתֵּן לַסּוּס גְּבוּרָה הֲתַלְבִּישׁ צַוָּארוֹ רַעְמָֽה׃

Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

20 הְֽתַרְעִישֶׁנּוּ כָּאַרְבֶּה הוֹד נַחְרוֹ אֵימָֽה׃

og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

21 יַחְפְּרוּ בָעֵמֶק וְיָשִׂישׂ בְּכֹחַ יֵצֵא לִקְרַאת־נָֽשֶׁק׃

Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

22 יִשְׂחַק לְפַחַד וְלֹא יֵחָת וְלֹֽא־יָשׁוּב מִפְּנֵי־חָֽרֶב׃

den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

23 עָלָיו תִּרְנֶה אַשְׁפָּה לַהַב חֲנִית וְכִידֽוֹן׃

Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

24 בְּרַעַשׁ וְרֹגֶז יְגַמֶּא־אָרֶץ וְלֹֽא־יַאֲמִין כִּי־קוֹל שׁוֹפָֽר׃

den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

25 בְּדֵי שֹׁפָר ׀ יֹאמַר הֶאָח וּֽמֵרָחוֹק יָרִיחַ מִלְחָמָה רַעַם שָׂרִים וּתְרוּעָֽה׃

et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

26 הֲ‍ֽמִבִּינָתְךָ יַֽאֲבֶר־נֵץ יִפְרֹשׂ כנפו כְּנָפָיו לְתֵימָֽן׃

Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

27 אִם־עַל־פִּיךָ יַגְבִּיהַּ נָשֶׁר וְכִי יָרִים קִנּֽוֹ׃

Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

28 סֶלַע יִשְׁכֹּן וְיִתְלֹנָן עַֽל־שֶׁן־סֶלַע וּמְצוּדָֽה׃

Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;

29 מִשָּׁם חָֽפַר־אֹכֶל לְמֵרָחוֹק עֵינָיו יַבִּֽיטוּ׃

den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

30 ואפרחו וְאֶפְרֹחָיו יְעַלְעוּ־דָם וּבַאֲשֶׁר חֲלָלִים שָׁם הֽוּא׃

Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!