איוב 39

1 הֲיָדַעְתָּ עֵת לֶדֶת יַעֲלֵי־סָלַע חֹלֵל אַיָּלוֹת תִּשְׁמֹֽר׃

Ved du Tiden, naar Stengederne føde? har du taget Vare paa, naar Hinderne ville føde?

2 תִּסְפֹּר יְרָחִים תְּמַלֶּאנָה וְיָדַעְתָּ עֵת לִדְתָּֽנָה׃

Tæller du de Maaneder, som de fylde, eller ved du Tiden, naar de føde?

3 תִּכְרַעְנָה יַלְדֵיהֶן תְּפַלַּחְנָה חֶבְלֵיהֶם תְּשַׁלַּֽחְנָה׃

De bøje sig sammen, de føde deres Unger og kaste deres Byrde.

4 יַחְלְמוּ בְנֵיהֶם יִרְבּוּ בַבָּר יָצְאוּ וְלֹא־שָׁבוּ לָֽמוֹ׃

Deres Unger blive stærke, de blive store paa Marken, de gaa ud og komme ikke tilbage til dem.

5 מִֽי־שִׁלַּח פֶּרֶא חָפְשִׁי וּמֹסְרוֹת עָרוֹד מִי פִתֵּֽחַ׃

Hvo har ladet Vildæselet ud i det frie? og hvo løste Skovæselets Baand,

6 אֲשֶׁר־שַׂמְתִּי עֲרָבָה בֵיתוֹ וּֽמִשְׁכְּנוֹתָיו מְלֵֽחָה׃

hvilket jeg har givet den slette Mark til dets Hjem og Saltørkenen til dets Bo.

7 יִשְׂחַק לַהֲמוֹן קִרְיָה תְּשֻׁאוֹת נוֹגֵשׂ לֹא יִשְׁמָֽע׃

Det ler ad Stadens Tummel; det hører ikke Driverens Buldren.

8 יְתוּר הָרִים מִרְעֵהוּ וְאַחַר כָּל־יָרוֹק יִדְרֽוֹשׁ׃

Hvad det opsporer paa Bjergene, er dets Føde, og det søger efter alt det grønne.

9 הֲיֹאבֶה רֵּים עָבְדֶךָ אִם־יָלִין עַל־אֲבוּסֶֽךָ׃

Mon Enhjørningen har Lyst til at trælle for dig? mon den vil blive Natten over ved din Krybbe?

10 הֲ‍ֽתִקְשָׁר־רֵים בְּתֶלֶם עֲבֹתוֹ אִם־יְשַׂדֵּד עֲמָקִים אַחֲרֶֽיךָ׃

Kan du tvinge Enhjørningen ved dens Reb til at holde Furen? mon den vil harve Dalene efter dig?

11 הֲֽתִבְטַח־בּוֹ כִּי־רַב כֹּחוֹ וְתַעֲזֹב אֵלָיו יְגִיעֶֽךָ׃

Kan du forlade dig paa den, fordi dens Kraft er stor? og kan du overlade den dit Arbejde?

12 הֲתַאֲמִין בּוֹ כִּי־ישוב יָשִׁיב זַרְעֶךָ וְֽגָרְנְךָ יֶאֱסֹֽף׃

Kan du tro den til, at den vil føre dig din Sæd hjem og samle den hen til din Tærskeplads?

13 כְּנַף־רְנָנִים נֶעֱלָסָה אִם־אֶבְרָה חֲסִידָה וְנֹצָֽה׃

Strudsenes Vinge svinger sig lystigt; mon det er Storkens Vinge og Fjer?

14 כִּֽי־תַעֲזֹב לָאָרֶץ בֵּצֶיהָ וְֽעַל־עָפָר תְּחַמֵּֽם׃

Nej, den overlader sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Støvet,

15 וַתִּשְׁכַּח כִּי־רֶגֶל תְּזוּרֶהָ וְחַיַּת הַשָּׂדֶה תְּדוּשֶֽׁהָ׃

og den glemmer, at en Fod kunde trykke dem i Stykker, og et vildt Dyr paa Marken søndertræde dem.

16 הִקְשִׁיחַ בָּנֶיהָ לְּלֹא־לָהּ לְרִיק יְגִיעָהּ בְּלִי־פָֽחַד׃

Den handler haardt med sine Unger, som vare de ikke dens egne; er dens Møje end forgæves, er den uden Frygt.

17 כִּֽי־הִשָּׁהּ אֱלוֹהַּ חָכְמָה וְלֹא־חָלַק לָהּ בַּבִּינָֽה׃

Thi Gud har ladet den glemme Visdom og har ikke givet den Del i Forstand.

18 כָּעֵת בַּמָּרוֹם תַּמְרִיא תִּֽשְׂחַק לַסּוּס וּלְרֹֽכְבֽוֹ׃

Paa den Tid, naar den svinger sig i Højden, da beler den Hesten og den, der rider paa den.

19 הֲתִתֵּן לַסּוּס גְּבוּרָה הֲתַלְבִּישׁ צַוָּארוֹ רַעְמָֽה׃

Kan du give Hesten Styrke eller klæde dens Hals med flagrende Manke?

20 הְֽתַרְעִישֶׁנּוּ כָּאַרְבֶּה הוֹד נַחְרוֹ אֵימָֽה׃

Kan du gøre, at den springer som Græshoppen? dens prægtige Prusten er forfærdelig.

21 יַחְפְּרוּ בָעֵמֶק וְיָשִׂישׂ בְּכֹחַ יֵצֵא לִקְרַאת־נָֽשֶׁק׃

Den skraber i Dalen og fryder sig i Kraft; den farer frem imod den, som bærer Rustning

22 יִשְׂחַק לְפַחַד וְלֹא יֵחָת וְלֹֽא־יָשׁוּב מִפְּנֵי־חָֽרֶב׃

Den ler ad Frygt og forskrækkes ikke og vender ikke tilbage for Sværdets Skyld.

23 עָלָיו תִּרְנֶה אַשְׁפָּה לַהַב חֲנִית וְכִידֽוֹן׃

Pilekoggeret klirrer over den, ja, det blinkende Jern paa Spyd og Glavind.

24 בְּרַעַשׁ וְרֹגֶז יְגַמֶּא־אָרֶץ וְלֹֽא־יַאֲמִין כִּי־קוֹל שׁוֹפָֽר׃

Med Bulder og Fnysen sluger den Vejen og bliver ikke staaende stille, naar Trompetens Lyd høres.

25 בְּדֵי שֹׁפָר ׀ יֹאמַר הֶאָח וּֽמֵרָחוֹק יָרִיחַ מִלְחָמָה רַעַם שָׂרִים וּתְרוּעָֽה׃

Saa snart Trompeten lyder, siger den: Hui! og lugter Krigen i det fjerne, Fyrsternes Raab og Krigstummelen.

26 הֲ‍ֽמִבִּינָתְךָ יַֽאֲבֶר־נֵץ יִפְרֹשׂ כנפו כְּנָפָיו לְתֵימָֽן׃

Er det efter din Forstand, at Spurvehøgen flyver, udbreder sine Vinger imod Sønden?

27 אִם־עַל־פִּיךָ יַגְבִּיהַּ נָשֶׁר וְכִי יָרִים קִנּֽוֹ׃

Eller er det efter din Befaling, at Ørnen flyver højt og bygger sin Rede i det høje?

28 סֶלַע יִשְׁכֹּן וְיִתְלֹנָן עַֽל־שֶׁן־סֶלַע וּמְצוּדָֽה׃

Den bor paa Klippen og bliver der om Natten, paa Tinden af en Klippe og Borg.

29 מִשָּׁם חָֽפַר־אֹכֶל לְמֵרָחוֹק עֵינָיו יַבִּֽיטוּ׃

Derfra spejder den efter Føde; dens Øjne se ud i det fjerne,

30 ואפרחו וְאֶפְרֹחָיו יְעַלְעוּ־דָם וּבַאֲשֶׁר חֲלָלִים שָׁם הֽוּא׃

og dens Unger drikke Blod; og hvor der er ihjelslagne, der er den.